Id Softwares teknologi-guru John Carmack har udtalt, at Rage muligvis vil gå i Modern Warfare 2s fodspor og fjerne understøttelse for dedikerede servere i PC-versionen.
”Det er ikke mejslet i sten endnu, men nej, i øjeblikket mener vi ikke at spillet skal understøtte dedikrerede servere,” siger han til Variety.
”Det gode er, at vi ikke behøver at gå forrest med denne beslutning,” tilføjer han. ”Vi kan vente og se, hvordan det fungerer for alle andre først”
I øjeblikket fungerer beslutningen om at droppe dedikerede servere ikke super-godt for Activision og Infinity Ward. Beslutningen om at stryge dedikerede servere har indtil videre fået flere end 184.000 personer til at afgive deres underskrift med et krav om, at de parter to genovervejer deres beslutning.
Activision står dog ved deres valg, og direktør Mike Griffith forsvarede beslutningen så sent som i torsdags i en offentlig redegørelse for firmaets indtjening.
Derudover kunne Carmack fortælle om Rage, at en udgivelse i 2010 af hybrid shooter/racerspillet til PC og konsol ”så realistisk ud”. Gad vide hvad der blev af ”When it’s done!”?

