Eurogamer.dk

Never Alone - Anmeldelse

På rejse gennem eskimoernes iskolde legender

Never Alone er Limbo iklædt pels fra rensdyr - eller caribou, som de kalder dem i Alaska - og badet i skæret fra det arktiske nordlys. Et simpelt platformsspil med små gåder og en charmerende visuel stil. Men det er også et eksempel på, hvordan computerspil aktivt kan trække spilleren ind i et nyt univers og fortælle en historie på en engagerende måde. Og det bliver ekstra interessant, da det handler om en indfødt befolkningsgruppe, som vi næsten aldrig hører noget om, nemlig Iñupiat-folket fra den særdeles ugæstfrie egn omkring Beringshavet.

Kisima Inŋitchuŋa, som spillet hedder på Iñupiat-folkets eget sprog, er historien om pigen Nuna og hendes følgesvend, en lille hvid arktisk ræv. En uophørlig snestorm raser, og Nuna beslutter sig derfor at rejse fra sin landsby og finde dens kilde for at stoppe den og sikre sit folks overlevelse. Undervejs støder hun på en lang række særprægede væsner fra Alaskas folklore, som i den nordlige traditions tro kan være både skræmmende, hjælpsomme eller lidt af hvert. Det ville være synd at afsløre dem her, for hele pointen med spillet er at opleve og lære om Iñupiat-kulturen og dens fortællinger.

2013/articles//a/1/7/2/2/2/9/5/eurogamer-vfvv6q.jpg

Spillets visuelle udtryk og samspil med folkloren er det stærkeste side.

Gameplayet er mere eller mindre en undskyldning for dette, og det fungerer, om end det klart er spillets svage punkt. Du kan skifte mellem at styre Nuna og ræven, og de skal bruge hver deres evner for at komme videre. Nuna er en smule gumpetung og kan ikke hoppe særlig højt, men til gengæld har hun en bola, et traditionelt våben, som er beregnet til at fange fugle med, men som vores heltinde finder mange andre anvendelsesmuligheder til. Hendes lille hvide pelsede charmetrold af en ledsager er hurtig og kan klatre op ad lodrette vægge, og sammen kan de to klare alle de udfordringer, de står over for. Sammenholdet er også et gennemgående tema i Iñupiat-folkets fortællinger, og det bliver desværre meget sandt i virkeligheden, da spillet er temmelig akavet at spille alene. Når man skifter mellem Nuna og ræven, overtager en virkelig uintelligent AI nemlig partneren, og det resulterer desværre i en masse tåbelige dødsfald, hvor ens computerstyrede ven hopper i døden i forsøget på at følge med.

Kisima Inŋitchuŋa, som spillet hedder på Iñupiat-folkets eget sprog, er historien om pigen Nuna og hendes følgesvend, en lille hvid arktisk ræv.

2013/articles//a/1/7/2/2/2/9/5/eurogamer-frtgf4.jpg

Iñupiat-folkets legender fortæller, at dyr kan vise sig i menneskeskikkelse, når der er brug for det.

Det kan rettes ved at spille sammen med en ven, som overtager styringen af ræven, men det ændrer ikke på, at oplevelsen for en enkelt spiller ikke virker, som den skal. Dertil kommer en række bugs, hvor man fx er nødt til loade sidste checkpoint for at komme videre, da spillet pludselig ikke har lyst til at scrolle mere. Det virker som om udviklerteamet ikke har helt styr på Unity-motoren, som spillet kører på, men de skal til gengæld have stor ros for den måde, spillet integrerer folkloren på. Nunas interaktioner med alle landets mystiske ånder er særligt fine og fungerer som et strålende eksempel på, hvordan elementer i selve gameplayet kan være både funktionelle og symbolske. Dermed begynder spillets egen mekanik at føje subtile detaljer til selve historien, og dét er noget, mange flere spil bør gøre brug af. Det skulle bare have virket lidt bedre rent teknisk.

Nunas interaktioner med alle landets mystiske ånder er særligt fine og fungerer som et strålende eksempel på, hvordan elementer i selve gameplayet kan være både funktionelle og symbolske.

2013/articles//a/1/7/2/2/2/9/5/eurogamer-loy851.jpg

Den indbyggede dokumentarfilm om livet i Alaska er strålende produceret.

Det er synd, at spillet ikke er helt finpoleret, for vi er næsten i mål. Det visuelle udtryk er slående, og den overordnede historie fortælles meget stemningsfuldt af en indfødt fortæller med en stemme, der lyder som raslende sten og knagende sne. Undervejs låses der også op for 24 små bidder af en virkelig velproduceret dokumentarfilm, som afslører bidder af Iñupiat-folkets historie og traditioner, efterhånden som man støder på dem i spillet. Det er ganske tydeligt, at filmene er spillets virkelige agenda, og udviklerne fra Upper One Games har også lagt kraftig vægt på, at de er ejet af den indfødte befolkning og har udviklet spillet i tæt samarbejde med dem, men det er helt i orden, da materialet er et både oplysende og interessant indblik i en bevaringsværdig kultur. Never Alone ender dermed som et meget smukt kulturelt produkt, indhyllet i et udmærket, men ikke i sig selv bemærkelsesværdigt spil. Ræven er dog formentlig spilhistoriens sødeste.

7 / 10

Never Alone - Anmeldelse Jonatan A. Allin På rejse gennem eskimoernes iskolde legender 2014-11-25T13:00:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...