Godt hjulpet af Team17s erfaringer med Unreal 3-motoren, er det imponerende at se deres opmærksomhed på detaljegraden. At vandre ned af de mørke korridorer i det beskadigede rumskib er en uhyggelig oplevelse, mens ens lommelygte skærer igennem den dystre stemning i nervøs forventning om næste stormløb fra rumvæsnerne. Der står røg, ild og damp ud af ødelagte rør og gigantiske mekaniske spindelvæv kaster deres skygger på gulvet, du betræder i din endeløse søgen efter keycards og ammo. Den sparsomme og dystert truende lydside har altid været en hovedattraktionerne ved Alien Breed, selv tilbage i 1991, og Team17 har holdt fokus intakt. Alistair Brimbles oprindelige soundtrack er blevet pudset af, og dette behændigt af manden selv, så et komplet soundtrack følger dig igennem hele spillet. Desværre er de nu ikoniske lydeffekter blevet fuldstændig ændret – hvilket er forståeligt nok, hvis vi husker tilbage på det døende rumvæsens sidste skrig, der allermest lød som en forkølet elefant.
Nu med lasersigte. Tyvstjålet fra Baldur’s Gate: Dark Alliance på PS2!
Da det endeligt lykkes mig at vriste joypadden fra Brown, oplever jeg at styringen er lige så intuitiv som den virkede dengang, hvor man skød den vej man kiggede – og her et par sekunders stilhed for de gode, gamle joysticks med pind og knapper. Nu er der to analog sticks at arbejde med, hvilket selvfølgelig giver muligheden for at bevæge sig og skyde uafhængigt af hinanden. Efter lidt tilvænning mærker man straks den fleksibilitet og præcision dette medfører, når rumvæsnerne skal nakkes. Mens man strafer og undviger med det ene stick, sørger den højre for at pumpe bly af sted i den ønskede retning. Heldigvis tynges spillet ikke af en overpædagogisk tutorial, og det er også fuldstændig lige meget, for efter et par sekunders action har man fuldstændigt magt over styringen. God start.
Man bliver også hjulpet godt på vej af lasersystemet, der gør det muligt at se præcis hvorhen man skyder. Det hjælper massivt på den taktiske fornemmelse, når man trækker sig tilbage af gangene og er nede på de sidste magasiner til skyderen. Det kan ske, at man vil se tingene fra en anden vinkel, og her hjælper et tryk på højre skulderknap, som vipper kameraet 90 grader. Det er ikke muligt at zoome eller tilte kameraet, men det føles ikke som der er et behov for det.
Tech og alien-involde i herlig voldssymfoni.
Og der er flere tilføjelser. Mini-kortet oppe i højre hjørne af skærmen er en af dem. I stedet for at rende blindt rundt i gangene og på minutiøs vis undersøge enhver krog i håb om at finde døren, der passer til dit keycard, har du de såkaldte waypoints på kortet, der pænt fortæller den næste destination. Det kan virke som om at spillet prøver at holde en lidt i hånden, men tanken har været at fjerne nogle af fortidens frustrationsmomenter. Fjender respawner heller ikke længere ud i det uendelige, hvis du lige sad og undrede dig over dét.
