Alan Wake alligevel til PC?

Microsoft siger nej. Remedy siger måske.

Så sent som den 12. februar fortalte vi, hvordan Microsoft offentligt afskrev muligheden for at Alan Wake skulle kunne udkomme på PC.

”Nogle spil passer bedre til det intime miljø, PC’en tilbyder, mens andre bedst opleves fra sofaen foran en stor tv-skærm. I sidste ende indså vi at den bedste måde at opleve Alan Wake, var på Xbox 360, så derfor fokuserede vi på en eksklusiv-udgivelse til dette format.”, sagde Microsoft, hvis du skulle have glemt det.

Men underligt nok er udviklerne af spillet, finske Remedy, af en lidt anden opfattelse, og de siger nu åbent, at en pc-version af spillet (som du kan læse et dugfrisk preview af her) stadig er muligt, men at beslutningen herom skal tages af Remedy og Microsoft i samråd.

Oskari Häkkinen fra Remedy forklarer desuden, at man vil se tiden at og se, hvordan spillerne tager imod spillet. Hákkinen stiller sig desuden noget undrende overfor den officielle kommentar fra Microsoft, og understreger Remedys stærke rødder på PCen som platform (Ja, vi kan godt huske Max Payne - men sjovt nok udvikles Max Payne 3 i øjeblikket et helt andet sted, nemlig hos Rockstar Vancouver).

Men for lige at vende tilbage med nyhedens kerne, kan den mulige strategiske udsættelse af Alan Wake til pc selvfølgelig også have noget at gøre med at pc-formatet er notorisk let at cracke og at særligt ikke-online spil florerer til download på Internet stort set samme dag - og alt for ofte før - et spil udgives. En senere udgivelse, om den så kommer eller ej, beskytter således konsolversionen indirekte.

For eksempel valgte Ubisoft af denne grund at udsætte udgivelsen af Assassin's Creed I og II.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.