Eurogamer.dk

Captain Toad's Treasure Tracker - Anmeldelse

En miniput blandt stjerner

Captain Toad's Treasure Tracker er nok en miniput-udgivelse, men det er charmerende og vellykket som få.

Det er normalt ikke meget, vi ser til Toad, Svamperigets ikoniske maskot, der sjældent får lov til andet end at opvarte Peach, Mario og alle de andre med royal tilknytning. I ny og næ bliver han slæbt med på eventyr, som i Super Mario Bros. 2, hvor han indgår på lige fod med prinsessen og de højtspringende Mario-brødre, men oftere end ikke er det i rolle af en bifigur.

Derfor kom det som noget af en overraskelse, da Toad fik sit helt eget minispil i forrige års kritikerroste Super Mario 3D World, hvor han selv tog på eventyr i jagten efter skatte og andre glanspolerede genstande. Minispillene havde form som små dioramer, fyldt med Rube Goldberg-lignende anordninger og spækket med mønter og andet lunefuldt til kistebunden. Målet var at nå stjernen for enden af banen, så Mario kunne bruge den i kampen mod Bowser.

De små Toad-dioramer var så populære, at Nintendo besluttede at gøre dem til grundlag for et selvstændigt spil, og, voila, her står vi med Captain Toad's Treasure Tracker.

1

Det er de enkelte dioramer og deres design, der bær Captain Toad's Treasure Tracker.

Treasure Tracker fungerer mere eller mindre eksakt som beskrevet ovenfor; Toad skal nå stjernen for enden af dioramet, dette ved at løse de indlagte gåder. Gåderne kan bestå i alt fra at gennemskue banens geografiske opbygning til at trykke på knapper i en korrekt rækkefølge til at besejre fjender ved at kaste roer efter dem. Senere, i takt med at baneintensiteten stiger, udvikler dioramerne sig til Super Mario-lignende tilstande med platforme, der falder ned om ørerne på en, men Toad kan ikke hoppe, så hvordan man overkommer dem, bliver en gåde i sig selv.

Det er de enkelte dioramer og deres design, der bær Captain Toad's Treasure Tracker. Banedesignet er suverænt godt. Ikke to ligner tilnærmelsesvis hinanden i udførsel, og sværhedsgraden er lige tilpas hele vejen igennem. Til de dygtige er der yderligere skatte at finde, samt et hemmeligt krav at opfylde, for at fuldføre banen til punkt og prikke. Der er med andre ord god grund til at vende tilbage til dem efter første gennemspilning.

Treasure Tracker er ydermere et af de få spil, der betragter Wii U'ens GamePad som en integreret del af oplevelsen, det på godt og ondt. Positivt er det, at gåderne kan bruge mikrofon- og touch-skærm som værktøjer, spilleren skal benytte for at komme igennem.

Treasure Tracker er et spil, der oser af charme. Dets glitrende æstetik og kulørte farvepalette er godt nok tyvstjålet fra Super Mario 3D World, men den passer glimrende også i denne mindre målestok.

2

Negativt er det til gengæld, at Nintendo insisterer på at bruge gyroskop-funktionaliteten til at dreje kameraet omkring dioramerne. Det fungerer ikke særligt intuitivt at skulle sidde stationær i sin sofa og dreje et diorama alle 360 grader ved at tilte GamePad-controlleren nænsomt ad begge akser, slet ikke i de baner, hvor touch- eller blæsekontrol indgår. Så er man bedre tjent ved at holde sig til den analog-pind, der er dedikeret samme formål.

Treasure Tracker er et spil, der oser af charme. Dets glitrende æstetik og kulørte farvepalette er godt nok tyvstjålet fra Super Mario 3D World, men den passer glimrende også i denne mindre målestok. Trods sin simplicitet er der er lagt en imponerende mængde arbejde i det audiovisuelle udtryk, med høj detaljegrad i animationer, effekter og lyd. Det er de mest simple ting, der kan bringe smilet frem hos spilleren; en fugl, der lander vilkårligt på hovedet af toad, til de små sitrende toner, der lyder, når han træder på krystal.

3

Som pakke er Captain Toad's Treasure Tracker en anelse tyndbenet, og de fleste vil have set, hvad der er at komme efter på en weekend. Dets omfang er udsædvanligt lille af et Nintendo-spil at være, og i den forstand er prismærket en anelse højt sat, men kvaliteten er tårnhøj og konceptet sublimt udført, så det er penge vel spenderet.

Når først Toad sætter afsted efter stjerner, guldmønter og andre glitrende genstande, er det svært ikke at blive forelsket.

8 / 10

Captain Toad's Treasure Tracker - Anmeldelse Mark Elsberg En miniput blandt stjerner 2015-01-07T12:00:00+01:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...