Eurogamer.dk

Among Nobles - Preview af dansk brætspil

Dansk design på Kickstarter? We are intrigued...

Selfies anno 1500: mindre duckface, mere stirren

Kickstarter er et fascinerende sted. På den ene sider tillader den driftige iværksættere med gode idéer at kommunikere direkte med deres kundegruppe, på den anden side bliver det brugt at store firmaer for at spare på mellemleddene. Nogle gange går det over al forventning og der er lykke og glæde, mens vi andre gange ser at en slambert tager alle pengene og løber. Det er derfor ikke helt uinteressant at et dansk udviklerkollektiv med navnet Among Meeples har valgt at prøve kræfter med Kickstarter til deres design nummer to, Among Nobles. Eurogamer.dk har fået tilsnusket sig en prototype og kan derfor præsentere vores første brætspils-preview nogensinde. Prototypen er venligst udlånt af designerne.

1

Ikke overraskende er Henrik VIII god til at blive gift, og til at komme af med konen igen

Deres første design var en tung omgang rumkrig med et hav af komponenter, og måske derfor er Among Nobles et mere simpelt design baseret på kort for 3-5 spillere. Hver især styrer I udviklingen i et monarkisk dynasti i Europa, og med udgangspunkt i middelalderens fokus på stand og status er formålet at gifte sig til magt. I midten af bordet flyder de store konger og kejsere fra europæisk historie forbi i form af kort, alle med ikoner der angiver hvilke af spillets fire handlinger de kan gøre. I din tur får du dog kun lov at aktivere nogle ganske få af dine personer, med mindre de er blevet gift. Som alle ved skal kvinden følge manden, så hvis din stakkels, ensomme konge finder sig en kone skubber man hendes kort halvt ind under hans så kun hendes ikoner kan ses. De lægges direkte til mandens, så en handling der før gav nogle få penge giver nu både penge, prestige og magt. Det handler derfor om at finde kortkombinationer, med karakterer der supplerer hinanden.

Måden man bliver gift er egentlig ganske fiks og tematisk, for i bedste middelalderstil har kvinden ikke megen indflydelse. En spiller skubber ganske enkelt en singlefyr ud midt på bordet og erklærer højlydt at han leder efter en kone. Så må de andre spillere jo hellere finde en eller anden datter de kan præsentere for den friske ungersvend, men helst ikke en der er så god at de hjælper modstanderen for meget. Til gengæld får man prestige for at gifte sine døtre væk, så der er ingen fordel i at holde på dem til de bliver gammeljomfruer.

2

Ikke specielt sindsoprivende

Når de to turtelduer så er blevet gift kan de forhåbentlig begynde at få nogle børn. Nogle kvinder kan kun føde børn af et bestemt køn mens andre er mere fleksible, men fælles for alle er at disse nye børn bliver placeret under deres forældre. De starter således en helt ny generation af krigsgale regenter, der så skal ud og finde koner eller giftes væk. Dette bryder også med en eller fast rytme i genren, nemlig at ens kortkomboer ikke holder hele spillet igennem: når du når op på din fjerde generation dør oldeforældrene, og der er derfor en interessant dynamik gennem spillet fordi man løbende skal opbygge nye komboer.

Som kortkombinationsspil fungerer Among Nobles altså ganske fint, med mange overvejelser og nogle fine, om end noget simple mekanikker. At dine valg også påvirker modstanderne når du hugger deres uskyldige døtre er især dejligt i en genre der ellers er præget af manglende interaktion. Til gengæld er formålet med det hele ikke interessant på samme måde, for al denne planlægning og gifteri til højre og venstre ender i en kamp om at have flest brikker på et bræt. Point i form af prestige opnås ved at dominere forskellige provinser i midten af bordet, der hver især giver penge og/eller prestige. En af handlingerne hos dine royale herskaber er at placere tropper på disse provinser, og den spiller med flest får gevinsten. Det fungerer okay, det er ligetil og ikke et dårligt design, men man står tilbage med følelsen af at den egentlige morskab og interesse kommer af giftemålene og planlægningen af ens dynasti. Pointscoringen føles mere som et vedhæng for at give spillet et formål, hvilket naturligvis er nødvendigt om end det godt kunne have været bedre integreret.

3

Among Nobles har dags dato en uge tilbage på Kickstarter, og med rabat ved afhentning i Københavnsområdet er det bestemt en overvejelse værd. Vi har hørt hvisken i krogene om at der dumper et færdigt eksemplar ind til redaktionen når det er færdigproduceret, så tager vi naturligvis et kig på den endelige udgave.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...