Eurogamer.dk

Microsoft Elite Wireless Controller - Anmeldelse

Den bedste controller nogensinde?

Ved første øjekast kan Microsofts 950 kroner dyre Elite controller virke som blot værende en kosmetisk opgradering fra det oprindelige gamepad til Xbox One. Men kigger man nærmere, vil man blive præsenteret for en suite af funktionelle og ergonomiske tweaks, der skal gøre denne controller til den kompetitive gamers fortrukne valg. Elite controlleren er designet til Xbox One og PC, hvor den hos sidstnævnte dog kræver en separat købt Xbox One Controller Wireless Adapter.

Design og features

Man skal ikke have controlleren i hånden længe, før man mærker, at Microsoft har lagt et stort fokus på komfort og der er som resultat ikke en finger at sætte på ergonomien. De to vinger, hvor man har sine håndflader placeret, er blevet belagt med nubret skridsikkert gummi og controlleren er også betydeligt tungere en standardudgaven (348 gram vs 280 gram). På forsiden af controlleren er der tre magnetisk udskiftelige elementer - d-padded og de to thumbsticks.

De præ-installerede thumbsticks deler formfaktor med de traditionelle pinde, man kender fra Microsoft normale controller, men skiller sig, som alle andre udskiftelige dele ved denne controller, sig ud ved at være udført i metal. Man har dog også mulighed for at skifte disse ud med to andre typer af thumbsticks, eksempelvis nogle ekstra lange varianter.

2

D-padded kommer i to varianter; én der har den velkendte kryds-form, samt en parabol-lignende udgave, der gør det muligt at ramme de forskellige retninger ved at lade sin tommelfinder køre rundt i kanten af padded, uden at man behøver at løfte den fra overfladen. Dette er specielt brugbart i spil hvor man hurtigt skal ramme forskellige kombinationer af input. De andre knapper - share, menu og ABXY - deler fysisk profil med dem på den normale controller, men skiller sig ud ved at være udført i sort og grå, ligesom resten af Elite controlleren. På panelet der er placeret mellem de to vinger, er der både implementeret et 3.5mm minijack samt en traditionel indgang til Xbox-specifikke headsets.

Det er på bagsiden af controlleren at vi finder den mest iøjnefaldende forskel fra den normale Xbox One-controller. Her har Microsoft placeret 4 "padler"(P1-P4), der kan tildeles en hvilken som helst af de andre knappers funktioner, alt efter præference. Det kan dog tage noget tid at vænne sig til deres placering og jeg oplevede, at jeg ofte kom til at aktivere dem ved uheld, i mere intense spil-situationer. Heldigvis er disse padler også magnetiske og man kan således fjerne så mange af dem som man ønsker, hvis man ønsker et mere traditionelt layout. Alternativt kan man deaktivere dem ved at trykke to gange på sync-knappen øverst på controlleren. Det er desuden også muligt at halvere afstanden på de to trigger-knapper, via en slider-mekanisme. På denne kan man selv bestemme for dybt aktiveringspunktet ligger.

1

Controlleren forbindes trådløst til din Xbox One, direkte ud af æsken, mens det som tidligere nævnt kræver, at man investerer i en Xbox One Controller Wireless Adapter, hvis man ønsker samme frihed med sin PC. Vælger man ikke denne løsning, så kan man i stedet benytte sig at det medfølgende USB-kabel. Jeg var mildest talt skuffet over at finde ud af, at Microsoft ikke har inkluderet deres genopladelige play-and-charge kit, men i stedet blot har vedlagt to styk AA-batterier. Til 950kr synes jeg godt man kunne have "flottet" sig og lagt et sådan kit med i købet.

Software

Ved at downloade Microsofts Xbox Accessories App kan man konfigurere sin Elite controller til at tilgodese alle ens personlige præferencer og gemme op til 255 forskellige profiler. To af disse profiler kan lagres simultant på controllers interne hukommelse og skiftes mellem ved at trykke profil-slideren på forsiden af controlleren fra venstre (profil 1) til højre (profil 2). Det er altså muligt at have unikke profiler tildelt til alle sine spiltitler, så man ikke behøver at indstille knapperne på ny, hver gang man skifter til et nyt spil. Via programmet er det også muligt at indstille følsomheden på de to thumbsticks og trigger-knapper, samt definere hvor meget vibrations-feedback man ønsker.

3

Konklusion

Den tætteste konkurrent til Microsofts Elite-controller er Razers Wildcat, der tilbyder mange af de samme features samt en overlegen byggekvalitet, sat overfor traditionelle controllere. Side om side kommer Eliten dog ud som vinder - den primære grund værende muligheden for at bruge den trådløst. Den Ultra-seriøse gamer vil sværge til det medfølgende kabel, men for de fleste andre, vil det praktiske aspekt ved trådløs brug være at fortrække.

Spørgsmålet er så om "de fleste andre" har tænkt sig at åbne den store tegnebog op og lange de 950kr over disken, som denne controller koster. Hvis man ikke har tænkt sig at gøre brug af de mange udskiftelige dele og indstilbare knapper, så er der i min optik ikke nok at komme efter - og en traditionel trådløs controller, til omkring en tredjedel af prisen, vil i stedet klart være at fortrække.

Foruden den manglende genopladelige batteripakke, jeg mener Microsoft skulle have inkluderet, så ærgrer det mig også, at man ikke har mulighed for at tildele makroer til de forskellige knapper. Hvis vi kigger på prisen og målgruppen så ville det give fin mening at have inkluderet denne mulighed.

Men i sidste ende er konklusionen ikke til at tage fejl af; Microsoft har lavet den mest fuldendte, komfortable, konfigurerbare og attraktive controller på markedet. Det er ikke noget jeg ser særlig mange have brug for, men for dem der ønsker det bedste af det bedste, er det her de finder det.

Du kan læse de komplette specifikationer for Elite Wireless Controller på Microsofts hjemmeside.

10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...