Eurogamer.dk

The Last Guardian anmeldelse

Bliver dit julegaveønske en katteørn fra The Last Guardian?

Smukt. Bjergtagende. Fyldt med følelse. Og i besiddelse af et virkelig irriterende kamera og styring.

For mange år siden så jeg et simpelt billede, et billede af en brønd med en stor rusten kæde. Dette billede var nok til, at jeg blev forelsket. Jeg vidste nemlig, at det var begyndelsen til et specielt spil, et ny spil fra udvikleren bag to af mine favoritspil på Playstation 2: ICO og Shadow of the Colossus. Spillet var planlagt til at udkomme til Playstation 3, og det så fantastisk flot ud. Desværre endte spillet i udviklingshelvede og der skulle gå 9 år, før at spillet endelig udkom. Det er svært at forklare følelsen, da jeg endelig sad med The Last Guardian på min Playstation 4. Et spil som jeg havde set frem til i så mange år, og endelig kunne jeg spille det tredje spil fra en af mine favoritudviklere.

The Last Guardian begynder med en lille dreng, der vågner i en mørk grotte. Han har ingen ide, om hvordan han er endt her. Sammen med drengen er der et stort sovende monster, men ingen vej ud af denne grotte. Du overtager styringen af drengen med det samme, ogkan udforske grotten og nærme dig det sovende dyr. Desværre er det store bæst ikke venlig stemt, for så snart man nærmer sig dyret, så sparker det ud efter drengen. En fortællerstemme fortalte mig, at det virkede som om dyret var sulten, så jeg måtte hellere lede efter noget mad til det. Det eneste som jeg kunne finde var nogle lysende tønder, som var omsværmet af hvide sommerfugle, og minsandten om det ikke var præcis det som bæstet var sulten efter. Jeg fodrede den med et par stykker, hvilket resulterede i en smule ro hos det store dyr, som jeg nu kunne nærme mig, og jeg opdagede, at der sad nogle spyd fast i dens krop. Selvfølgelig fjernede jeg disse spyd, hvorefter jeg aede bæstet indtil det rejste sig op. Bæstet fulgte efter mig, men det var lænket fast til en stor rusten kæde. Med lidt flere tastetryk på mit joypad, fik jeg løsnet bæstet, herefter blev han fodret med lidt flere lysende tønder, hvilket var begyndelsen til et mærkeligt venskab mellem dreng og dyr.

Det var en fantastisk fed fornemmelse, bæstet fulgte efter mig og jeg kunne endda råbe det til mig. Det mindede mig en smule om min lidt dumme hund Molly. Det her bæst reagerer dog bedst på navnet Toriko, et navn som jeg er sikker på min hund ikke vil lystre på. Jo længere man kommer i spillet, jo stærkere bliver båndet mellem drengen og Toriko, hvilket også betyder at bæstet lystrer flere kommandoer fra drengen. Sjovt nok er det ikke kun drengen og Toriko som endte med at skabe et bånd, jeg endte nemlig også med at have et positivt forhold til det store bæst, lidt ligesom forholdet til min hund Molly. Det er noget som jeg aldrig har oplevet i et computerspil før, aldrig har jeg følt et bånd til en virtuel figur på den her måde. Det skyldes mest af alt programmeringen af Toriko. Sjældent har jeg set et så fantastisk animeret dyr: det føles virkelig som om det er et levende væsen man interagerer med i The Last Guardian. Det er imponerende at se, hvordan det store væsen bevæger sig rundt og hvordan det formidler en masse følelser til spilleren igennem sin opførsel.

The Last Guardian er et spil om usandsynligt venskab mellem to forskellige væsner, men det er der jo ikke meget spil i, der skal helst ligge en smule mere spil bag sådan en historie. Har man spillet de to foregående spil fra samme udvikler, så ved man at det er spil fulde af følelser og puzzles. Præcis det samme gælder for det her spil. Det her er et platformspil, hvor du ved hjælp af Toriko skal løse en masse mindre og større puzzles for at komme videre i spillet. På en måde er det en god blanding af ICO og Shadow of the Colossus. I ICO skulle du lede pigen mod udgangen af slottet, hvor du I The Last Guardian skal arbejde sammen med Toriko for at slippe ud af et stort slot. I Shadow of the Colossus skulle du bestige store væsner for at dræbe dem, i The Last Guardian skal du bestige Toriko og sammen med den bekæmpe fjenderne. Selve følelsen af tomhed, ro og at være et lille væsen i en stor verden, formidles godt i alle tre spil: De skaber alle en unik fornemmelse for deres spilverden, som man skal søge længe efter i den her branche. Jeg var virkelig imponeret over den verden man rejser rundt i, specielt fordi der ikke er en eneste loadeskærm i hele spillet, det hele foregår i en stor samlet verden. Hvis du har spillet et Dark Souls spil, så ved du hvad jeg snakker om, hvis du kan se en bro i det fjerne, ja, så kan du også komme over til den bro senere.

Det tog mig små 13 timer fra jeg startede spillet, indtil jeg så slutningen på det. I løbet af disse timer havde jeg flygtet fra soldater af sten, klatret på vægge og løst utallige puzzles. Det er svært at fortælle om mine oplevelser igennem spillet uden at spoile for meget for læseren, men jeg skal prøve at gøre det uden at ødelægge oplevelsen for jer.

The Last Guardian er et eventyrspil fuld af puzzles. Der er ikke meget intens action, men der er stadig nok at lave. Der er dog fjender i spillet, der er en del vagter af sten, som vågner til live når man nærmer sig dem. Disse vagter vil forsøge at tage fat i drengen og hive ham ind i en lysende dør, sker dette er det Game Over, eller rettere sagt, du dør og starter ved sidste checkpoint. Du kan ikke direkte kæmpe mod disse fjender, drengen bærer nemlig intet våben, så man nøjes for det meste altid med at flygte fra dem. Toriko kan slet ikke lide disse vagter, formår du at få dem i samme rum, så vil Toriko sparke og hoppe på dem indtil de ligner grus i din indkørsel. Engang imellem er der dog en stor port mellem Toriko og fjenderne, du skal selvfølgelig forsøge at åbne porten så dine fjender kan smadres. Det er for det meste meget simpelt og lige til. Der er dog ikke ligefrem mange af disse fjender i spillet, størstedelen af spillet består faktisk kun af drengen, Toriko og den flotte natur. Her skal du bruge hovedet og fornuften for at komme videre i spillet, hvilket jeg faktisk er bange for at jeg ikke altid gjorde. Jeg sad nemlig komplet fast to gange i spillet. Så fast at jeg måtte slukke spillet fuldstændig i nogle timer, da jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvordan jeg kom videre i spillet. Min løsning var at distancere mig fra The Last Guardian, og koncentrere mig om andre ting i nogle timer. På den måde kunne jeg starte spillet med friske tanker igen. Det hjalp begge gange og jeg endte med, at gennemføre spillet uden nogen form for hjælp. Løsningerne til de puzzles jeg sad fast ved, var ikke specielt svære, de var faktisk lige foran min næse, men de var åbenbart for åbenlyse til at jeg kunne indse dem første gang. Toriko nægter engang imellem også at fortsætte, den ligge sig ned og ser fuldstændig magtesløs ud. Det betyder at du skal ud at lede efter mere mad til Toriko, han har brug for energien som maden giver ham, for at komme videre.

Spillet er godt afbalanceret når det kommer til indhold, der sker hele tiden noget nyt og anderledes, og det føles aldrig som om man laver de samme ting om og om igen. Engang imellem genbruger udvikleren dog de samme steder i spillet, hvilket kan være en smule frustrerende, når man endelig er nået tættere på slutningen, for så at styrte ned og starte de samme steder om igen. Heldigvis finder de på nye måder at komme videre på, så selv om man genser er sted i spillet, så er metoden for at komme videre ikke den samme. Jeg var faktisk meget overrasket over en af de evner man lærer i begyndelsen af spillet. For ikke at spoile evnen, vil jeg blot fortælle at du finder en vigtig genstand tidligt i spillet, som giver dig en evne der er vigtig i mange puzzles i spillet.

Så er der den tekniske side af spillet, nu er jeg så heldig at jeg både ejer en normal Playstation 4 og en Pro, så jeg prøvede, så vidt som muligt, at spille lige meget på begge konsoller. De første 4-5 timer foregik på min Pro, her oplevede jeg aldrig at spillet hakkede i det, eller at der var grimme grafiske effekter som spolerede billedet, spillet kørte overraskende godt på min Pro. De sidste 7-8 timer foregik derfor på min gamle originale Playstation 4. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig, at det var lige så god en oplevelse, men så ville jeg lyve. Jeg oplevede flere situationer hvor frameraten dalede utroligt meget, normalt generer det mig ikke meget, men her var det virkeligt tydeligt. Men lad mig med det samme sige, at jeg ikke med 100% vished kan sige, at det samme ikke er gældende på Pro maskinen, fordi jeg spillede aldrig de samme sektioner på begge maskiner, så det kan sagtens være, at de sidste mange timer af spillet også hakker på Playstation 4 Pro. The Last Guardian er ellers et meget smukt spil, specielt animationerne af Toriko og drengen er imponerende, og selv den verden man bevæger sig rundt i er imponerende. Der er masser af små detaljer som giver det hele en smule liv og stemning. Jeg stoppede flere gange op for at nyde den smukke udsigt. Hov, mens vi er her, så lad mig lige komme med en advarsel. Hvis du har højdeskræk, så kan du godt forberede dig på nogle skræmmende situationer, mest fordi følelsen af at være højt oppe er helt unik i dette spil. Lyset bidrager også meget til at skabe en flot illusion, der skal opleves for at kunne forstå det. Lydsiden er også med til at skabe en helt enestående stemning. Vinden som blæser, Toriko der ynker sig når du fjerner et spyd fra den, små musikstykker der formidler en intens følelse, og mange andre lyde er medvirkende til, at man fordyber sig endnu mere i spillet.

Et spørgsmål, som vi sikkert alle har stillet os selv i forbindelse med The Last Guardian, "Vil dette spil få mig til at græde?". Ja, det kan jeg nemt besvare. Jeg græd ikke, men jeg var fandme tæt på at stortude, men det var ikke på grund af noget som skete i spillet, nej det var af en simpel ting, Frustration. Frustrerende er det perfekte ord, for mine oplevelser med det her spil, jeg var faktisk ved at slukke for spillet flere gang og aldrig tænde for det igen, simpelthen fordi at jeg var så frustreret at jeg ikke orkede mere. Værst er det faktum, at det ikke kun er en ting som frustrede mig i The Last Guardian. Her er det er ligesom med et Kinder Æg, hele tre ting, som gjorde The Last Guardian til en frygtelig oplevelse for mig. Det første som pissede mig af, er styringen af den lille knægt. Styringen er nok det forkerte ordvalg, fordi han er nem nok at styre og han har en dejlig realistisk tyngde over sig, men udviklerens valg af knapper, som skal trykkes for at få ham til at udføre handlinger, er det som frustrerede mig. Der er mere end 12 knapper på et dualshock 4, de er alle til rådighed for en spil udvikler, men af en eller anden mærkelig grund, så har de i det her spil fuldstændig glemt dette. Istedet skal man bruge de samme taster til at udføre forskellige moves med. For eksempel vil et tryk på cirkel knapper få drengen til at folde fast i fjerpelsen på Toriko, men samme knap skal til at ae bæstet og fjerne spyd med, det lyder faktisk ikke særlig frustrerende, men tro mig, det er frustrerende flere gange i spillet. På et tidspunkt kræver spillet at man står på ryggen eller hovedet af Toriko, samtidig med at man forsøger at bruge den evne man lærte til at starte med i spillet. Så jeg holdt cirkel-knappen nede for at bruge evnen, men fordi denne evne kræver en bevægelse fra Toriko, så flytter bæstet sig for at bruge evnen. Bevægelsen gør at drengen mister balance, som samtidig betyder at cirkel-knappen ikke længere bruges til denne evne, nu bruges den til at gribe fast i pelsen med. Det er mig en gåde, hvorfor udviklerne ikke har valgt at bruge en anden tast til de forskellige handlinger, der er ihvertfald nok at taster på mit joypad. Måske er det de mange år i udviklings helvede som bærer skylden i dette, jeg aner det ikke. En ting jeg dog ved er, at det ikke fungerer særlig godt.

Nu er det her et japansk spil, så tasterne er også en smule omvendt i forhold til de vestlige spil jeg er vant til. Skal jeg hoppe i The Last Guardian så sker det via Trekant tasten, mens X gør at drengen giver slip på en kant eller begynder at kravle, det er totalt omvendt af hvad jeg er vant til, så det resulterede ofte i at jeg gav slip på en kant, istedet for at hoppe op på den. Men det vænnede jeg mig heldigvis en smule til i løbet af spillet. En ting jeg dog ikke vænnede mig til, er det frygtelige kamera. Sjældent har jeg været så frustreret over noget så simpelt, som et kamera i et computerspil. Jeg havde spillet de to foregående Team Ico spil, så jeg vidste godt at kameraet kunne være et problem, men jeg havde aldrig troet det kunne være så slemt som i det her spil. Du kan ændre hastigheden på kamera styringen, hvilket hjælper en smule på det hele, men det hjælper desværre ikke i de små trange rum som man ofte befinder sig i. Det er svært at beskrive, men fordi man har en stor følgesvend med sig hele tiden, så bliver det ikke lettere at få kameraet til at pege den rette vej. Det endte ofte med at Toriko overtog hele skærmen, hvilket ikke var mit ønske, jeg ville videre i banen, ikke kigge op i enden på det store væsen. Igennem 13 timer kæmpede jeg med at blive gode venner med kamerastyringen i spillet, desværre lykkes det mig aldrig.

Den sidste ting, som frustrede mig grænseløst i spillet, var den kunstige intelligens på Toriko. For det meste fungerer det ok, drengen råber efter bæstet, så kommer den, siger han Hop, ja så hopper Toriko osv. Men sådan er det desværre ikke hele tiden. Det var specielt senere i spillet, hvor det begyndte at blive tydeligt frustrerende for mig. Et sted i spillet forsøger Toriko og drengen at nå toppen at nogle tårne. Det kræver, at du får Toriko til at hoppe med dig på ryggen. Man kravler op på Toriko og giver kommandoen til at hoppe, men hvis dyret ikke står det rette sted, så fatter den ikke helt hvad den skal, det kræver så at du peger kameraet mod afsatsen den skal hoppe op på (og jeg har lige fortalt hvor ringe dette kamera er), samtidig skal du sørge for at Toriko står langt nok ude på afsatsen, så der er plads nok til at den kan hoppe videre. Jeg brugte MEGET tid på at få dyret til at hoppe op på disse tårne. En gang imellem bestemte det sig endda for at hoppe hele vejen tilbage igen. Flere gange i løbet af spillet gav jeg bæstet en kommando, men Toriko kiggede forvirret rundt og sagde mærkelige lyde, så jeg forsøgte at give den en anden kommando, hvilket bare forvirrede den yderligere. I løbet at mine 13 timer med spillet, så vil jeg regne med, at 5 timer er gået med at få Toriko til at lystre mine kommandoer. Det minder utroligt meget om min tossede hund Molly, en hund som er så tåbelig, at den skal sno rundt om sig selv 10 gange, før den kan gøre sit i naturen. Jeg bruger mange minutter hver dag, på at få den til at lystre mine kommandoer, men ligemeget hjælper det, den fatter ikke en dyt. Så på en måde, kan man godt sige at udvikleren har formået, at skabe et meget realistiskt kæledyr i et computerspil, hvilket er imponerende, men desværre ikke særlig sjovt eller underholdende, når man som spiller skal opleve det. Jeg råber normalt ikke af mit TV, men Toriko fik mig desværre til at gøre dette flere gange. Min 6-årige datter synes ihvertfald at det var meget sjovt, at se sin far så frustreret, så selv om jeg ikke var underholdt af The Last Guardian, så formåede jeg ubevidst at underholde min yngste datter.

Hvis du ikke allerede har forstået det, ja så lad mig lige opridse det kort, The Last Guardian er et af de mest frustrende spil jeg nogensinde har spillet. Styring, kamera og en til tider svagt fattende Toriko, hev alt glæde ved spillet ud af mig. Det her er et af de første spil jeg har prøvet, hvor jeg ønskede det snart ville ende, det er så sørgeligt at skulle skrive disse ord om The Last Guardian, men spillet var ikke nogen fornøjelse for mig. Spillet oser af mystik og charme, det har nogle fantastiske væsner, og er vanvittig flot, men for mig var der desværre ingen glæde forbundet med at spille det. The Last Guardian kræver meget tålmodighed, samtidig med at man skal være overbærende overfor de tekniske problemer som spillet indeholder, og her må selv jeg takke nej. Efter mange års venten, kan jeg endelig fortælle mig selv at jeg fik gennemført det spil, som jeg har glædet mig mest til i hele mit lange liv. Men det bliver desværre kun til den her ene oplevelse, hvilket er meget mærkeligt taget i betragtning af ,at jeg har gennemspillet ICO og Shadow of the Colossus mange gange, men jeg tror aldrig at jeg vil finde lysten til at gennemføre The Last Guardian igen.

Tag ikke fejl, jeg kan sagtens se hvad udvikleren vil med spillet. Det er et kunstnerisk spil som forsøger at formidle en historie igennem følelser, det er skam smukt og jeg er sikker på at det virker på mange spillere. Desværre kan jeg ikke se bort fra frustrationerne og de tekniske problemer på den normale Playstation 4, de sugede simpelthen glæden ud af mig. Jeg håber dog at der er spillere derude, som har mere tålmodighed og ikke generes af tekniske problemer, som jeg gør det, fordi historien og samspillet mellem Toriko, drengen og spilleren er noget helt unikt, som man nok aldrig vil komme til at opleve igen.

The Last Guardian anmeldelse Mikael Bisp Bliver dit julegaveønske en katteørn fra The Last Guardian? 2016-12-05T17:00:00+01:00 3 5

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...