Eurogamer.dk

Final Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

Final Fantasy XV er et sublimt JRPG, der byder på tonsvis af indhold, en spændende verden og et interessant kampsysystem.

Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at jeg elsker Final Fantasy XV, men i lang tid var jeg i tvivl. Sjældent har jeg spillet et så sært, unikt, langtrukkent, episk og helt igennem bizart spil, men sjældent har jeg hygget mig så meget med et spil som Final Fantasy XV, der måske ikke er hvad fans ønskede sig, men til gengæld er helt sit eget.

Final Fantasy XV har været over 10 år undervejs, men det mærker man kun til dels. Primært gennem spillets lettere fragmenterede blanding af elementer fra Kingdom Hearts-serien, sandkasse-trenden i moderne spil og så de klassiske elementer fra Final Fantasy-serien, men også gennem spillets sære multimediale strategi. Der findes både en anime-serie og en fuldlængdes spillefilm, som begge bidrager med relevante indspark til spillets historie og er med til, at opbygge den spændende verden som Final Fantasy XV finder sted i.

1

Serien - Brotherhood - er faktisk virkelig god og præsenterer i fem korte afsnit de fire helte som spillet fokuserer på. Faktisk er serien langt bedre til dette end spillets introduktion er, hvor især den fantastiske karakter Prompto virkelig får lov til, at skinne. Filmen - Kingsglaive - er ikke specielt god, men den er dog flot og byder på masser af vild action og så er der bare lige det bizarre faktum, at filmen viser en enormt central del af verdenens historie der i spillet bliver fuldstændig overset. Faktisk har jeg lidt svært ved at forestille mig at spille Final Fantasy XV uden også at have set filmen, simpelthen fordi der er så mange centrale plotelementer, der kun flygtigt berøres i spillet.

Netop dette er måske spillets største problem. Historien er nemlig ikke specielt god. Final Fantasy XV er, noget atypisk for serien, mere fokuseret på de enkelte karakterer end på store, verdensomvæltende begivenheder. Det er der sådan set ikke noget galt med og de fire helte vokser virkelig undervejs, men der sker bare ikke voldsomt meget i spillet, udover i flygtige sekvenser, der føles en anelse frakoblede fra resten af spillet. Det meste af tiden fokuserer Final Fantasy XV på heltenes storslåede roadtrip gennem en hyggelig verden, hvor heltene camperer, jagter store monstre og spiser på forskellige motorvejsrestauranter. Det er virkelig hyggeligt og meget charmerende - men det er bare ikke specielt episk.

Denne kritik understøttes af de mange karakterer man møder på sin vej. Det er ærlig talt lidt frustrerende, at der er så langt mellem spillets egentlige, overordnede fortælling, for i stedet fokuserer Final Fantasy XV uhæmmet meget på ligegyldige, omend til tider sjove, karakterer som de fire helte møder på deres vej gennem verden. Derfor er det heldigt, at de fire helte virkelig fungerer. Hver af dem har deres helt egen personlighed og lidt efter lidt, begynder man virkelig at holde af dem. I starten var jeg noget skeptisk, især grundet gruppens særegne evne til, at ligne popgrupper som N'Sync temmelig meget, men alt fra animationer, stemmer, udråb under kampe og hyggelige samtaler på vej i bilen, er med til at udbygge karakterernes venskab. Især Prompto er fantastisk! Da jeg første gang hørte ham synge den klassiske Final Fantasy-sejrsmelodi efter en kamp, var jeg solgt! Det er venskabet karaktererne imellem, der binder Final Fantasy XV sammen - ikke plottet.

2

Fokus er i stedet på den gigantiske sandkasseverden, der, modsat mange andre spil i genren, er mere eller mindre frit åben fra starten af spillet. Man kastes simpelthen hovedkuls ud i den store verden og er fri til at gå på jagt, tage på camping, løse sidemissioner eller måske endda driste sig til, at komme lidt videre i spillet gennem de 14 hovedmissioner. Der er over 80 sidemissioner, der allerede fra starten hurtigt kommer til at udgøre en substantiel del af spiloplevelsen. Samtidig byder Final Fantasy XV på et fremragende endgame, hvor gigantiske bosser kan nedlægges og mystiske hemmeligheder udforskes. Dette er godt, for selve hovedspillet er ikke specielt langt og hvis man skynder sig, kan man gennemføre Final Fantasy XV på omkring 30 timer.

Men hvad laver man så egentlig i Final Fantasy XV? Grundlæggende kører man rundt i sin bil eller rider rundt på en gigantisk Chocobo, mens man udforsker verden. Der er masser af små ting at opdage og ofte minder Final Fantasy XV om en langt særere og mere japansk udgave af Dragon Age: Inquisition, dog med en langt bedre og mere spændende åben verden. Første gang man skal fra et sted til et andet er man nødt til selv at køre eller ride derhen, men efterfølgende sørger et glimrende fast travel-system for, at spillet ikke bliver alt for trivielt. Final Fantasy XV er bygget op omkring en dagsrytme hvor man om dagen løser missioner og om aftenen laver mad og camperer.

Det er kun ved at hvile at man kan stige i level, hvilket fungerer virkelig godt. I løbet af dagen optjener man erfaringspoint og om natten reflekterer heltene over deres oplevelser og øger deres evner. Samtidig er føromtalte Prompto en ferm fotograf, der løbende dokumenterer heltenes rejse og hver aften kan man udvælge og gemme de bedste af hans billeder. Hvis det lyder sært, så er det fordi det er meget, meget sært. Til tider minder Final Fantasy XV om det mildest talt bizarre Deadly Premonition, hvor underlige småsystemer fyldte uhæmmet meget, men dette er ubetinget ment som et kompliment. Final Fantasy føles ikke rigtig som noget andet spil jeg har spillet i år - og det er netop denne særhed, der gør spillet så umådeligt charmerende.

Kampsystemet er helt centralt i Final Fantasy XV, idet de fleste aktiviteter på den ene eller anden måde fører til kamp. Systemet er egentlig ikke specielt komplekst, men kan i starten føles temmelig forvirrende. Man holder cirkel nede for at angribe og kan så navigere hovedpersonen Noctis rundt om fjenderne. Idéen er så, at man skal forsøge at komme bagom fjenderne, for at ramme dem der, hvilket medfører et såkaldt Blindside-angreb. Samtidig kan man kaste sit sværd og teleportere sig hen til det, hvilket kan bruges til at overraske fjender, eller til at teleportere sig op på høje objekter, hvorfra man kan teleportere sig ned i et voldsomt angreb på fjenderne.

3

Forsvar består som sådan også bare af, at holde firkant nede, men man skal også sørge for at parere fjendernes angreb, hvilket kræver god timing. Kampsystemet viser sig fra sin bedste side i de sjove og flotte gruppeangreb, hvor flere holdkammerater går sammen for at tæske løs på fjenderne. Spillets magi-system er også drastisk anderledes end tidligere og kræver at spilleren indsamler materiale til at lave de forskellige formularer. Væk er derfor MP og i stedet kræver spillet, at man løbende holder styr på sin beholdning af elementer til konstruktion af formularerne. Final Fantasy XV byder også på klassiske summons, men selvom de ser voldsomt imponerende ud, er de låst til meget specifikke scenarier og er derfor primært at betegne som flotte mellemsekvenser.

Selvom kampsystemet som standard er actionpræget og i realtid, kan man faktisk pause kampene og det er også muligt at udskifte våben og udstyr undervejs i kampene. Til gengæld er der mindre karakterudvikling end i mange andre spil i serien. Karakterudvikling er relativt simpel og styres via et talent træ, lidt i stil med Final Fantasy X og XIII. Der er dog ikke mange evner på træet, men derimod stor valgfrihed. Samtidig giver de enkelte evner heltene relevante og ret massive fordele, så det er muligt at strukturere sit hold efter spillestil. Samtidig øges kompleksiteten under kampene, gennem et dynamisk våben-system, hvor man skifter mellem forskellige klasser af våben alt efter fjendernes styrker og svagheder.

Final Fantasy XV er et sublimt udspil i Final Fantasy-serien, der både byder på tonsvis af indhold, en spændende verden og et interessant kampsystem. Desværre er historien ikke stærk nok til at nå op på siden af de bedste historier i serien, men til gengæld er de fire heltes stærke venskab både rørende og underholdende. Efter ti års udviklingstid havde jeg egentlig ikke de store forventninger til spillet, men alligevel ender Final Fantasy XV som årets absolut bedste spil på min personlige liste. Om man vil finde helt samme glæde ved de fire heltes roadtrip afhænger nok af, om man elsker sære japanske oplevelser, men gør man det, er Final Fantasy XV en oplagt julegave til sig selv eller andre japanofile.

Final Fantasy XV - Anmeldelse Johannes Wørts Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder. 2016-12-14T14:00:00+01:00 5 5

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...