Eurogamer.dk

Borderlands: The Pre-Sequel - Anmeldelse

Månen tur-retur

The Pre-Sequel er en udmærket snack, mens vi venter på et mere fuldbyrdet Borderlands 3.

Borderlands er på mange måder en forunderlig størrelse. En serie, hvis originalitet er letkøbt og spilmekaniske systemer overfladiske, men som alligevel formår at tryllebinde gang efter gang, ikke mindst kommercielt. Med hver ny udgivelse topper det salgslisterne, ligesom det formår at imponere et anmelderkorps, der nok bemærker nogle iboende problemer, men alligevel må konstatere, at det som samlet pakke leverer varen.

Det samme mønster gør sig gældende i den tredje Borderlands-udgivelse med undertitlen The Pre-Sequel, der umiskendeligt ligner sin forgænger, positivt såvel som negativt, men som man ikke kan holde op med at spille, før rulleteksterne løber over skærmen.

The Pre-Sequel, med andre ord, føles som en stor udvidelsespakke snarere end et egentligt nyt Borderlands-spil. Der er selvfølgelig fire nye figurer at mestre, en ny kampagne at spille igennem, samt gazilioner af nye våben at finde, men den underliggende mekanik er nær identisk.

For de uindviede er Borderlands en fusion mellem to af tidens største genrer, skyde- og action-rollespillet. Resultatet af en hed nat mellem Halo og Diablo døbt i cel-shade-teknikkens karikerede look. Det handler om at skyde fjender, mange fjender, som taber gradvist mægtigere våben for spilleren at samle, så man kan skyde endnu flere fjender. Og det virker.

Det handler om at skyde fjender, mange fjender, som taber gradvist mægtigere våben for spilleren at samle, så man kan skyde endnu flere fjender.

1

Selvom våbenfølingen i Borderlands fortsat er en anelse tam; det føles praktisk talt som at skyde med slappe luftpistoler, og fjenderne står som monumenter, indtil de falder, har udviklerne så godt styr på deres trædemølle, at man konstant higer efter nyt og vildere udstyr. Der er ikke noget som at se en fjende falde om i en regn af dollarsedler og assorterede rifler, for derefter at træde nærmere og finstudere gevinsten. Spændingen ved om der mon ligger et nyt og mægtigere våben, der kan øge ens angrebspotens.

Når denne vanedannende cirkel først har greb om spilleren, er der ingen vej ud, ej heller selvom Borderlands, og The Pre-Sequel i særdeleshed, er slem til at kede med sine trivielle grænsende til det stupide side-missioner af helt traditionel karakter. Hent den her dingenot, bring den til ham her fidusen på den anden side af kortet. Skaf hernæst 50 våben, der tager i gennemsnit fem minutter stykket at finde, og aflever dem ved den her postkasse i midten af ingenting. Vend dernæst tilbage til ham fidusen og få en ny mission, der minder umiskendeligt om den foregående.

The Pre-Sequel, i særdeleshed, er slem til at kede med sine trivielle grænsende til det stupide side-missioner af helt traditionel karakter.

2

Anbefalelsesværdigt, derfor, at man holder sig til spillets hovedhistorie, og springer de mest gentagende af side-missionerne over. Der er et udmærket tempo på The Pre-Sequel, ikke mindst fordi det er noget kortere end sine forgængere, men også selve handlingen har mere pondus. Som navnet antyder finder det sted før de øvrige spil i serien, men beskæftiger sig i høj grad med figurer introduceret i Borderlands 1 og 2. Handsome Jack, Moxxi m.fl. er alle med, og deres interne relationer sættes i nyt lys, som man følger spillets fremgang.

Borderlands-veteraner vil helt sikkert få mest ud af de mange krydsreferencer på tværs, men nykommere kan også more sig over den generelt gakkede og løsslupne fortællemåde. Udviklerne er gode til at trække på populærkulturens diskurs, som når man i spillet støder på et maskingevær forseglet i en sten, som kun den rette arving kan gøre krav på, eller når man pludselig står ansigt til ansigt med stenblokken, monolitten, fra Rumrejsen 2001 og et virvar af farver og mystik følger.

Borderlands-veteraner vil helt sikkert få mest ud af de mange krydsreferencer på tværs, men nykommere kan også more sig over den generelt gakkede og løsslupne fortællemåde.

3

Det er 2K Australia, og altså ikke Gearbox selv, der står bag Borderlands The Pre-Sequel, og foruden det morsomme faktum, at nær alle figurer i spillet nu snakker med australsk accent, bringer de lidt nyt til bordet. The Pre-Sequel foregår på månen, og derfor introducerer spillet en ilt-mekanik, som fordrer at spilleren på alle tider holder sin iltreserve intakt, hvis ikke vedkommende ønsker at dø af iltmangel.

Det kunne have udgjort en gene konstant at skulle monitorere sin beholdning, men det er til at overskue. Omvendt bruger de det aldrig rigtig i fjende- eller missiondesignet, så mekanikken står tilbage lidt ligegyldig. At man nu også kan hoppe højere end tidligere, grundet den mindskede tyngdekraft, er ogå mestendels en biting.

De fire nye figurer er godt balanceret og sjove at spille, undtaget den sandsynlige fan-favorit Claptrap, hvis specialevne er tilfældig fra gang til gang. Det gør ham kaotisk og utilregnelig i strategiske sammenhænge, eksempelvis under raids, men for sjovs skyld et ganske underholdende bekendtskab.

Borderlands The Pre-Sequel er altså på alle måder henvendt de eksisterende Borderlands-fans, der ikke kan få nok af de gakkede figurer og det simple, men effektive gameplay.

4

Borderlands The Pre-Sequel er altså på alle måder henvendt de eksisterende Borderlands-fans, der ikke kan få nok af de gakkede figurer og det simple, men effektive gameplay. En glimrende snack, der tager den værste sult, men som ikke for alvor stiller sulten efter et mere fuldbyrdet Borderlands 3.

7 / 10

Borderlands: The Pre-Sequel - Anmeldelse Mark Elsberg Månen tur-retur 2014-11-04T14:00:00+01:00 7 10

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...