Digital Foundry vs Vanquish demo

Platinum tager sigte efter PS3.

Platinum Games er på en mission med deres kommende shooter, Vanquish. PS3-konverteringen af deres kritikerroste Xbox 360-action-spil, Bayonetta, blev ikke just modtaget med klapsalver, og det nager åbenbart Platinum Games så meget, at de har valgt Sonys platform som det primære hjemsted for Vanquish.

"PS3-konsollen kan sammenlignes med en sportsvogn; den er eksklusiv og har en høj ydeevne, hvorimod 360'eren er bilen, som alle kører. Sidstnævnte har ikke nær samme potentiale som Sonys platform, til gengæld er den mere fleksibel," lød det fra spillets producer Atsushi Inaba under årets E3-messe.

"Dermed består kunsten i at optimere dit spil til to vidt forskellige produkter, og det er her, vi ønsker at forbedre os, således at vi kan levere den samme spiloplevelse uanset platform."

Med udgivelsen af Vanquish-demoen på henholdsvis Xbox Live og Playstation Network skal Atsushi Inabas hæderlige intentioner stå sin første prøve.

Demoen ligner umiddelbart den, der blev fremvist under E3-messen i juni måned, selvom Platinum Games påstår, at demoen er dugfrisk. Hvis vi dermed antager, at spilmotoren i mere eller mindre grad er færdigudviklet, burde demoen give et nøje indblik i, hvordan det endelige spil præsterer på tværs af begge platforme.

Vanquish is v-synced on PS3, so tear graphs apply to 360 only.

Efter blot få minutters spil springer en åbenlys forskel dog i øjnene. Xbox 360-versionen lader til at være låst ved 30 billeder i sekundet, da det benytter en konventionel double-buffer-tilgang uden v-sync. PS3-versionen, derimod, benytter triple-buffering, hvorved Platinum sikrer, at ikke en eneste billedeopdatering deles i to.

Det til trods synes 360-versionen at være en tand mere responsiv, hvilket kan skyldes double-buffer-tilgangen, der minimerer betænkningstiden for maskinen på bekostning af den manglende v-sync, men derved risikeres delte billeder (screen tearing).

Hvad, der er værd at bemærke, er, at selvom tearing-grafen i videoen indikerer, at Xbox 360-versionen så sandelig lider af delte billeder, mærkes problemet sjældent takket være det neutrale farveskema og det minimale antal af laterale bevægelser.

Begge demoer afvikles i opløsningen 1024x720 med 2x anti-aliasing, og ser man bort fra små forskelle i håndteringen af skygger, synes spilmotoren at rendere mere eller mindre identisk på tværs af platformene. Selv de tunge post-processing-effekter, så som motion-blur, fremstår ens.

Platinum Games står selv for begge versioner af Vanquish, og derved kan PS3-ejerne ånde lettet op i kølvandet på Bayonetta-skandalen. Demoen fremstår teknisk solid på begge platforme, måske endda med fordel til PS3-versionen, der via sin v-sync-effekt fremstår mere rolig.

Vanquish udkommer d. 22. oktober, hvorved vi får mulighed for at kigge nøjere på Platinum Games tekniske formåen. Vi lover en direkte sammenligning af begge versioner til den tid.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!