Simon Ravn - Epic Sound • Side 2

Sådan lavede en dansker musikken til Empire Total War.

Eurogamer: Spiller du selv Empire Total War efterfølgende spillets udgivelse? Og spillede du det undervejs som en del af kompositionerne til selve spillet?

Simon Ravn: Jeg må desværre indrømme at jeg ikke har tid til at spille så meget endda, og jeg har ikke nogen Windows-PC at spille på, så Total War har jeg endnu ikke spillet. Viking: Battle for Asgaard har jeg spillet på min PS3. Og spillene er heller ikke færdige nok i den fase, hvor vi kommer ind, til at vi kan spille dem. Men vi får video materiale at kigge på som inspiration, for selvfølgelig er det især til "cut scenes" nødvendigt at have noget at kigge på, idet musikken skal skræddersys 100 % til billederne. Så vi får en idé om, hvordan det kommer til at se ud, selvom der når at ske mange forbedringer på den grafiske side fra de første glimt vi ser, til det endelige spil.

Eurogamer: Nu producerer Epic Sound jo også andre former for lyd, blandt andet til film, tv- og reklamebranchen. Hvordan er et massivt projekt som Empire Total War anderledes for dig personligt, i forhold til at gøre en reklame på ofte langt under ét minut perfekt.

Simon Ravn: Reklamefilm på 20-30 sekunder er meget normalt, så der er det klart noget helt andet. Reklamemusik kan være en rimelig udmattende proces fordi der er så mange, man skal gøre tilfredse. Så måske starter man ud med at lave noget musik i én stil, og ender med at lave det færdige resultat i en helt anden retning, fordi der har været delte meninger om, hvad der er det rigtige og bureauet og kunden gerne vil prøve flere ting af. Så man kan sagtens komme ud for at skulle lave fem vidt forskellige versioner af musikken til en reklame på 20-30 sekunder. Her er filmmusik og spilmusik en lidt mere "helstøbt" proces, hvor man skal prøve at give musikken en identitet, der ikke stikker i alle retninger indenfor måske en times musik.

3

Søslagene er blandt de mest intense spiloplevelser i mange år. Fornemmelsen af dybt vand under spilleren er til stede på mere end én måde, ikke mindst understreget af musikken.

Spilmusik er dog stadig meget forskelligt fra filmmmusik, fordi meget af det ikke skal skrives direkte til bestemte billeder men skal kunne ligge i baggrunden og køre i loop i mange forskellige situationer. Så her kan man ikke på samme måde gå ind og lægge tryk på en bestemt "visual". I en film vil man ofte lægge stort tryk på, rent musikalsk, hvis en mand for eksempel bliver stukket i maven med en kniv. I "Total War" skal din kampmusik give mening, uanset om det er dig eller din fjende, der bliver ramt - og uanset om det er en næve, en kniv eller en kanon, der bliver brugt.

Eurogamer: Alle taler om at den danske spilbranche på udviklerplan på mange måder er på vej ned af bakke. Har du en mening om spilbranchen i Danmark som sådan?

Simon Ravn: Er der ikke meget der er på vej ned ad bakke lige for tiden? Vi har jo først og fremmest IOI som er blevet et godt dansk navn som alle kender ude i verden. Jeg kender ikke den danske branche indgående nok til at jeg kan komme med noget kvalificeret bud på, om det går den rigtige eller forkerte vej. Men vi må vel erkende at vi er et lille land og at det er blevet meget dyrt at udvikle spil i dag - det kan vel nærmest sammenlignes med at lave en Hollywood-spillefilm og der kan vi bare ikke være med.

Jeg synes så til gengæld at spilbranchen generelt mangler originale ideer - der er alt for mange FPS'er og racerspil. Hvor er de intelligente adventure-spil som "Monkey Island" blevet af? Heldigvis er der undtagelser som "Little Big Planet" og "Spore" - Peter Molyneux laver stadig dybt originale spil, men det er selvfølgelig mere risikabelt at satse på spil, der kræver lidt mere af spilleren og ikke nødvendigvis ligner en dyr Hollywood-produktion.

Eurogamer: Hvilke spil er dine personlige favoritter? Kan du overhovedet lide verdensstrategi som Total War?

Simon Ravn: Når jeg selv spiller en gang imellem er det mere sociale spil som Buzz og Singstar - det er altid sjovt at se, hvor dårlig man egentlig kan være til at synge de sange man troede man kendte...

Eurogamer: Hvad er dit ældste spilminde? Du er jo en gammel Amiga-mand.

Simon Ravn: Uha, vi skal helt tilbage til ZX81 for at finde det ældste spilminde på hjemmecomputer, som det vist så smukt hed dengang. Og spillet hed "Frogger" - fantastisk! Jeg har masser af minder fra C64 og Amiga derefter, men det bliver vist for omfattende at nævne dem alle her.

Eurogamer: Har du/I nye spilrelaterede lydproduktioner i støbeskeen?

Simon Ravn: Lige på nuværende tidspunkt er jeg ikke i gang med spilrelaterede produktioner. To kortfilm og nogle reklamefilm er det seneste, jeg har lavet og er i gang med. De andre fra Epic Sound er også i gang med projekter, både spil- og ikke-spilrelaterede, men som regel er det ikke noget, vi kan gå ud og sige så meget konkret om, før de er afsluttede på grund af NDA og andre kontraktlige forhold. Så det må stå hen i det uvisse, indtil der bliver skrevet om det i vores nyhedssektion på websitet.

Empire: Total War - The Soundtrack kan købes via Sumthing Else Music. Tryk her for at besøge siden og høre eksempler på musikken fra spillet.

Link til Simons arbejdsplads i København: Epic Sound.com.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!