Eurogamer.dk

Bloodborne - Anmeldelse

Et anderledes bæst

Hvordan følger man op på en af nyere tids største spilsucceser? Det spørgsmål har Dark Souls-skaber og præsident for det japanske udviklerhus From Software Hidetaka Miyazaki helt sikkert stillet sig selv mange gange over de seneste par år, som han har brygget på sit nye action-rollespil Bloodborne.

Man kan gøre som kollegerne; lave en direkte opfølger, der holder sig til grundformularen uden de store afvigelser, men som altid vil stå i skyggen af sin forgænger, eller man kan ryste posen og komme op med noget nyt og andet.

Mere end to ugers selskab med Bloodborne afslører, at Miyazaki mestendels har adopteret sidstnævnte løsning. Nok deler spillet stærke træk med Souls-serien, men bag det gustne univers og den ubarmhjertige spilmekanik gemmer sig et helt andet bæst af et spil.

1

Bloodborne er på godt og ondt et mere fokuseret, men også simplificeret Souls-spil. Først og fremmest er gameplayet noget hurtigere end Souls. Uden skjold og tunge rustninger ligger nøglen til sejr i offensiv spillestil, hurtige undvigemanøvrer og konsekvente angreb.

Ja, Bloodborne opfordrer manisk til hack-and-slash; aggressoren har som udgangspunkt altid fordel i kamp, og selv når det går galt, belønnes man ved hurtige modangreb, da det tilbagefører den tabte energi. Har en savtakket tohåndsøkse, eller et hvilket som helst andet våben fra det outrerede arsenal af rædselsinstrumenter, direkte vej mod ens ansigt, kan en hurtig manøvre med håndpistolen paralysere fjenden med efterfølgende mulighed for fuldstændig at molestrere dem.

Resultatet er et hurtigt og potent kampsystem, der kan få hjertet til at banke på selv den mest erfarne Souls-spiller, og som stimulerer helt eminent, når man trækker sig sejrrigt ud af kamp. Men resultatet er også et mere låst system, hvor spillestilen er fastlagt og udstyr føles mere eller mindre identisk. Bloodborne er en verden af hurtige dræbermaskiner; her er ingen magikere, præster, barbarer og hvad vi ellers kender fra Souls-spillene. Mere action- end rollespil, altså.

Bloodborne er på godt og ondt et mere fokuseret, men også simplificeret Souls-spil.

2

Det er i sig selv ikke et kritikpunkt, men det fjerner meget af den alsidighed, folk har lært at kende og elske Miyazakis spil for. Det medvirker også til en generel afmystificering af spillets univers. Bloodbornes groteske skildring af et victoriansk london er nok mageløst flot, og især banedesignet i en liga for sig, men indholdet til de mange områder er mere generisk, end hvad vi har lært at forvente fra From Software.

Et langt mindre antal figurer befolker Yharnam og omegn, hvilket betyder færre sideopgaver at løse, og det samme kan siges om antallet af udstyr og genstande at finde, der til sammenligning med forløberne føles en anelse skrabet. I spil hvor udforskning spiller så stor en rolle, bliver det i sidste ende kritisk, at indhold mangler, især når man insisterer på at slå så stort et univers op. For ikke at nævne, at det drastisk nedjusterer fornøjelsen ved gentagne gennemspilninger.

Inderst inde er det som om, at Miyazaki og co. godt er klar over, at Bloodborne til tider har svært ved at fylde sit store univers ud med interessant indhold, derfor tilblivelsen af de tilfældigt genererede baner kaldet Chalice Dungeons. Her kan spillere i bedste roguelike-stil dykke ned i altid foranderlige baner med vekslende udstyr at vinde.

Bloodbornes groteske skildring af et victoriansk london er mageløst flot, og især banedesignet i en liga for sig, men indholdet til de mange områder er også mere generisk, end hvad vi er vant til.

4

Det fungerer godt, især fordi fjender og udstyr roteres på interessante måder, men stadig et system, der har lidt vej igen. Især det faktum, at det ved flere spillere kun er hosten, der får gemt sin fremgang, holder Chalice-systemet, der ellers skulle have været Souls-serien første spændende eventyr ud i fuldbyrdet co-op, tilbage.

From Software har altid været kendt for deres latente historiefortælling, hvor trådene skulle samles ved at dykke ned i universet som helhed; dialogerne med indbyggerne, beskrivelserne af de mange sære genstande og udstyr osv.

I Bloodborne er der ikke meget af det, primært nogle kryptiske mellemsekvenser og ledetråde at gå efter, og det får historien til endnu mere at træde i baggrunden, nærmest til det punkt hvor den er ligegyldig. Hårde ord, måske, men det er den følelse, man sidder tilbage med, og det er en skam i henhold til at give fortællingen karakter.

Snarere er det, der driver en videre i spillet, en sadistisk lyst til at finde det næste store uhyre at slagte, og de leverer heldigvis varen. Bloodborne har nogle af de mest imponerende og frygtindgydende boss-kampe hidtil, alle tilpas forskellige fra hinanden til at man ikke kører død i dem. De fleste bosser har flere etaper, hvilket får kampene til at ændre karakter undervejs og tvinger en ud i at skifte taktik. Foruden at være spændende helt indtil sidste blodsdråbe gør det dem sjovere i co-op, hvor de små nuancer i figurerne bedre kan komplimentere hinanden.

Til syvende og sidst er det selvfølgelig de intimiderende boss-kampe og den tårnhøje sværhedsgrad, mange kommer for, når de spiller Souls, og her leverer Bloodborne varen trods den øvrige simplificering af mekanik og univers. Bloodborne, dermed, er et spil til seriens fans, umiskendeligt Souls, men så alligevel helt sit eget. På godt og på ondt.

Bloodborne - Anmeldelse Mark Elsberg Et anderledes bæst 2015-04-06T14:00:00+02:00 4 5

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...