Eurogamer.dk

Call of Duty: Infinite Warfare anmeldelse

Det bedste i serien siden Modern Warfare 2?

Endnu et år, endnu et Call of Duty spil. I år er det Infinity Ward, som står bag udgivelsen. De har valgt at tage en tur ud i rummet med Infinite Warfare. Som sædvanligt er der flere spilmodes i dette års udgave; Singleplayer, Multiplayer og en omgang Retro Zombier, så der er garanti for mange timers underholdning igen.

Singleplayerdelen fortæller historien om menneskeheden i fremtiden. Vi har valgt at bosætte os på andre planeter og bygge store kolonier på gigantiske rumskibe. En stor gruppe af mennesker mener dog, at dette er forkert, så de forsøger at stoppe dette foretagende med vold. De angriber simpelthen alle kolonier og rumstationer som findes, og du, der naturligvis er selvfølgelig helten, finder sig ikke dette, og det er din opgave at lede et angreb mod modstandsbevægelsen. Spillet starter med en vild omgang action: du bliver smidt direkte ind i nogle af de mest hektiske kampe, noget af de vildeste kampe i serien indtil videre. Fordi det hele foregår ude i fremtiden, så er det med hjælp fra futuristiske våben og fartøjer at du skal besejre dine modstandere. Der er masser af våben at vælge imellem, og de fleste af dem er unikke, med egenskaber der er meget forskellige fra de andre våben. Du starter med nogle simple våben, der kan opgraderes igennem spillet. Du vil finde nogle såkaldte våbenrum ombord på dit rumskib, hvor du kan opgradere din våben, og vælge hvilke du vil have med til din næste opgave. Dette gør, at du selv bestemmer, hvordan du vil angribe dine fjender, og giver dig en følelse af at du selv er med til at styre slagets gang.

Spillet fungerer i princippet som alle foregående Call of Duty spil - du gennemfører forskellige lineære missioner for at slå alle dine fjender ihjel. Infinity Ward har dog valgt at ændre en smule på konceptet, de har faktisk fyldt spillet med sidemissioner og andet indhold, som faktisk gør spillet en smule mere åbent og frit. Det er fuldstændig op til spilleren om man vil gennemføre sidemissionerne, eller om man kun vil koncentrere sig om hovedhistorien i spillet. Sidemissionerne giver dig lidt mere baggrundshistorie og muligheden for at låse op for nye ting til din person. Du kan blandt andet låse op for nye egenskaber, så du blandt andet kan reloade hurtigere, skifte dine våben hurtigere, eller få en elektrisk kniv, der er meget nytig i kanp. Når nu spillet foregår i rummet, så er det næsten en selvfølge at du også skal udkæmpe nogle kampe i et lille rumskib, og du er heldigvis ejeren af en lille smuk Jackal. Dette rumskib kan du faktisk også opgradere ved at gennemføre sidemissionerne, du kan få nye våben, bedre skjold og du kan ændre udseendet på din Jackal. Så der er god grund til at gennemføre så mange af disse sidemissioner som muligt, det vil nemlig gøre din gennemspilning en del nemmere senere.

1

Nogle våben kan du affyre to af samtidig, andre kan du kun affyre én af.

Jeg var faktisk meget imponeret over singleplayerdelen i Infinite Warfare: der skete hele tiden noget spændende, og det var en fornøjelse at spille sig igennem historien. Historien er godt fortalt og personerne har personlighed. Det er sjældent, at jeg bliver betaget af en historie, som jeg gjorde i det her spil. Specielt det faktum at der ikke er nogen loadeskærm i spillet, imponerede mig. Det hele føles meget mere sammenhængende og komplet. Imellem missionerne kan man faktisk fordrive tiden som man selv lyster, man kan se TV sammen med besætningen ombord sit rumskib, snakke med folk eller læse nyheder og meget andet. Det er en ny og frisk tilføjelse, som faktisk klæder spillet godt. Når man er i kamp, føles det heller ikke så indelukket og fastsat som i tidligere spil. der er næsten altid flere veje mod slutningen i banen, og der er flere forskellige måder at gennemføre missionerne på, udfaldet er dog stadig altid den samme. Kampene i Jackal-rumskibet fungerer også godt, styringen er god og der er rigeligt med action hele tiden. Jeg synes at Infinity Ward har balanceret variationen i spillet bedre end i foregående spil. Ikke siden Modern Warfare 1 og 2 har jeg været så godt underholdt i et Call of Duty-spil, og jeg har spillet alle udgaver lige siden Modern Warfare 1. Efter at du har gennemført spillet, låser du op for nogle nye sværhedsgrader, blandt andet et mode som hedder YOLO. Her er det game over så snart du dør, der er ikke flere liv eller chancer. Så søger du efter en god udfordring, så er der en her som virkelig vil teste dig fuldt ud.

Jeg ved godt, at de fleste Call of Duty-spillere ikke køber spillene på grund af singleplayer delen, den største drivkraft er altid multiplayer-delen, så den har de heller ikke glemt den her gang. Den her gang kan du vælge mellem noget som hedder Rigs, der er nogle kraftfulde dragter som kommer i forskellige udgaver. De kan ændres på mange forskellige måder, så du på den måde kan finde den Rig, som passer perfekt til din spilstil. Du kan udstyre den med en såkaldt payload, som kan være et kraftigt våben eller en unik egenskab. Samtidig er hver Rig udstyret med noget, de kalder Traits, som er konstante egenskaber, der er aktiveret hele tiden. Hver Rig har 3 forskellige Payloads og 3 forskellige Traits, så der er rig mulighed for at finde en Rig som passer til din spilstil.

Selve spillet er som vi kender og elsker det, vildt hurtigt og hektisk. Der er aldrig et kedeligt øjeblik i en kamp i et Call of Duty spil. Der er masser af spilmodes at vælge imellem, alt fra de gode gamle Team Deathmatch-kampe til de lidt nyere Frontline-kampe. Infinite Warfare minder i begyndelsen en smule om Black Ops 3, idet at spillere kan løbe på vægge og flyve over korte afstande. Heldigvis er det kun i begyndelsen man får det indrtryk. Infinite Warfare adskiller sig ved at være en smule mere afdæmpet i tempo, og de fleste kampe foregår med begge ben solidt plantet på jorden. Du vil selvfølgelig møde spillere som hopper omkring og løber rundt på vægge, men størstedelen af de spil jeg oplevede foregik på jorden. Desværre synes jeg ikke helt, at banerne er særlig spændende. Det kan godt være, de bliver bedre med tiden, men jeg var en smule skuffet over dem i de første mange timer, jeg spillede. Banerne ser alle forskellige ud, og men de er alle opbygget efter samme princip, hvor der er masser af forskellige veje hen til det samme sted. Der er for lidt variation i banerne, og jeg endte med at blive skudt på fra alt for mange forskellige vinkler. Det kan være, at jeg senere vil lære at elske banere, men lige nu er de ikke helt min kop te.

Multiplayer-delen er som sædvanlig lige så meget afhængig af spillernes kvaliteter, og netværkets stabilitet, men også af hvor balanceret spillet er. Her har jeg mine tvivl, fordi atter i år byder Call of Duty på ting, som kan låses op ved hjælp af forskellige møntenheder som findes i spillet. Du kan samle scraps, som kan bruges til at forbedre dine våben med, og så vidt jeg kan se, så kan disse Scraps købes for virkelige penge. På den måde kan folk, som ikke har lyst til at vente på at samle nok Scraps, bare købe dem for virkelige penge og låse op for våben, som normalt vil tage mange dage om at samle. I den her type spil generer det mig ikke, at man kan købe overfladiske ting for rigtige penge. Lad bare folk købe en eller anden kostume eller et nyt udseende til sit våben. Men jeg er ikke fan af at give muligheden for at købe bedre våben for penge. Det adskiller spillerbasen og gør at man på en måde kan købe sig til en sejr. Selvfølgelig kan en elendig spiller ikke købe sig til en sejr, men en dygtig spiller kan helt klart købe sig til en nemmere sejr ved at låse op for de bedste våben hurtigt.

2

Asteroidefelter er muligvis ikke realistiske, men det er ganske sjove at navigere.

Netkoden er meget vigtig når det kommer til gode solide multiplayer-oplevelser. Her var jeg åbenbart heldig, fordi jeg havde en god forbindelse, mens jeg spillede. Jeg oplevede aldrig, at jeg skød modstanderen 10 gange uden at han døde - modstanderne døde efter det rette antal skud for mig. Desværre har jeg hørt flere klage over, at netkoden var ringe for dem, men det er næsten kotume for Call of Duty-serien: nogle oplever perfekte forhold, mens andre oplever at hele verden er imod dem i et spil. En anden ting er det antal skud, som skal bruges for at dræbe modstanderne, i Black Ops-spillene har jeg altid følt at det krævede for mange skud, mens jeg i det her spil syntes det kræver meget få skud før man dør. Det føltes lidt forkert til at starte med, men jeg endte faktisk med at kunne lide det. Det mindede mig om de gode gamle Modern Warfare-dage. Våben er selvfølgelig også vigtigt, og der er mange af dem i Infinite Warfare. Shotguns, håndvåben, sniper rifler, maskinpistoler, laserkanoner og meget mere er klare til at blive brugt i kamp. Det er svært at finde præcis det våben som passer bedst til ens spiltid, simpelthen fordi der er så mange våben at vælge imellem. Desuden så kan alle våben opgraderes ved brug af spillets møntenhed. Men efter et par timer, så endte jeg med at finde det bedste våben til mig og de rette killstreaks, og jeg var faktisk godt underholdt og udfordret. Jeg bliver aldrig professionel Call of Duty-spiller, men jeg har det stadig sjovt, jeg har endnu en gang et spil hvor jeg lige kan tage et par runder online uden at skulle tænke alt for meget.

Zombies er normalt noget som er forbeholdt Treyarchs udgaver af Call of Duty, men Infinity Ward har faktisk fået skruet en Zombie del sammen som er på samme niveau som dem fra Black Ops spillene. Jeg er selv ikke stor fan af 80'erne, det er et af de årtier som jeg helst vil glemme, dårlig musik og kikset tøj er desværre det jeg husker mest. I Zombies in Spaceland bliver spilleren transporteret tilbage tilbage til dette kiksede årti. Åhh nej, var min første tanke, og det blev ikke meget bedre da jeg hørte David Hasselhoffs stemme i spillet. Jeg var faktisk klar til at slukke min PlayStation 4 og rende skrigende væk. Heldigvis tager spillet ikke sig selv seriøst, det er faktisk en slags perfekt parodi på alle de kiksede og fede ting fra 80'erne.

Zombies in Spaceland virker til at starte med til at være uden dybde og holdbarhed, men der tog jeg endnu engang fejl. Denne del er fuld af skjulte ting og masser af fjender, man kan finde uendelige referenser til de kiksede 80'ere hele tiden. Spillet fungerer selvfølgelig bedst når man er 4 mand om at gennemføre banerne, men selv som ene person er der masser af underholdning her. Du kan faktisk spille en masse gamle Activision arcade spil i denne del - der er masser af arcademaskiner, hvor du f.eks. kan spille Pitfal 2 og River Raid 2. Du kan også finde nogle spil som minder en smule om de boder du finder i Tivoli eller på Bakken. Her kan du kaste basketballs, prøve kræfter med en gammel skydebane og meget mere. Alle disse arkade spil giver dig forskellige bonus ting, som du kan bruge i spillet, du kan f.eks. vinde en billet som giver dig et ekstra liv.

Treyarchs Zombie-serie har fascineret mange hardscore-spilllere, men jeg har altid haft lidt svært med at se fornøjelse i dem. De har været for svære og kryptiske, og alt for indviklet for gamle spillere som mig. Zombies in Spaceland havde dog en helt anden virkning på mig, jeg var helt vild med stilen og synes at humoren hjalp til at jeg gad spille denne del mere end én gang. Der er masser af dybde, men det virker som om det her er en smule mere begyndervenligt, og passer bedre til den type spiller som jeg er. Jeg er sikker på, at jeg aldrig finder alle de hemmeligheder som er gemt i spillet, men jeg ved til gengæld, at jeg nok skal få nogle sjove timer i selskab med de kiksede 80'er zombies.

3

Når en dør er låst, findes der måder at komme gennem den. Som en enorm robot.

Infinite Warfare har en fremragende singleplayer historie, en lidt middelmådig multiplayer-del og en overraskende festlig Zombie mode. I mine øjne er det her det bedste Call of Duty spil siden Modern Warfare 2. Jeg er dog klar over, at der er forskel på smag når det kommer til denne spilserie, og at mange foretrækker Treyarchs versioner. Infinity Ward har leveret en spilpakke som passer perfekt til mig, og jeg vil slet ikke begynde at snakke om Modern Warfare Remastered, som er en bonus når man køber de dyreste udgaver af Infinite Warfare. Det er nemlig en bonus som slet ikke har noget med kvaliteten af det her spil at gøre. Infinite Warfare kan sagtens stå på sine egne ben og er helt klart en anbefaling værd.

Call of Duty: Infinite Warfare anmeldelse Mikael Bisp Det bedste i serien siden Modern Warfare 2? 2016-11-09T10:30:00+01:00 4 5

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...