Eurogamer.dk

Dragon Age: Inquisition - Anmeldelse

Sådan træner du din drage

BioWare er tilbage med tredje Dragon Age-kapitel, Inquisition, der skriver sig ind i historien som et af alletiders bedste fantasy-rollespil.

BioWare har haft sit for med at tøjle fanbasen i kølvandet på den seneste Dragon Age-udgivelse tilbage i 2011. Ja, der var næsten ingen grænser for, hvor vrede folk blev, da det stod klart, at Dragon Age II forsøgte at udvide repertoiret og den potentielle kundebase ved at strømline en række kernekomponenter. Noget, de dedikerede og højtråbende fans mildest talt ikke bryder sig om.

Nu er det ikke fordi, det oprindelige Dragon Age var et spilmekanisk mesterværk uden fejl og mangler, men det repræsenterede noget, mange havde savnet. Et gedigent, veludført rollespil af den hedengangne Black Isle-skole, og det var mere, end mange nogensinde havde turde håbe på at se igen. Så da Dragon Age II kom og fjernede eksempelvis det turbaserede kampsystem til fordel for en hæsblæsende hack-and-slash-variant i realtid, var der selvsagt ballade.

Og sådan kan vi blive ved de to spil i mellem. For selvom kritikken af Dragon Age II hurtigt nærmede sig det hykleriske, stod det klart, at fanbasen krævede en tilbagevenden til seriens dyder. Det ses tydeligt i Dragon Age: Inquisition, også selvom vi må konstatere, at BioWare fortsat har den brede publikumspalette for øje.

Inquisition er på mange måder et møde mellem det gamle og det nye. Det maler et storslået, kompliceret og detaljerigt fantasy-univers, men fortæller en anelse banal hovedhistorie.

1

Inquisition er nemlig på mange måder et møde mellem det gamle og det nye. Det maler et storslået, men også kompliceret og detaljerigt fantasy-univers, kun de allermest dedikerede vil have tålmodigheden til at fordybe sig i, mens hovedhistorien på den anden side er en ganske traditionel heltefortælling med protagonisten, spilleren, i konstant centrum. Du er den udvalgte, og kun du kan bringe verden på fode igen. Banalt, men tiltalende for det brede publikum i et, fornemmer man, forsøg på at imitere Bethesdas kommercielle megasucces, Skyrim.

Heldigvis betyder det ikke, at Inquisition fortaber sig i overflade og fortællemæssige trivialiteter, tværtimod. Strukturelt er det en rammefortælling med en masse iboende sideforløb, og her er der masser af politik, religion og filosofi, endsige dramatik og intrige at finde. Ikke mindst de mange følgesvende til spilleren er genstand for sjove sidehistorier, og at lære dem at kende er en af spillets store fornøjelser.

BioWare er rigtig dygtige til at skrive figurer, der transcenderer de klassiske arketyper, hvilket både gør dem interessante at omgås, men også svære at gennemskue. Og da meget af Dragon Age: Inquisition handler om at være på god fod med de rigtige mennesker, hvis da ikke man ønsker at vende alle imod sig, gør figurernes kompleksitet spillet ekstra interessant.

BioWare er rigtig dygtige til at skrive figurer, der transcenderer de klassiske arketyper, hvilket både gør dem interessante at omgås, men også svære at gennemskue.

2

Som spil er Dragon Age: Inquisition en tilbagevenden til det åbne Origins snarere end en fortsættelse af toerens lineære struktur. I praksis fungerer Inquisition som et MMORPG, blot uden masseonlinedelen. En åben verden inddelt i mindre områder af ca. 10-15 timers varighed, komplet med quest-hubs, NPC'er, collectables osv. Dem, der hurtigt vil videre i hovedhistorien kan holde sig til det såkaldte main-quest, mens de grundige vil finde hvert område et spil i sig selv at fuldføre.

Scopet for Inquisition er majestætisk, grænsende til det overrumplende. Der er så meget indhold i spillet, at vi nemt taler 100+ timer for en gennemspilning, og hvad yderligere imponerende er, så holder content et generelt tårnhøjt niveau. BioWare undgår at falde i fælden med grind-tunge quests til fordel for en blanding af lange og korte opgaver. De lange opgaver sikrer den røde tråd rundt i områderne og sørger for, at man får set det hele, mens de korte opgaver holder spilleren konstant beskæftiget. Elegant og effektivt, hvorfor man sjældent keder sig, selv hvis man vælger at komme rundt i alle hjørner.

Kampene i Inquisition er nok spillets ene achilleshæl, fordi de sjældent tvinger spilleren ud i at ændre taktik, i hvert fald ikke på standardsværhedsgraden, som de fleste vil opleve. Det skyldes flere ting.

Kampene i Inquisition er nok spillets ene achilleshæl, fordi de sjældent tvinger spilleren ud i at ændre taktik, i hvert fald ikke på standardsværhedsgraden.

3

For det første er det åbenlyst, at BioWare har haft fokus på realtidskampene, hvor man kun styrer en enkelt person af gangen og ellers kæmper som ethvert andet action-rollespil set fra tredjeperson. Der er ikke så meget at holde øje med, da ens følgesvende fint klarer skærerne selv, og de fleste kampe handler altså blot om at gentage den samme rutine af angreb og evner. For det andet er det taktiske system ikke særligt godt til at give overblik. Nok sættes spillet på pause, og man har tid til at planlægge sit næste træk, men kameraet er hverken særligt fleksibelt i forhold til at monitorere slagmarken, og ej heller er det muligt at arrangere en kø af handlinger.

Det betyder dog ikke, at det som sådan er kedeligt at bekæmpe fjender i Inquisition. Audiovisuelt er kampene en fornøjelse, en myriade af flotte effekter, og den underliggende loot-model gør det spændende at høste frugten af sit arbejde gang efter gang. Derudover slutter en ny følgesvend fra tid til anden sig til gruppen, og en konstant rotation i disse sikrer, at der opstår en nogenlunde variation i kampene.

Et kæmpe spil med mange systemer, der spiller sammen som en symfoni, smukt og gnidningsfrit, og som aldrig føles unødigt oppustet.

4

Man kunne blive ved med at beskrive Inquisitions mange positive facetter. Et crafting-system, der for en sjælden gangs skyld er sjovt og frugtbart at beskæftige sig med, samt et originalt makrostrategisk brætspil om inkvisitionens spredning rundt i landet er blot to eksempler på BioWares raffinerede forståelse for genren. Et kæmpe spil med mange systemer, der spiller sammen som en symfoni, smukt og gnidningsfrit, og som aldrig føles unødigt oppustet.

Dragon Age: Inquisition er ikke bare en mere end værdig opfølger til Origins, skruet sammen præcis som fanskaren ønsker, det er et af de bedste fantasy-rollespil i nyere tid.

9 / 10

Dragon Age: Inquisition blev anmeldt på PlayStation 4. Spillet er ude nu.

Dragon Age: Inquisition - Anmeldelse Mark Elsberg Sådan træner du din drage 2014-11-20T09:00:00+01:00 9 10

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...