Eurogamer.dk

Skyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

I anledning af udgivelsen af The Elder Scrolls V: Skyrim Special Edition, lod Bethesda en koncert med musikken fra spillet opføre i London, og vi havde modtaget en invitation. Palladium i London var rammen om koncerten, der lod nogle af spillets bedste stykker blive opført af et orkester, der i aftenens anledning gik under navnet Winterhold Symphony Orchestra.

Aftenens to værter, Cam Robinson og Seb Ford førte med jokes og personlige Skyrim-anekdoter publikum gennem koncerten, og man kunne mærke, at de rent faktisk havde en fortid med spillet. De var entusiastiske, morsomme, og charmerende, uden at tage fokus fra aftenens hovedstjerne; musikken.

Lad det være sagt med det samme - musikken, vi hørte var ikke identisk med den fra spillene. Årsagen er, at Bethesda ikke har rettighederne til noderne, kun til musikken. Det er et mystisk legalt sumpområde, og det betyder, at musikken var blevet transkriberet fra Jeremy Soules original. Slutresultatet var noget anderledes end originalen, men ser man bort fra dette, stadig oplevelsen værd.

Naturligvis blev der spillet klassikere som hovedtemaet Dragonborn, og The One They Fear, men også nogle af spillets andre, og mindre actionfyldte kompositioner, som Kyne's Peace, Far Horizon og Around the Fire fik lov at skinne. Kombineret med en projektor, der viste billedskønne lokaliteter fra spillet, var lysten til at forlade salen og straks sætte spillet på, overvældende.

Koncerten var dog, navnet til trods, ikke udelukkende dedikeret til Skyrim. Til publikums store glæde var der også plads til medleys fra The Elder Scrolls: Oblivion og endda Morrowind, der begge hensatte publikum til en tilstand af nostalgisk ekstase.

Aftenen blev afsluttet med en kort medley fra Fallout 4, hvilket kun satte en tyk streg under aftenens underholdningsværdi. Selvom det var ærgerligt, at Jeremy Soule ikke havde haft en finger med i koncerten, så kan det ikke nægtes, at det var enormt underholdende, og at Bethesda meget gerne må opsætte lignende koncerter igen.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...