Alan Wake Preview

Remedy’s Sam Lake gør meget ud af at illustrere for os, at Alan Wake ikke er et gyserspil. Alan Wake er ”en psykologisk action thriller, som implementer elementer af gyset.” Det tager lidt til at acceptere Lake’s definition, for gyser-elementerne er, i alle tilfælde ved spillets start, ganske dominerende: en øksesvingende galning, en satanisk vicevært og en kone, som forsvinder med et isnende skrig, optræder alle indenfor spillets intense første time.

Og alt dette sker før man overhovedet griber pistolen og begynder at skyde efter skyggeklædte figurer, som begynder at brænde når man kaster lyset fra en fakkel i hovedet på dem. Men hvis man skal være fair overfor Lake, er de overnaturlige elementer mere rettet mod at skabe en stemning, fremfor at skulle skræmme eller chokere spilleren. Som Wake render rundt og håndterer monstrene, der strømmer ud fra de dystre skove ved Bright Falls, er der en gennemgående følelse af at en hel del af hans problemer måske stammer fra hans egen fantasi.

Selv i dagslys er der noget urovækkende over Remedys spilverden.

Selv før forfatteren og spillets hovedperson, Alan Wake, og hans bedre halvdel har fået nøglerne til deres feriehytte ved Cauldron Lake, er spilleren blevet terroriseret i en forudgående drømmesekvens af en af Wake’s litterære kreationer. Wake ankommer herefter til Bright Falls med en kronisk omgang skriveblokade; han er flygtet fra sin udgiver, overvældet af tvivl om hvorvidt hans talent er løbet tør. Han skændes med konen efter at hun, i et forsøg på at hjælpe, har taget en skrivemaskine med på deres ferie. Herefter forlader Wake hytten og flygter dybere ind i skovens mørke.

Senere vågner han op midt i resterne af en bilulykke. Han vandrer gennem mørket, hvor han falder over et manuskript til en thriller, han ikke kan huske at have skrevet. Pludselig bliver han overfaldet af mystiske skikkelser, der jager ham med knive og obskure haveredskaber. Deres kroppe er indhyllet i skygger, med en konsistens som blækdråber i vand.

Alan nyder i åndsfraværets frihed den idylliske udsigt.

Hvis man skulle sætte et kryds ved spillets inspirationer, ville Stephen King og David Lynch være nær toppen af listen. Men Remedy holder originaliteten med tiltalende banedesign og en flot præsentation. Måden hvorpå de leger med spillerens følelser er imponerende og skræmmende; da Wake griber nøglen til sin hytte fra bordet på en restaurant, skifter scenens stemning og udtryk lynhurtigt fra venlig og hyggelig til isnende og ugæstfri.

Det siger også noget om historiefortællingen, at Alan Wake selv er en mand med substans. Hen er en hærget, forvirret person; intelligent, men også med en tendens til voldelige udfald. Det, der gør ham tiltalende, er dog ikke så meget at han ikke er perfekt, men i højere grad at han ved at han ikke er perfekt og at han forsøger at modstå den svagere del af hans personlighed. Han står allerede overfor et ødelagt ægteskab og en skriveblokering, men spillet antyder at hans problemer stikker endnu dybere. Wakes karakterfejl forstærker også gameplayet, der lægger stor vægt på brugen af lys som et våben.