Fremtidens spilgrafik

Hvordan vil næste generations spil se ud?

"Nu kan det vist ikke blive mere realistisk".

Du har sikkert tænkt denne sætning før, måske dengang Max Payne pludselig troppede op med et foto af en rigtig person mappet ud på sit kantede polygonfjæs. Han så vildt sej ud, men seriøst: han var jo sammenbidt arrig konstant. Totalt urealistisk. I dag forventer vi os lidt mere af idéen om det virkelighedstro menneske i vores spil. Og "virkelighedstro grafik" sælger stadig spil, selvom der endnu er langt fra figurer og omgivelser i spil som Arma II eller FIFA 10 til virkelighedens forbilleder. Men der er ikke lige så langt til fotorealisme, som dengang Max Payne svævede gennem luften med et ansigt, der lignede en pakke fars på vej ind i en støvsuger.

Fremtidens grafik bliver dog uden tvivl mere realistisk - i hvert fald for den del af spil, som i øvrigt forsøger at efterligne virkeligheden, for det er jo ikke et interessant mål for alle spiludviklere. Slet ikke. Men realistisk udseende grafik har altid været været et benchmark og et salgsargument, hvorfor det også er et interessant område at skabe grafik, selv konceptuel grafik til endnu ikke producerede spil, som tangerer det virkelighedstro.

1

Kilde: Raph.com

Visionære grafikere findes i et væld af grafiske sammenslutninger på nettet, steder som DeviantART.com, Raph.com, CGchannel.com, daz3d.com med flere. På disse sider konkurrerer man indbyrdes - og med sig selv - om at opnå de mest realistiske effekter, og nogle af resultaterne er fantastiske. Vi har dog set grafikniveauet i trailers og fingerede billeder fra kommende spil, men det er nu alligevel fascinerende nok at forestille sig at disse landskaber, disse figurer, disse køretøjer og våben rent faktisk er indenfor rækkevidde som interaktive miljøer og objekter i en snart kommende generation af spil. Det tyske spilsite Videogameszone.de har besøgt en del af disse grafiske smeltedigeler og samlet et udvalg af fremtidsvisionære grafiske skitser som alle vidner om en lys fremtid for øjet der ser. I øvrigt ser Max Payne lidt mere afslappet ud for tiden. Bare lidt.

Se ind i fremtiden.

Kommentarer (4) Latest comment 3 år siden

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Hitmaxx #1 3 år siden

    Jeg må indrømme at jeg har en langt større interesse i at se fysik i spil væsentligt forbedret, end grafikken. Med spil som Modern Warfare og Mass effect kan man se at vi er nået langt, rent grafisk, men jeg vil meget hellere se et miljø i spillet, der kan ændres ud fra mine handlinger (læs: bomber der smadrer hele bygninger på en bane). Nu til dags er den slags fysik forbeholdt scriptede handlinger i spil, men jeg kunne godt tænke mig i den nære fremtid at være i stand til at pille en mur ned med min tank, istedet for at vedkommende, der gemmer sig bag den tager skade, fordi muren kan penetreres.
  • Kwestian Godkendt Editor in Chief, Eurogamer Denmark #2 3 år siden

    Jeg er egentlig enig med dig, Hitmaxx. Se på Arma II, BF: Bad Company og Red Faction Guerrilla. De går alle i den rigtige retning med visioner om et mere realistisk miljø, der netop - som du også siger - former sig efter hændelserne, fremfor at hændelserne former sig rundt om dem.

    Men udviklerne ved det også godt, det er bare svært at gøre noget ved det i denne hardware-generation, men i de kommende år tror jeg sagtens, du kan indstille dig på, at "rigtig" fysik vil gøre sig meget mere gældende - ligesom spillerens taktik og gameplayet i det hele taget vil ændre sig som følge heraf.
  • iHateya #3 3 år siden

    Jeg er fuldstændig ligeglad med grafikken, bare gameplayet er godt.
  • Skoliose #4 3 år siden

    Selfølgelig er det lækkert hvis et spil har god grafik, men sætter nu også gameplay over grafik. Så synes jeg også vi godt kunne se flere spil med en anden form for flot grafik, mere artistisk ala "Okami". Spillet har jo super lækker grafik både designmæssigt og artistisk...