Dawn of War II får gratis DLC

I arenaen med to venner mod bølger af ondt.

THQ har afdækket en ny og gratis spiltype til Dawn of War II, som forlænger spillets onlinelevetid betragteligt. Endnu er frigivelsesdatoen ukendt, men sent i september eller starten af oktober synes at være realistiske bud.

Udfordringen ligger i at tre spillere skal stå i en arena og bekæmpe op til 20 bølger af fjender.

De første fire bølger udgør "en lav trussel"; de følgende fire hæver udfordringen "med en del"; de næste fire kræver, at "du ved, hvad du laver"; med fjerde bølge "vil de fleste fejle"; og de sidste fire vil kun blive slået af ganske få "velbevandrede spillere", lyder det fra THQ og udvikleren af spillet, Relic.

Heldigvis får spillerne XP undervejs og får sidste rundes fremskridt med sig videre - spillerne mister heller ikke XP eller udstyr, hvis de dør undervejs - det er endda muligt at genoplive hinanden. Valgbare klasser er human Tactical Marine, en eldar Farseer og en orc Mekboy. XP-baren kan nulstilles, hvis du ønsker at give en anden klasse en tur i kødkværnen.

Last Stand er tænkt som en måde at få de mere isolerede solospillere i kampagnedelen ud på nettet og spille side om side med andre - enten inviterede venner eller via automatisk arrangerede kampe.

Last Stand tilfører samtidig Dawn of War II nyværdi, og vil i øvrigt hæmme brugen af piratkopierede udgaver. Ud fra disse perspektiver lover THQ at lave endnu mere af denne form for indhold.

Vi har i dag lagt både eksklusive billeder og en film fra Last Stand Mode i arkivet. Tjek dem ud!

Kommentarer (1) Latest comment 3 år siden

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!