Eurogamer.dk

Dennis kvittede sit velbetalte job for at lave spil

Vi møder Dennis Ramberg, der sagde farvel til trygge omgivelser og goddag til livet som spiludvikler

Tekst:Andreas Göransson

Oversættelse:Mark Elsberg

Efter mange år som softwareudvikler i IT-branchen gjorde Dennis Ramberg det, mange drømmer om; han sagde sit job op og startede et spilfirma. Men Dennis' historie startede længe før det, helt tilbage fra dengang Commodore 64'eren regerede.

Dennis havde altid været interesseret i spil og computere, og især det tekniske aspekt fangede ham. Derfor valgte Dennis at studere til bachelor i informatik ved universitetet, men først efter omveje.

- Oprindeligt ville jeg være engelsklærer, beretter Dennis. - Jeg havde den opfattelse, at konkurrencen var hård i IT-branchen, og at jeg helt sikkert aldrig ville få et job.

Derfor startede Dennis som lærerstuderende i Malmø. Der gik dog ikke længe, før han kom på andre tanker. En særlig teknisk artikel om computerprogrammering fangede hans opmærksomhed og fik ham overbevist om, at han hørte til i IT-branchen.

- Det var på grund af den artikel, at jeg skiftede spor til informatik ved Lund Universitet. I kølvandet på min bachelor fik jeg arbejde som softwareudvikler i banksektoren. Det var indledningsvis meget interessant, men efter nogle år kom jeg til at savne et mere kreativt miljø, især fordi jeg ikke selv udviklede, men blot sad og skrev maskinekode dagen lang, som arbejdede jeg på en fabrik.

Dennis startede som lærerstuderende i Malmø, men der gik ikke længe, før han kom på andre tanker.

1

Dennis Ramberg

Dennis begyndte at tvivle på sig selv og det liv, han var havnet i. Var det nu det rigtige for ham?

- Oprindelig var det hverken programmering eller IT, der fangede mig. Det var det kreative. Jeg har altid gerne ville være webudvikler eller musiker, få lov at skabe ting fra bunden. Den slags drømme har det med at forsvinde, jo ældre man bliver, og et arbejde optager din opmærksomhed hver dag fra 8:00-16:00. Din dagligdag bliver presset, og al kreativitet forsvinder.

- Jeg blev mere og mere frustreret, som tiden gik, og til sidst indså jeg, at der ingen anden mulighed var end at kvitte mit arbejde. Jeg sagde op, flyttede hjem til mor og startede på mit helt eget spil. Nu jeg tænker over det, lyder det måske ikke særligt glamourøst, men det gav mig overskud, griner Dennis.

Til at starte med var planen at lave et firma, der var finansielt gangbart. Dennis havde hørt, at det var en god idé at fokusere på mobilspil og få sit spil ud til så mange mennesker som muligt og deraf leve af reklamekroner. Han bloggede om tanken på et kommercielt spilsite, og så ændrede alting sig.

- Jeg skrev et indlæg, hvor jeg forklarede, hvordan jeg havde opgivet mit arbejde til fordel for spiludvikling. Tilbagemeldingerne var fantastisk positive, erindrer Dennis.

I det øjeblik blev der skabt et community omkring Dennis' spil. Han besluttede at holde det i live og aktivt inddrage det i sin udvikling.

- Jeg fik den idé at inddrage fællesskabet i min udvikling. En flok kreative hoveder med hver deres kompetencesæt, der kan hjælpe hinanden af lyst snarere end pligt. Og det blev starten på Pixel Shade, forklarer Dennis.

Den dag i dag består Pixel Shade af tre personer: Gustav, Dennis og Evelina. Gustav var med fra starten, straks efter at have læst Dennis' blogindlæg, og Evelina hjælper til fra sidelinjen, imens hun studerer. Når hun engang bliver færdig, skal hun på fuld tid i Pixel Shade, er planen.

Spillet, som de tre arbejder på, hedder catnip og har som navnet antyder en kat i hovedrollen.

3

Spillet, som de tre arbejder på, hedder catnip og har som navnet antyder en kat i hovedrollen. Oprindelig var det planen, at spillet skulle være af mere komisk karakter, men løbende samtaler mellem de tre fik spillet til at skifte karakter.

- Udenpå ser det meget sødt ud, men under overfladen gemmer sig et alvorligt spil med mange voksentemaer. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, for idéer kommer og går, og vi er endnu tidligt i forløbet, men som der ser ud nu, bliver det et mere alvorligt spil, end oprindelig tiltænkt.

Dennis fortæller videre, at han håber, catnip vil gribe folk. Er der noget, der kan vække folks følelser, er det empati for dyr, og det spiller catnip meget på. Det er en fiktionel fortælling om en kats liv, delvist inspireret af Dennis' egen rejse over de seneste par måneder.

- Det er ikke min historie eksakt, men forskellige tematikker fra mit liv lagt ind i spillet, indrømmer han.

Gustav og Dennis, der i øjeblikket er mest aktive omkring projektet, arbejder fra hver deres del af Sverige. Dennis sidder langs sydkysten, mens Gustav holder til i Stockholm. Selve arbejdet foregår over chat og telefon. Dennis fortæller, at Gustav typisk sender musik til ham, og at han tilsvarende sender grafik til Gustav. På den måder får de løbende feedback på hinandens idéer. Dennis lægger dog ikke skjul på, at det helt sikkert bliver nødvendigt for dem at mødes fysisk, når spiller nærmer sig den afsluttende fase.

- Det gælder om at få det hele til at passe sammen, ikke mindst teknisk, hvor der endnu er en del arbejde at gøre, og til det får vi behov for at kigge hinanden i øjnene, griner Dennis.

2

Catnip bliver ikke bygget i Unity, som ellers i øjeblikket er den foretrukne spilmotor blandt indieudviklere, men på et helt særligt setup, som Dennis havde en smule erfaring med forinden.

- Da jeg startede ud med spiludvikling, var jeg ét stort spørgsmålstegn. Hvor starter jeg? Det var selvsagt for meget arbejde at bygge sin egen spilmotor fra bunden, plus den var helt sikkert ikke blevet god. Derfor begyndte jeg at søge efter eksisterende løsninger. Eftersom at spillet skulle være i 2D, undlod jeg at kigge på de store kommercielle 3D-motorer. I stedet faldt jeg over et værktøj, der hedder Construct. Construct er ikke så stærkt et værktøj, men det er simpelt og baseret på en standard, jeg var vant til at arbejde med, HTML5, og så er det velegnet til 2D, forklarer Dennis.

Vi spørger Dennis, hvad han har af tips til andre, som går med en spiludvikler i maven, men ikke tør realisere drømmen.

- Jeg tror, vi på mange måder er ødelagte af samfundets normer. Mange tror eksempelvis, at de skal have en bestemt uddannelse for at lave spil eller en særlig dyb teknisk indsigt. Det behøver man faktisk ikke. Der er mange spilmotorer derude, hvor du slet ikke behøver at programmere, eller hvor du kan nøjes med at supplere med simple scripts, som du kan lære dig selv. Man lærer en masse nye ting, når man laver spil, og det i sig selv er tiden investeret værd. Viden bliver med dig hele livet igennem, forklarer Dennis.

Catnip er som sagt endnu i den indledende face, og ifølge Dennis vil det tage to til fire år, før det udkommer til iOS og Android. Selvom det er lang tid at leve hos mor og uden fast indtægt, forklarer Dennis, at han ikke et sekund har fortrudt det valg, han tog, da han sagde sit velbetalte, men kedelige arbejde op for at forfølge drømmen som spiludvikler.

Du kan læse mere om Catnip på deres officielle hjemmeside og på Instagram, hvor der løbende bliver postet opdateringer fra spillet.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...