Eurogamer.dk

Watch Dogs 2 - Anmeldelse

Hipster-hackerne overtager Californien!

Vigtig info: Watch Dogs 2 blev lanceret med en massiv bug på PS4, der har gjort det umuligt at teste spillets dynamiske multiplayersystem. Vi opdaterer anmeldelsen, når vi har haft tid til, at dykke ned i denne funktion.

Watch Dogs 2 prøver at være alt hvad forgængeren hverken ønskede eller formåede at være. Hvor det originale Watch Dogs var enormt seriøst og forsøgte at fortælle en gribende historie om hvordan teknologi kan have fatale konsekvenser, er Watch Dogs 2 som at se et afsnit af Mr. Robot på syre. Hvor det originale Watch Dogs bød på kedelige, traditionelle sandkasse-missioner, er Watch Dogs 2 spækket med sjove detaljer, sære missioner og ren og skær morskab. På mange måder minder Watch Dogs 2 om Saints Row 2, det bedste udspil i Volitions fjollede serie, men spillet formåede også at få mig til, at tænke på både Sleeping Dogs og San Andreas - to af de absolut bedste sandkasse-spil gennem tiden.

Men hvor Watch Dogs 2 i momenter kan være fantastisk, kan spillet også føles kikset, ufokuseret og stilforvirret. Watch Dogs 2 er, når det er bedst, et sjovt og velfungerende stealth-baseret actionspil, men når det er værst, er Watch Dogs 2 indbegrebet af et trivielt sandkassespil, hvor især den tomme verden og en række frustrerende gameplay-elementer forstyrrer.

1

Watch Dogs 2 forkaster i vidt omfang forgængerens utrolig seriøse tone, for i stedet at fokusere på vrede, unge mennesker, der har det sjovt, mens de forsøger at revolutionere verdenen. I udgangspunktet er dette er prisværdigt forsøg på, at forbedre hvad der i forgængeren endte som en kedelig, langtrukken og alt for omstændig fortælling, men desværre er historiefortællingen i Watch Dogs 2 grundlæggende rodet. Spillets rammefortælling bygges klassisk op, hvor helten, Marcus Holloway, kastes ind i hacktivist-gruppen DedSecs kamp mod den onde teknologigigant Blume og deres altovervågende computersystem ctOS, der registrerer alt hvad byens indbyggere foretager sig.

Watch Dogs 2 finder sted i Californien, hvor kampen mod Blume blandes med tidstypiske versioner af virkelige nyheder. Eksempelvis var en af spillets første missioner bygget over den virkelige historie om Wu Tang Clan og Martin Shkreli, hvor sidstnævnte umådelig usympatiske karakter købte og gemte et Wu Tang album, så kun han kunne få glæde af det. I Watch Dogs 2 skal man forhindre en ondsindet rigmand i, at opkøbe rapperen Bobo Drakes nyeste album. Det er måske lidt for tæt på virkelighedens verden, men heldigvis bruger Watch Dogs 2 disse virkelige inspirationskilder på dejligt absurde måder, hvilket fører til en række sjove missioner og opgaver. Generelt er plottet i Watch Dogs 2 klart bedre, når spillet fokuserer på de mere fjollede aspekter, mens den overordnede fortælling desværre oftest føles lidt kikset.

Hovedpersonen, den vilde og uregerlige Marcus, er langt mere velfungerende end forgængerens Aiden Pearce, men desværre er spillets overordnede tema temmelig kikset i sin fremstilling af hacking og ungdomskultur. De forskellige karakterer man møder på sin vej, er overdrevne karikaturer, men det fungerer fint når fortællingen er i sit fjollede hjørne. Men når Watch Dogs 2 forsøger at sige noget mere seriøst om vores samtid, føles plottet desværre lettere kikset, især idet spillets gameplay ikke understøtter karakterernes noble intentioner.

Watch Dogs 2 er nemlig et klassisk sandkassespil, hvor man kører rundt i en stor by og skaber kaos. Som man opgraderer våben og sin bande, ender man ofte i langt mere voldelige konflikter end ved spillets start, hvilket står i skarp kontrast til fortællingens vinkling af DedSec som de gode og sympatiske aktivister, der vil redde verden fra den onde teknologi. Dette noble perspektiv harmonerer bare meget skidt med en virkelighed, hvor man 3d printer automatrifler i vildskab og tonser rundt og destruerer byen. Problematikken findes naturligvis i langt de fleste sandkassespil, men føles bare mere problematisk i Watch Dogs 2, fordi spillet så tydeligt forsøger at iscenesætte teknologigiganterne som de onde og hacktivisterne som de gode. Dette får plottet til at føles mere som et dårligt afsnit af tv-serien Mr. Robot end om en seriøs behandling af den problematik teknologi kan skabe i samfundet.

2

Sine fortællemæssige problemer til trods, er Watch Dogs 2 dog det meste af tiden et virkelig underholdende spil, der formår at udnytte hacker-temaet til, at skabe spændende og varierede missioner. Dette understøttes fint af den åbne og flot realiserede version af Californien, der tilmed stort set er frit tilgængelig fra spillets start. Dog er det værd at pointere, at verdenen føles noget mere tom end i andre moderne sandkassespil. Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting, idet kortet, i modsætning til eksempelvis Assassins Creed-serien, ikke overlæsses med et overvældende antal ikoner. Det gør dog, at man er nødt til at spillet Watch Dogs 2 lidt mere struktureret end andre sandkassespil og det førte til, at jeg i vidt omfang fulgte spillets fortælling relativt stringent.

Marcus har arvet versioner af de fleste af Aidens evner, så man kan stadig køre rundt og hacke alt og alle man møder på sin vej. Alle funktioner i spillet tilgås via Marcus' trofaste mobiltelefon, hvorpå man sågar kan installere forskellige apps og tage forskellige tumpede selfies i hvad der må kandidere til den mest præcise selfie-simulator i et spil hidtil. Marcus' hackerevner kommer primært til udtryk i spillets stealth-del, hvor man kan hacke døre og paneler, skabe distraktioner, eller sågar aktivere og køre føreløse biler. Samtidig får Marcus tidligt en enormt praktisk drone, der kan bruges til, at få adgang til ellers utilgængelige steder og til, at overliste de tumpede fjender, man møder på sin vej.

3

Watch Dogs 2 er først og fremmest et stealth-spil og det kan mærkes så snart man kommer i ildkamp med fjenderne. Der er intet notorisk galt med det simple cover-baserede gameplay, men det føles temmelig kedeligt, sammenlignet med de interessante muligheder man har for at hacke sig lydløst gennem de mange missioner. Desværre er der lidt for ofte missioner, der synes designet til en mere actionbaseret tilgang og selvom det bestemt er muligt at klare sig lydløst igennem langt de fleste missioner, er det oftest noget lettere bare at hive et af sine 3d printede våben frem og gå amok. Kombineret med en fortælling hvor DedSec i så høj grad fremstilles som sympatiske, virker denne lette adgang til vold og kaos ubegrundet og urealistisk.

Watch Dogs 2 er ofte et virkelig underholdende og decideret morsomt sandkassespil, der dog ikke helt kan slippe sin fortid som ultra-seriøs kritiker af moderne teknologi, som præsenteret i seriens første udspil. Når Watch Dogs 2 er bedst, er det herlig, uforpligtende underholdning i en veldesignet og spændende visualisering af Californien. Når spillet er værst, er det en kikset og til tider problematisk fremstilling af en usympatisk hacker-bande, hvis motiv synes undergravet af bandens voldelige handlinger. Gameplayet er ligeledes splittet mellem en enormt velfungerende stealth-motor, hvor hacking-temaet virkelig udnyttes, og en halvkedelig og generisk actionoplevelse, der hverken føles unik eller helstøbt. Alligevel er Watch Dogs 2 overordnet en succes, især forgængerens problemer taget i betragtning. Watch Dogs 2 er både underholdende, flot og omfattende og skaber en række magiske sandkasse-øjeblikke, der bringer minder til genrens helt store titler.

Watch Dogs 2 - Anmeldelse Johannes Wørts Hipster-hackerne overtager Californien! 2016-11-18T14:00:00+01:00 4 5

Kommentarer (10)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...