Eurogamer.dk

ESO: Tamriel Unlimited - Anmeldelse

Bethesda konsol-mmo er en skygge af Skyrim

Tamriel Unlimited er et ordinært masseonlinespil, hvis ankomst på konsollerne intet nævneværdigt gør for genren eller serien.

ZeniMax Online Studios meldte sig for alvor på den store MMO-scene i april sidste år, da de udgav Elder Scrolls Online til PC. Tiden efter PC-udgivelsen var mildest talt turbulent for spiludviklerne, herunder forsinkelser på den lovede konsolversion. Jeg var selv en del af PC-betaen, så vidste, hvad jeg havde i vente med konsolversionen, troede jeg.

Ved første øjekast fristes man til at sige, at ZeniMax har begået en regulær genistreg. Væk er bekymringen om man mon kan finde danskere på server nr. 23. Servervalget er simpelthen kogt ned til to valg, North America eller Europe.

Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited har den, af mmo-standarder, mest omfattende character creation, jeg nogensinde har set. Det er imponerende, hvordan der er lagt vægt på, at alt hvad der menneskeligt muligt kan ændres på, ændres kan. Men det er også her, jeg første gang stifter bekendtskab med ESO's første finurlighed. Imperial-racen er ikke mulig at vælge foruden den særligt indkøbte Imperial Edition af spillet og sådan går oplevelsen ellers igen, da jeg bliver tilbudt at købe adgang til ESO Plus til 99 kr. pr. måned.

1

Man kan ganske vidst vælge ESO Plus fra, helt uden tvang, men hvis man vil være med fremme sammen med alle de andre seje børn, er medlemsskabet nærmest af altovervejende nødvendighed, og det er en skam. Yderligere virker de fire forskellige valgbare figurklasser som lige lidt nok, og uden indgående kendskab til universet, har man ikke en jordisk chance for at vide, hvem der kan heale eller tanke. Måske et bevidst valg fra udviklerne, men omvendt et underligt valg, for det er netop i spillets spæde start, at spilleren skal holdes i hånden.

Spillets tutorial starter hårdt ud: Du er død og skal kæmpe dig tilbage til Tamriel. Efter en introduktion til spillets mekanikker finder du hurtigt ud af, at det er en god idé dels at holde (LT) inde, når den onde fjende svinger sin enorme økse din vej, men også at det er mindst lige så god en ide at slå tilbage med (RT) og gerne indtil den onde fjendemand lægger sig ned på jorden uden at rejse sig op igen.

Man kan ganske vidst vælge ESO Plus fra, helt uden tvang, men hvis man vil være med fremme sammen med alle de andre seje børn, er medlemsskabet nærmest af altovervejende nødvendighed.

2


Med disse konstateringer i bagagen åbnes porten til den store favre underverden. Du er nu klar til at begå dig med de andre spillere, og det er hér, det går galt anden gang. Ud springer det med det ene opfindsomme navn efter det andet, XxX TuRd XxX og navne jeg end ikke tør skrive her vælter rundt i underverdenen. Som hovedløse kyllinger leger man follow the leader uden helt at vide, hvem man følger, og hvem der egentlig er lederen.

Til min store forskrækkelse erfarede jeg, at mange mennesker åbenbart ikke er klar over, at deres Kinect agerer mikrofon for deres private samtaler og skældud på de små poder der higer efter opmærksomhed, mens mor og far bare gerne vil op til overfladen og opleve Tamriel endnu engang.

Til min store forskrækkelse erfarede jeg, at mange mennesker åbenbart ikke er klar over, at deres Kinect agerer mikrofon for deres private samtaler.

3

Et Tamriel, der iøvrigt ikke ligner sig selv sammenholdt med Skyrim. Det både ser, lugter og smager væsentligt bedre i Skyrim. Spillets grafik tjener ikke Xbox One meget retfærdighed. I min gennemspilning oplevede jeg også et meget ujævnt billede, der kan tyde på, at spillet ikke kører optimalt på Xbox One, her springer et par tanker op i hovedet, for hvad har ZeniMax mon brugt året med udskydelser på? Det må nødvendigvist konstateres, at tiden ikke er brugt på en ordentlig Xbox One-optimering af deres spil.

Egentlig er Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited en sjov størrelse. Det er et MMO, men det behøvede det egentligt ikke at være. Den dybe fortælling fra andre Elder Scrolls-spil synes druknet i jagten på endnu et level. Skill-systemet er enormt omfattende og nærmest umuligt at blive helt klog på. Det personlige, høje, ja nærmest nidkære niveau, der har præget de tidligere spil synes forduftet.

4

Det illustreres på fornemmeste måde i løbet af flere missioner, bl.a. under en opgave, hvor man skal indhente hemmelige dokumenter i en to-etages villa. Straks man sniger sig ind i bygningen vælter TeenMoM85412 og XxX TuRd XxX rundt i selvsamme villa, hoppende op og ned af trapperne og babyvrælende. Det tager lidt af rollespilsoplevelsen. For bedst som man tror, man er alene, så er man det aldrig på de rigtige tidspunkter i ESO. Som udvikler kunne man i stedet have brugt krudtet på at lave instances, som man ellers flittigt bruger så mange andre steder i spillet, bare ikke på de smartest steder.

Selvom det i sig selv måske lige er friskt nok at anmelde et stort MMO blot ni dage efter udgivelsen på konsol, må jeg desværre sande, at selv ni dage i en onlineudgave af Tamriel er mere end rigeligt for mig. Jeg er skræmt væk og vender ikke tilbage.

The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited blev testet på Xbox One. Spillet er ude nu.

ESO: Tamriel Unlimited - Anmeldelse Morten Jansen Bethesda konsol-mmo er en skygge af Skyrim 2015-06-23T10:00:00+02:00 3 5

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...