Eurogamer.dk

Destiny: Rise of Iron work-in-progress anmeldelse

Destinys seneste udvidelse byder på mere Destiny, rettet mod de største Destiny-fans.

En kedelig historie og kampagne kombineres med fængende gameplay, og giver endnu engang grund til besøge Bungies sci-fi epos.

Få spiludgivelser har skabt så megen debat som Bungies stort opslåede pseudo-MMO-shooter Destiny. Ved spillets udgivelse var de fleste enige om, at spillet manglede indhold, men en stor gruppe stædige spillere kæmpede videre og grindede sig vej gennem spillets få missioner. Men hvorfor gjorde de egentlig det, når nu selvsamme spillere konstant klagede over det manglende indhold? Det gjorde de, fordi Destiny på mange måder er den perfekte blanding af velfungerende konsolaction og destilleret MMO-glæde. Destiny lader tålmodige spillere opleve nogle af de store sociale øjeblikke man normalt kun oplever i MMO-genren, men for en brøkdel af den krævede tid og indsats.

Efter to middelmådige og relativt små udgivelser, så The Taken King i efteråret 2015 dagens lys og var for mange, undertegnede inklusiv, et vendepunkt for Destiny. Pludselig var spillet fyldt med fremragende indhold, i form af en virkelig solid kampagne, et ekstra raid og en række spændende og vanskelige udfordringer for de særligt dedikerede spillere. For nye spillere, der købte opsamlingspakken med samtlige udvidelser, virkede Destiny pludselig som et enormt bekendtskab, med masser af missioner, våben og sociale oplevelser. Siden da, har Bungie smidt et par små opdateringer på gaden, men de sidste par måneder har været hårde at komme igennem for de trofaste fans. Heldigvis har Bungie med Rise of Iron endelig givet spillerne endnu en grund til, at vende tilbage til den fantastiske verden igen, også selvom udvidelsen kvalitetsmæssigt ikke kommer i nærheden af The Taken King.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at Rise of Iron er en markant mindre udvidelse end The Taken King. Jeg spillede gennem udvidelsens kampagne på et godt stykke under to timer og det var først den sidste mission, der reelt set føltes helstøbt og relateret til udvidelsens svage historie. Historien er samtidig håbløst fortalt gennem klassisk Destiny-ævl, uforståelige mellemsekvenser og fragmenteret dialog. Efter at Bungie endelig var ved at ramme en fornuftig fortællemæssig teknik med The Taken King, er Rise of Iron et stort tilbageskridt, der samtidig lidt for ofte føles som dårlig fanfiction. Dog gælder dette primært spillets korte kampagne, for flere af de efterfølgende missioner byder faktisk på nogle både interessante og sågar rørende øjeblikke.

Netop denne underlige dissonans mellem kampagnen og så resten af udvidelsens missioner er en smule sær, for så snart man er færdig med kampagnen, overlæsses man i klassisk Destiny-stil med tonsvis af missioner, hvor man eksempelvis går på jagt efter udvidelsens nye våben. Det er både godt og skidt - godt, fordi udvidelsen pludselig ikke føles så kort, men skidt fordi Bungie nok burde have skabt en bedre helhedsoplevelse, hvor disse missioner var bedre integreret op mod kampagnen. Grundlæggende er der store pacingproblemer i Rise of Iron og både mit hold og jeg svingede voldsomt i vores vurdering af Rise of Iron undervejs. Fra skuffelse over den korte kampagne og den dårlige historie, til glæde over de mange små missioner efterfølgende og til undren over, at Bungie stadig ikke har formået at lave en bedre og mere velintegreret samlet pakke.

Hvor The Taken King drastisk ændrede på grundmekanismerne for at blive stærkere, følger Rise of Iron den nye og meget velfungerende progressionscyklus, med få ændringer. Generelt føles loot drops mere relevante, idet blå drops som oftest er lige en snert bedre end det man i forvejen har. Det gør spillets grind frem mod at blive klar til raidet - udvidelsens helt store slutmål - noget mindre frustrerende end tidligere og generelt oplevede jeg, at hver eneste spilsession bragte mig lidt tættere på målet.

3

Destinys Crucible er bedre, og tilføjer bl.a. artifacts, der gør spillet anderledes.

En af de nye tilføjelser i Rise of Iron, er Archon's Forge, der strukturelt minder om en blanding af Prison of Elders og Court of Oryx. Her kan flere spillere gå sammen om at kæmpe mod fjender af stadig stigende sværhedsgrad, men især set i forhold til Court of Oryx, er sværhedsgrad om omfang blevet drastisk nedgraderet. Faktisk i en sådan grad, at jeg i starten var i tvivl om hvor vidt vi rent faktisk gjorde det vi skulle. Missionerne var overstået på et par minutter og der virkede ikke til, at være de store taktiske overvejelser, som man eksempelvis så med Court of Oryx' nærmest raid-inspirerede bosser. Det gør desværre Archon's Forge til en lidt kedelig oplevelse, der primært fungerer som endnu en grind-mulighed i et spil, der i forvejen er fyldt til randen med grind, grind og mere grind.

Til gengæld er Crucible - Destiny's kompetetive multiplayerdel - voldsomt forbedret. Nu er det muligt, at konkurrere i private kampe, hvilket af uransagelige årsager aldrig har været muligt før. Det er virkelig en god tilføjelse, især hvis man spiller Destiny med en gruppe venner. Samtidig tilføjer Rise of Iron en række ret interessante artifacts, der giver spillerne helt nye og ret voldsomme evner, eksempelvis muligheden for at omvende fjender, så de bekriger andre fjender, eller at reflektere energiprojektiler når man holder et sværd. Mange af de nye muligheder påvirker multiplayerdelen drastisk og tilføjer en interessant dybde til Crucible.

Rise of Iron tilføjer også en ny spilfunktion i Crucible, kaldet Supremacy. Her taber slagne Guardians en såkaldt Crest, der skal samles op for at give point. Men begge hold kan opsamle faldne Crests, hvilket gør, at dine holdkammerater kan redde dit crest hvis du bliver skudt. Det giver en ret fantastisk dynamik til kampene, hvor man både skal tænke på at overleve, nedskyde fjenderne, samt henholdsvis at samle modstandernes Crests og beskytte holdets egne. Min egen taktik var naturligvis at stjæle samtlige Crests fra både venner og fjender, hvilket gjorde mig til holdets topscorer og værste spiller på en og samme tid.

1

Historien fortælles endnu engang ved hjælp af fragmenteret dialog, og et plot der kunne findes på Fanfiction.net

Grundlæggende er Rise of Iron en udvidelse, der i høj grad taler til de spillere, der virkelig har dedikeret sig til Destiny. Kampagnen og historien er utrolig skuffende, men det, der følger efter er solidt og omfattende og Rise of Iron's største værdi er i sidste ende, at udvidelsen har suget mig ind i Destiny endnu engang. Når Destiny er bedst, er der intet moderne spil, der kommer i nærheden af de oplevelser min tid som trofast Guardian har givet mig. Jeg har endnu ikke spillet udvidelsens raid - Wrath of the Machines - så denne anmeldelse er ikke en endelig vurdering af Rise of Iron. I stedet vil jeg, så snart jeg er raid-klar, streame mit holds første forsøg på, at klare raidet. Følg med her på Eurogamer.dk, hvor denne anmeldelse også vil blive opdateret med min endelige vurdering.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...