Redaktionens topspil 2009

Velkommen til den første fælles redaktionsartikel hos Eurogamer.dk. Vi har i løbet af de første seks måneder online publiceret en lang række artikler med enkeltforfatteres syn på dette og hint, men først i dag giver vi alle vort besyv med om årets spil - de gode, de bedre og de skuffende.

Og hvad er mere passende end at lægge ud med redaktionens bud på årets skuffelser. En skuffelse er ikke nødvendigvis et dårligt spil, tværtimod har der nærmere været lagt op til et godt spil. Vi ser det typisk med helt stort opslåede spilprojekter, som på et tidligt tidspunkt er blevet blåstemplet af spiludgiveren og derfor har fået flere penge på lommen at lave støj med op til lanceringen.

I andre tilfælde kan et spil fra en ellers velanset udvikler ende i den helt forkerte ende end forventet. Nogle gange ser vi udvikleren tage så sikre chancer, eller forsøge at møde forventninger i så høj en grad, at intentionerne ikke har hold i virkeligheden.

ÅRETS SKUFFELSER 2009

Jonatan A. Allin:
Resident Evil 5 – Flere formater

Her er Sheva ved at losse dig i bollerne – sådan føles det at spille Resident Evil 5 i singleplayer.

Jeg elskede Resident Evil 4 for fulde gardiner. Det er et af de få spil, jeg bare har kværnet igennem nonstop, da jeg bare MÅTTE se, hvilke sygeligheder, Capcom havde gemt rundt om næste hjørne. Spillet var banebrydende inden for brug af perspektiv, quick time-events, cinematiske virkemidler og generel action-horror, og have noget af de bedste banedesign, nogle af de sygeste bosser og en af de længste, mest nervepirrende singleplayerdele i mands minde. Det endelige spil blev dog ikke ødelagt af racisme, men af tam, gammeldags styring, uinspireret gameplay, der overkomplicerede de gode ting fra kapitel 4, og en snotdum partner.

Morten Roed Frederiksen:
Champions Online – PC

Helte i hårdt brugte underhylere.

Hvornår kommer der et MMORPG, der kan vælte WOW af tronen?

Jeg havde et håb om, at et nyt superheltespil ville være et friskt pust til en genre, som i den grad skriger på nytænkning. Champions Online var bare ikke præget af fornyelse. Udover tilføjelsen af en pænere grafikmotor, var der ikke sket synderligt meget siden City of Heroes/Villains kom frem. Jeg havde forventet en sammenhængende og fængende tegneserieverden, som var fyldt med marvel-inspirerede quests og heftige slåskampe. Jeg fik et onlinespil, der ikke havde taget stilling til indlevelse, og hvor alt nyskabende stoppede efter figurkreationsdelen.

Anders Hansen:
Bionic Commando - Flere formater

Desværre ser spillet altid sjovere ud end det egentlig er.

Retro-genoplivelsen af den gamle arkade/NES-klassiker Bionic Commando havde meget potentiale. Den svenske udvikler GRIN lagde hårdt ud med Bionic Commando: Rearmed, der stadig er mit favorit XBLA/PSN spil. Da de forsøgte sig med storebroderen, var resultatet knapt så heldigt. Bionic Commando 2009 er en gemen fejltagelse; akavet kontrol, forfærdeligt level design, forbløffende dårligt struktureret og noget nær det dummeste plot i hele 2009. Spillet er nærmest en metafor for GRINS egen udvikling gennem året. De var et så lovende studie, med mange gode idéer på bordet, men da de simpelthen ikke kunne levere varen, gik de nedenom og hjem.

Allan Skou Kristensen:
Empire: Total War (patch 1.0-1.4) – PC

Empire: Total War var en – forsinket – synkende skude fra starten.

To års ventetid. Så et par måneder mere fordi ”vi lige skal være HELT færdige”. Derefter en udgivelse der umiddelbart overgik alle forventninger. Men underoverfladen var alting forkert. Det var lidt ligesom at score den lækreste kvinde i baren på en meget våd aften, hvor man, efter alkoholtågerne forsvinder, finder ud af at kranen kunne høre hjemme på Esbjerg Havn: Alt så godt ud på overfladen i dén overlykkelige rus man befandt sig i på grund af udgivelsen, men efterhånden som rusen lagde sig, havde man kun en kran tilbage. Som ikke fungerede.

Jesper Kristiansen:
Resident Evil 5 – Flere formater

En slatten kopi og et foruroligende symbol på Japans spilbranche.

Jeg glædede mig endog rigtigt meget til det nyeste Resident Evil spil. Jeg havde stadig 4’eren i frisk erindring, efter at have gennemspillet det på PS2 sidste år, så jeg så med iver frem til hvad nummer 5 kunne byde på, af nye fede ting. Svaret var – absolut ingenting!. Spillet var en slatten kopi af 4’eren med tvungen co-op-mode. Samme gameplay, våben, fjender og gameplay. Den eneste reelle ændring var, at spillet nu var blevet endnu mere actionorienteret og endnu mindre uhyggeligt, hvilket ikke var nogen forbedring i min bog. I det hele taget et grimt symptom på den kreative stagnation der ser ud til at have ramt den japanske spilbranche.

Jacob Herold Nielsen:
Rogue Warrior – Flere formater

Selv ikke en Steven Seagal-look-a-like kan redde Rogue Warrior.

Rogue Warrior skrabede virkeligt bunden for årets udgivelser. På trods af stemmeskuespil fra Mickey Rourke, så var Rogue Warrior intet andet end en lineær omgang kedelig stealth/action, krydret med obskøne sætninger.

Spillet kom endda fra Rebellion, som snart barsler med det næste Aliens Vs. Predator, og hvis de ikke kan mønstre mere kvalitet end det vi så i Rogue Warrior, så ser det sort ud for spillet. Rent faktisk har Rebellion udgivet omkring 45 spil på de snart 20 år de har eksisteret, og kun ét har haft stor succes, og det var det første Aliens Vs. Predator.

Anders Pugé:
WET – Flere formater

WET, som det ser ud, når det ikke skuffer.

Spillet, jeg mest forventede overfladisk og popsmart underholdning af. Ud over, at mine forventninger gik i opfyldelse, nåede jeg at få øje på og opleve noget actionrig charme. Spillet fik desværre aldrig det tag i mig, som jeg undervejs havde håbet på. Det endte som en blandet landhandel af fornøjelige momenter og irritationsmomenter. Det er sjældent, at jeg bruger udtrykket "det får mine øjne til at bløde", og det vil jeg heller ikke med WET. Men det fik mine øjne til at løbe i vand, og ikke af gråd – det blev bare for anstrengende at både spille og se på.

Philip Rohrhuber:
Modern Warfare 2 – Flere formater

En oplevelse i højt tempo, der desværre skvatter undervejs .

Modern Warfare 2 skuffer brutalt. Den meget sparsommelige singleplayer oplevelse er givetvis udført utrolig flot og rummer den velkendte Call of Duty atmosfære vi er kommet til at elske. Men oplevelsen er alt for kortvarig og for udtryksløst. Historien er usammenhængende og føles som noget der er skrevet mens man var på vej til arbejde. Slutteligt formår singleplayer delen ikke at opnå samme høje kvalitet som sin forgænger eller perler som Half-Life 2 og Bioshock, der alle er uforglemmelige oplevelser. Multiplayer har åbenlyst været i total fokus her, og selv her når Modern Warfare 2 kun lige til øllet.

Søren Muska Stærk:
Spil lavet på film – Alle formater

Kan man hjælpe CO2-kvoten, ved at afskaffe spil-licenser på film?

Bortset fra Batman: Arkham Asylum (der egentligt ikke bygger over en film i sig selv) er der stadigt den tendens at enhver storfilm, skal have et spil med i kølvandet. Og historien repeterer sig selv til det grinagtige, for de er alle er lav kvalitet og burde aldrig sælges.

Mediemogulerne har en stor andel i dette, og udnytter vores kærlighed til deres film, mere end den kærlighed til mediet og deres produkt fortjener. Udviklerne ved det , spillerne ved det – alle ved det. Vi håber alligevel på at en dag kommer der et fornuftigt spil der bygger på en film – og jeg håber stadig.

Kristian West:
Modern Warfare 2 – Flere formater

Idéen om at være elitesoldat var god. Men var det nødvendigt konstant at holde i hånd?

Modern Warfare 2, du var en syndig flirt. Du har til gården og gaden. Du er så super velskabt, så fandens lækker, men der er et eller andet kunstigt over dig. Du har en rig far som har pacet dig og stukket dig vennepenge med i byen. Alle kender dig, de fleste hævder at kunne lide dig. Men du har hverken hjerte eller hjerne. Modern Warfare 2, jeg kan ikke lide dig mere, har jeg besluttet. Jeg har indset, at du er fake. Du er ikke moderne. Du er mainstream. Du ved intet om krigsførelse.

Du var aldrig læderhals. Løgnhals.

Martin Wiinholt:
Dragon Age: Origins – Flere formater

Animationerne i Dragon Age er fine – særligt den første bossfight med en Ogre fik mig op af stolen.

Ja, det skuffede mig fælt. Jeg havde forventet mere episk storladenhed à la Oblivion, åbne landskaber, åbent gameplay og psykedelisk artwork. Vi fik ingen af delene i Dragon Age. I stedet fik vi lineært gameplay, middelmådig grafik i lidt utilfredsstillende detaljegrad og artwork, der stilistisk var meget konservativt. Spillet har selvfølgelig gode sider, jeg kan godt lide kampsystemet, men det fangede mig på ingen måde. Jeg er ligeglad med multiplayer, men den opstyltede dialog kombineret med lineær historie gør det ikke for mig.