Eurogamer.dk

MSI RX 480 Gaming X 8 GB - Anmeldelse

Polaris i nye klæder.

MSI RX 480 Gaming X 8 GB er et prismæssigt overkommeligt og fremtidssikret kort, der især skinner ved 1080p.

AMDs Radeon RX 480 blev frigivet i sommers og var første skud på AMDs nye Polaris-stamme af GPU arkitektur. Første kort var AMDs eget referencekort, men senere er andre kort kommet på markedet, der især har forsøgt at løse nogle af de strømudfordringer som referencekortet fra i sommers stødte på. I denne artikel kigger vi nærmere på MSI RX 480 Gaming X 8 GB, der som navnet antyder er MSI's 8 GB variant af 480-kortet. MSI har især fokuseret på bedre køling og fabriks-overclocking og har leveret et solidt og kraftfuldt udspil i 480-serien.

Efter lanceringen af Radeon RX 480, der i mange anmeldelser blev kaldt det nye sweet spot mellem pris og performance, har NVIDIA lanceret både Geforce 1060 og Geforce 1070, der har udfordret 480 markant. Netop derfor er MSI RX 480 Gaming X 8 GB et interessant kort, fordi dets standard fabriksoverclocking på papiret skulle gøre 480-kortet mere attraktivt end referencekortet fra i sommers.

1

Denne anmeldelse skal dog læses i et ganske bestemt lys, nærmere bestemt det lettere forældede og falmende lys fra min hostende stationære computer, hvis øvrige komponenter ikke tjener kortet retfærdighed. Her ses specifikationerne på undertegnedes computer, der er brugt til tests:

Grafikkort: MSI RX 480 Gaming X 8 GB

CPU: Intel Core i7 4790K

Motherboard: Gigabyte Z97X-UD7

RAM: 16 GB DDR3 RAM, 1332 MHz

Harddisk: 500 GB Samsung 750 EVO

Operativsystem: Windows 10 64-bit

Specifikationer: MSI RX 480 Gaming X 8 GB:

Arkitektur: Polaris 10

GPU: Ellesmere

Fab Process: 14nm FinFET

Cores: 2304

Base/Boost Clock: 1303 MHz (Gaming Mode)

RAM: 8GB GDDR5 (256-bit)

Memory Clock: 8000 MHz (Gaming Mode)

Compute Units: 36

MSI RX 480 Gaming X 8 GB byder på få, men væsentlige ændringer i forhold til referencekortet. Vigtigst at bemærke, er at kortet i forhold til referencekortet er opgraderet fra fra 1266 MHz til 1303 MHz. Prisen placerer MSI RX 480 Gaming X 8 GB i den dyre ende af RX 480 kortene med 8 GB ram og kan i skrivende stund erhverves for knap 2250,- hvilket er knap 250-300 mere end tilsvarende 8 GB kort.

2

Kortet benytter MSI's nye TwinFrozr køler, som faktisk ser ret lækker ud. Generelt er kortet overraskende pænt, især det noget grimme referencekort taget i betragtning. Kortet er 28 cm langt og 14 cm bredt. Af tilslutninger kan nævnes 1 DVI port, to HDMI porte og to DisplayPorts. I forhold til referencekortet, er en af de tre DisplayPorts konverteret til en HDMI port, hvilket i mine øjne er smart idet dette tillader brugere at sætte både et VR headset til, samtidig med, at den anden HDMI port bruges til et TV. HDMI porten er 2.0b og DisplayPort er 1.3 HBR3/1.4 HDR ready, hvilket gør kortet klar til 4K og HDR.

Jeg kørte kortet igennem en serie syntetiske benchmarks, efterfulgt af intense tests i et par af de nyeste titler. Af syntetiske benchmarks har jeg kørt kortet igennem 3DMarks forskellige tests - Fire Strike klassisk, Ultra og Extreme; Time Spy; Orange Room VR og Blue Room VR. Derudover har jeg kørt Heaven benchmark. Af testede spil, har jeg kigget på DOOM, Rise of the Tomb Raider, Call of Duty: Infinite Warfare og Alien: Isolation, alle testet ved højeste indstillinger ved en opløsning på 1920x1080. Igen gøres opmærksom på min noget aldrende stationære, der ikke kan siges at gøre noget godt for kortet, men helt generelt kan jeg sige, at det var som at få en helt ny computer at sætte MSI RX 480 Gaming X 8 GB i maskinen. Hvor jeg tidligere havde kørt med et aldrende Geforce 760, fik jeg pludselig langt flere hestekræfter at lege med og mine halvgamle komponenter til trods, kunne jeg pludselig køre alle nye titler fuldt ud acceptabelt, typisk med mellem 60 og 120 FPS ved højeste indstillinger.

I den syntetiske Heaven benchmark scorede jeg 1340, med en gennemsnitlig FPS på 53.2, en max FPS på 113 og en minimum FPS på 24.3. I den normale Fire Strike scorede jeg 11215, med 64.42 FPS i test 1 og 54.18 FPS i test 2. I Fire Strike Extreme scorede jeg 5559, med 29.59 FPS i test 1 og 22.72 FPS i test 2. Slutteligt scorede jeg i Fire Strike Ultra 2973, med 29.59 FPS i test 1 og 22.72 FPS i test 2. Jeg testede også kortet i 3DMarks VR-specifikke tests, Orange Room og Blue Room. I Orange Room opnåede jeg en score på 7140 og en gennemsnitlig FPS på 156. I Blue Room scorede jeg dog kun 1168 og en gennemsnitlig FPS på 25.5. Da jeg ikke har et VR headset at teste med, er min vurdering blot, at kortet ser ud til fuldt ud at leve op til "VR Ready" proklamationen. Generelt klarede kortet sig godt i de forskellige syntetiske benchmarks jeg smed efter maskinen, omend min maskines andre komponenter naturligvis trækker ned i det samlede indtryk.

Jeg testede som nævnt også MSI RX 480 Gaming X 8 GB med en række nyere titler og fandt, at alle spil som minimum holdt sig lige omkring 60 FPS i gennemsnit. Rise of the Tomb Raider i Direct X 12 på højeste indstillinger ved 1920x1080 dykkede en anelse under, men ramte et gennemsnit på 58 FPS i spillets indbyggede benchmark. Call of Duty: Infinite Warfare hold en stabil 60 FPS ved højeste indstillinger, selv i de mest intense sekvenser. Alien: Isolation kom op på et gennemsnit på omkring 125 FPS i intense dueller med det ikoniske monster. DOOM i Vulkan og på højeste indstillinger svingede mellem 115 og 130 FPS, med et gennemsnit omkring 120 FPS. Alt i alt var jeg positivt overrasket over kortets performance, især min aldrende stationære taget i betragtning. Under intense tests steg lydstyrken noget og også mere end mit gamle Geforce 760, men lydniveauet var aldrig irriterende eller forstyrrende. Samtidig er kortet stort set lydløst i ikke-krævende brugsscenarier.

Konklusion

MSI RX 480 Gaming X 8 GB er et glimrende grafikkort, der vakte min aldrende maskine til live og gav mig mulighed for, at spille alle nye spil ved omkring 60 FPS eller derover i en opløsning på 1920x1080. Sammenlignet med referencekortet, vurderes MSI RX 480 Gaming X 8 GB til at være omkring 5% hurtigere, så om denne øgede performance er nok til, at retfærdiggøre de ekstra 250-300,- må være op til den enkelte. Under alle omstændigheder er MSI RX 480 Gaming X 8 GB et prismæssigt overkommeligt og fremtidssikret kort, der især skinner ved 1080p. Ønsker man at lege med 4K, bør man i stedet kigge mod Geforce 1080 eller derover.

4
MSI RX 480 Gaming X 8 GB - Anmeldelse Johannes Wørts Polaris i nye klæder. 2016-12-16T15:00:00+01:00 3 5

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...