Eurogamer.dk

Bayonetta

Æder guder med sit hår.

Den japanske spilindustri er i kreativ krise, siger vi – se bare min kollega Jespers indsigtsfulde artikel lige her. Når vi ser på mange af de nyeste titler, så er der noget om snakken. Det virker som om de japanske udgivere satser meget sikkert uden for Japan, og derfor er det næsten kun garanterede stortitler eller spil i traditionelle, vestligt appellerende genrer, der når vore breddegrader. Specielt de japanske RPG-spil er bange for at tage chancer og udvikle sig, men action-genren lider også, og det er synd. Der er nemlig masser af kreativitet i den japanske spilbranche – der findes spil om stort set alt, hvad man kan forestille sig, og endnu flere om ting, man ikke kan forestille sig. Det er bare som om, teknologien ikke rigtig følger med – vestlige udviklere giver os utroligt flotte spil som Gears of War, Arkham Asylum, Modern Warfare 2, og her kan de japanske spil ofte ikke helt følge med, og ender med at se en smule støvede ud. Og det er rigtig synd, for japanernes anderledes kultur er ellers gearet til at levere nogle oplevelser, vi ikke er forberedt på.

Da jeg smed Bayonetta i min Xbox og gik i krig, forventede jeg, at Platinum Games havde taget kampen op og leveret et visuelt mesterværk. Previews og screens havde fyret godt op under min hype-maskine, men mit førstehåndsindtryk var ikke så overvældende, som jeg havde håbet. Spillet lægger ud med en meget kaotisk introsekvens, hvor ting og sager flyver rundt, og der dukker monstre op fra alle retninger. Grafikmotoren lignede noget, vi kunne have set for et par år siden, og styringen, som alle andre anmeldere har rost til skyerne, virkede som klippet direkte ud af Devil May Cry. Jeg var ikke imponeret, og følelsen varede ved i den første times tid.

1

En ny heltinde er på banen, og hun er ikke som de andre.

Ikke nok med, at gameplayet virkede, som om jeg var blevet smidt ned i en blender og skulle forsøge at forsvare mig mod knivene med en muggen porre, så forstod jeg absolut intet af historien. Her ville jeg som normal spiller muligvis have lagt spillet fra mig, hen i min store bunke af mystiske japanske spil, der er lidt for sære til at være rigtig sjove. Jeg arkiverer ofte den slags spil i mit interne bibliotek med en lille mærkat, der forklarer hvorfor jeg formentlig ikke kommer til at spille dem igen. Jeg kan f.eks. nævne Killer 7 (vanvids-overdosis), Beautiful Katamari (fedt koncept, elendig styring) og Ninety-Nine Nights (vanvittig action, ingen nytænkning). Men nu skulle jeg jo anmelde Bayonetta (Devil May Cry med lidt for meget fart og lidt for lidt tøj på?), så jeg holdt ved. Det var mit held, for meget kort efter opdagede jeg, at spillet bare havde kørt i tomgang for at lære mig, hvordan jeg skulle overleve det utrolige eventyr, der lå foran mig. Og så blev der ellers skiftet gear.

For de uindviede, så handler spillet om en konflikt mellem mørkets hekse, Umber Witches, og lysets vismænd, Lumen Sages. Du spiller i rollen som som titlens Umber Witch, Bayonetta, der af mystiske årsager har ligget i dvale i 500 år, men nu bliver vækket, og må tage kampen op mod lysets kræfter og deres hærskarer af onde engle (?!). Det er det rene, skære blasfemi mod vores kristne tro, men det er egentlig ganske forfriskende, at det for en gangs skyld er lyset, der signalerer skurkagtighed. Bayonetta har mistet det meste af sin hukommelse, et ekstremt typisk element i japanske spilhistorier, og må som i talløse andre spil kæmpe for at få den tilbage. Historien giver meget lidt mening i en stor del af spillet, og først til sidst begynder brikkerne at falde lidt på plads. Det er en smule ærgerligt, men i det store hele fungerer historien dog også kun som et påskud for at skabe konfrontationer af hidtil uset vildskab.

2

Da denne boss pludselig gav sig til at flå hele banen fra hinanden for at smide den i nakken på mig, blev jeg ganske enkelt forelsket i spillet. Jeg tænder åbenbart på at få tæv med landskaber.

Bayonetta kan sparke og slå, men har også to våben i hænderne og to på fødderne. Det gør hende i stand til at udføre ting, der minder om Christian Bales "gun kata" i Equillibrium, men får filmen til at ligne en pensionist-amatørdansetrup på Stesolid. Kampene i spillet er simpelthen fantastiske, og det bygger alt sammen på den komplekse, veludførte styring. Mit førstehåndsindtryk skyldtes ganske enkelt, at jeg var for dårlig til spillet, og ikke forstod nøglen til det hele: Bayonettas undvigemanøvrer, som kan indføres midt i alle comboer, hvorefter comboen kan fortsættes, eller der kan angribes på anden vis.

Hvis Bayonetta undviger et angreb i sidste øjeblik, aktiveres en slags bullet time, kaldet Witch Time, hvor vores heltinde kan tonse rundt, mens alle fjenderne bevæger sig i slow motion. Når dén fiser ind på lystavlen, så går kampene fra at være det glade vanvid til en action-ballet, hvor alt er koreograferet ned til mindste detalje. Bayonetta kan også opsamle magi ved at angribe eller undvige, og denne kan bruges til at aktivere tortur-angreb, der virkelig kan tage selvtilliden fra fjenderne. Finten er bare, at hun også taber magi ved selv at blive ramt, så det handler om at spille aggressivt, men velovervejet og med stor præcision, hvis man altså er hardcore nok til at holde hovedet koldt. Bayonetta er nemlig ikke let, selv på Normal, som er den sværeste sværhedsgrad, der umiddelbart er tilgængelig.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...