Eurogamer.dk

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

G17-70 er en glimrende maskine, med en intelligent kombination af hardware.

Dedikerede gaming laptops har tidligere været kendt for, at man måtte gå voldsomt på kompromis med design, bærbarhed, vægt og støjniveau i forhold til mere moderate laptops. De sidste par år har især Alienware, Razer og Gigabyte lavet flere gaming laptops, der kombinerer et flot design med seriøse hestekræfter og en relativt lav vægt. På mange måder føles Shark Gamings gigantiske 17.3'' laptop G17-70 derfor som lidt af et tilbageskridt. Maskinen er stor og er ikke ligefrem en skønhedsåbenbaring, men til gengæld har Shark Gaming fokuseret på det, der betyder noget - ren power og en, set i forhold til flere af konkurrenterne, mere overkommelig pris.

Shark Gaming er en dansk virksomhed, der producerer seriøse maskiner til seriøse spillere. Virksomheden fokuserer på kvalitetshardware til fornuftige priser og har eksisteret siden 2009. Jeg har ingen personlig erfaring med Shark Gaming fra tidligere, så da jeg modtog den store laptop, undersøgte jeg virksomheden på diverse sociale medier og jeg kan se, at folk generelt lader til, at være godt tilfredse med både service og hardware. Jeg pakkede den store 17.3'' maskine ud af indpakningen og konstaterede hurtigt, at maskinen ikke ligefrem er nogen skønhedsåbenbaring.

1

Det er som sådan ikke fordi maskinen i sig selv er grim - sammenlignet med eksempelvis Gigabyte Aorus X3 Plus v5 som jeg anmeldte for et halvt års tid siden, foretrækker jeg sådan set den mere konventionelle firkantede form på G17-70. Problemet er bare, at Shark Gaming har begået den klassiske marketing-fejl ved at have klistret hele maskinen til med et gigantisk Shark Gaming logo, der hverken er diskret eller pænt. Hvis du har lyst til at have et billede af en stor, vred og blå haj på din bærbare, så vil du elske logoet, men personligt foretrækker jeg et mere diskret udseende. Ser man bort fra logoet, er resten af designet dog relativt pænt og diskret og selve maskinen er forholdsvis tynd, især de ret massive specifikationer taget i betragtning. Den gigantiske strømforsyning er også standard for gaming-dedikerede laptops, men grundlæggende minder G17-70 mere om en decideret erstatning for den stationære computer og mindre som en computer man har lyst til at slæbe rundt på til hverdag.

Hvor designet således ikke imponerer voldsomt, var jeg dog ret imponeret over hvor seriøs hardware man efterhånden kan stoppe ned i en stadig relativt kompakt laptop. Især det dedikerede GeForce GTX 1070 grafikkort med 8 GB DDR5 ram er virkelig vanvittigt at opleve i en laptop og som vi senere skal se, klarede kortet sig virkelig godt. Derudover er det værd at fremhæve skærmen, hvor Shark Gaming har valgt et interessant kompromis. Skærmen er nemlig kun i fuld HD med en maksimal opløsning på 1920x1080, hvilket er mindre end de QHD opløsninger, der efterhånden er standard i dyre ultrabooks og mange andre dedikerede gaming laptops, eksempelvis Aorus X3 Plus v5.

2

Til gengæld byder skærmen på NVIDIAs G-Sync teknologi, der måske er en af de største hardwaremæssige forbedringer jeg personligt har oplevet de senere år. G-Sync har været nævnt mange gange tidligere i hardware-anmeldelser på Eurogamer, men grundlæggende er teknologien en adaptive sync teknologi, der forsøger at eliminere tearing og behovet for brug af v-sync. Det er fedt at se G-Sync i en laptop og generelt var skærmen virkelig lækker at bruge til spil. Selvfølgelig kunne man ønske sig en højere opløsning, men når man medregner den drastiske nedgang i batteritid som QHD skærme medfører, foretrækker jeg personligt inklusionen af G-Sync og den forbedrede batteritid. Laptoppen byder også på et Creative X-Fi lydkort med masser af tilslutningsmuligheder og et par højtalere, der spillede godt op. De 16 GB DDR4 ram var rigeligt til mit testscenarie, hvor jeg kørte maskinen gennem dagligt arbejde i form af videoredigering, rendering, forskellige spil og generelt kontorarbejde.

3

Men du er selvfølgelig primært interesseret i rå performance - hvordan klarer bæstet sig? Svaret er - godt! Jeg kørte benchmarkprogrammet Heaven igennem, hvor maskinen på Extreme indstillinger scorede 2044, med en gennemsnitlig FPS på 81.2, højeste FPS på 154.4 og laveste på 8.9. Dette er faktisk det bedste resultat jeg personligt har oplevet i Heaven. Maskinen scorede 5003 i 3DMarks Time Spy test og 12558 i 3DMarks Fire Strike, hvilket også er de bedste resultater jeg har set, omend min egen stationære godt kunne trænge til en opgradering.

En ting er syntetiske benchmarks, noget helt andet er performance i spil. Jeg fandt grundlæggende, at maskinen performede i overensstemmelse med Shark Gamings egne tests. Jeg opnåede ca. 60 FPS i The Witcher 3 på højeste settings og ca. 115 i DOOM på Ultra settings, hvilket må siges at være godkendt. Selvfølgelig er dette kun i 1080p og ikke 4K opløsninger, men G17-70 kan bryste sig med, at kunne trække alle de spil jeg smed efter den på minimum 60 FPS i 1080p, hvilket i min verden er fuldt ud acceptabelt. Under stress stiger støjniveauet naturligvis noget, men generelt syntes jeg at støjen var holdt på et acceptabelt niveau. Dog oplevede jeg en noget irriterende hyletone, der skilte sig noget ud fra den øvrige blæserstøj. Dette kan naturligvis være udtryk for min konkrete maskine, men det var under alle omstændigheder irriterende at opleve to så differentierede typer af støj samtidig.

4

Konklusion

Shark Gamings G17-70 er ikke en æstetisk perle, men det er en solid gaming laptop med en lækker G-Sync skærm og et hidsigt Geforce 1070 grafikkort til en, for klassen, fornuftig pris på 16.499,-. For den pris kan man dog bygge en ekstremt kraftfuld stationær og en kvalitetsmonitor med G-Sync, så man skal naturligvis have et specifikt ønske om, at kunne slæbe maskinen med sig rundt. Har man det, er G17-70 dog en glimrende maskine, med en intelligent kombination af hardware.

Du kan læse de komplette specifikationer for G17-70 på Shark Gamings hjemmeside.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...