Eurogamer.dk

Blue Microphones Yeti Blackout - Anmeldelse

Krystalklar lyd til streamer-folket

Færdes man regelmæssigt på Twitch.tv eller YouTube, har man formegentligt stødt på en af Blue Microphones populære mikrofoner, før eller siden. Blues mikrofoner er blevet kaldt "internettets mikrofoner" og har på mange måder været med til at bane vejen for en generation af brugergenereret indhold. Deres Snowball og Yeti er for mange synonym med professionel lyd til amatøren med høje ambitioner - og dette ikke uden grund. Det er i dag Blackout-udgaven af deres Yeti jeg har haft en tur på testbænken.

Design og features

Foruden Blackout-varianten, fås Blues Yeti i fire andre farvekombinationer, som vist på ovenstående billede. Det er derudover standard-modellen jeg har haft på testbænken, da denne mikrofon findes i tre forskellige konfigurationer, op til en Pro-version der optager i 24Bit/192Khz, modsat de 16Bit/48Khz, som er loftet på min udgave. Yetien gør brug af tre styk af Blues egne kondensatorkapsler og har et vælg af anvendelsesmuligheder. Mikrofonen er udstyret med fire forskellige optagemønstre, udgjort af Cardioid, bidirectional, omnidirectional og Stereo.

3

Advendelsesområderne for disse konfigurationer er som følger: Cardioid: Denne er den mest relevante i dagligt brug, da mikrofonen her kun opfanger lyd direkte fra forsiden, mens alt lyd fra siderne og bagfra bliver ignoreret. Cardioid er derfor optimal til podcasts, streaming og voice over-arbejde med eksempelvis Youtube-videoer. Stereo: Som navnet afslører, så vil den modtagende part høre din stemme i den ørekop - eller højtaler - der svarer til den side af mikrofonen du taler ind i. Skifter du side, vil din stemme gøre det samme for modtageren. Bidirectional: Her opfanger mikrofonen både lyde for og bagfra, hvilket ville være at fortrække i en interview-situation hvor mikrofonen er placeret mellem de deltagende parter. Omnidirectional: Ved denne indstilling optager mikrofonen alle lyde i 360 grader og er derfor oplagt til gruppe-podcasts eller debat-scenarier hvor du har mange mennesker placeret, der alle skal kunne høres samtidig.

Via en drejeknap på bagsiden af mikrofonen, kan man nemt skifte mellem disse optagelsesmønstre når det kræves, uden at skulle være afhængig af software. Yetien er også udstyret med et indbygget minijack til høretelefoner, resulterende i en lag-fri gengivelse af din stemme, hvilket giver mulighed for en optimal vurdering af dit eget lydniveau sat overfor for det kildemateriale du arbejder med. Yetien byder desuden også på indbygget direkte volumenkontrol til høretelefonerne og mute-knap. Alle disse features fungerer ud af æsken, da Yetien er en plug-and-play-mikrofon.

2

Ergonomisk har man mulighed for at tilte mikrofonen 180 om sin egen akse, via to dejeknapper på hver side af standeren. Vil man undgå at mikrofonen opfanger lyde fra underlaget og bevægelser, så bør man med fordel montere den på en mikrofonarm, så den i stedet hænger svævende i luften. Foruden PC, så er Blues Yeti også kompatibel med Sonys PlayStation 4, hvilket blot kræver, at man forbinder Yetiens USB til PS4'eren, hvorefter den registreres som et headset. Derefter kan man forbinde sine høretelefoner - eller headset - til mikrofonen og man er nu klar til at gå i krig.

Byggekvaliteten er i top og Yetien føles i den grad som et premium produkt, der er designet til at tjene sin ejer igennem tykt og tyndt. Den er robust og føles med sine 100 gram, solidt planet på skrivebordet.

1

Lydkvalitet

Under min test klarede Yetien sig utrolig flot. Blues nærmeste konkurrenter er Audio Technica, RØDE Microphones og Razer, der med deres Seirēn melte deres ankomst på mikrofon-markedet sidste år. Jeg var ærgerlig over at se, at Blues Yeti kun optager ved 16Bit/48Khz, fremfor de 24Bit/192Khz, som Razers modstykke byder ind med. Men side om side synes jeg alligevel at Yetien præsterede over evne, med en krystalklar stemmegengivelse, der leder tankerne til lydsignaturen fra radioprogrammer. Vil man opnå den fulde radiovært-effekt, kan man med fordel benytte sig af lydprogrammer som eksempelvis Adobe Audition, hvor man kan fintune signaturen præcis som man vil have den til at være.

Et aspekt man skal være opmærksom på er, at Yetien er utrolig sensitiv overfor baggrundslyde og derfor opfanger uønskede elementer i dine optagelser. Det kan derfor betale sig, enten at minimere sine omgivende lyde, eller anskaffe sig et popfilter eller shockmount, for bedst muligt at komme dette problem til livs.

Konklusion

Blues Yeti er ikke overraskende en utrolig kompetent mikrofon. Om du har planer om at streame, indspille "Let's Plays" eller vokaler til musikproduktioner, så er Yetien klar til at assistere. Lyd-mæssigt lader den til at være på niveau med Razers Seirēn, selvom den kun optager i 16Bit/48Khz, hvilket er ret godt gået. Blues design er også en del mere annonymt og vil sikkert tiltale en bredere skare af forbugere end den mere gamerficerede Seirēn. Prisen på 1.085kr gør den også ca 350kr billigere, hvilket giver den en betydelig value, når man ser på hvor meget kvalitet og hvor mange features man får for sine penge.

Du kan læse de komplette specifikationer for Yeti Blackout på Blue Microphones hjemmeside.

5

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...