Eurogamer.dk

The Evil Within - Anmeldelse

Ondskabsgasme

En halv time inde i The Evil Within har du i rollen som den hårdkogte politimand Sebastian Castellanos været på et sindssygehospital, set dynger af lig og bogstavelig talt vadet I en flod af blod. Du har set en mand teleportere, du er blevet jagtet af en galning med indvoldsindsmurt slagterforklæde og snerrende motorsav, og du har set så mange ildevarslende symboler, at selv Rick Grimes ville have lagt mærke til dem. "There's something wrong with this place" mumler Sebastian indsigtsfuldt, efter at have funderet over sagen i et stykke tid. Intet går tilsyneladende hans skarpe detektivinstinkter forbi.

Og så går verden under.

2

Hmm... Der er muligvis noget galt med det her sted.

The Evil Within er et nyt survival horror-spil fra Shinji Mikami, som vi selvfølgelig alle kender for Resident Evil, men som i de senere år har stået bag perler som God Hand og Vanquish, der satte nye standarder for vild action med glimt i øjet. Kronen på værket er dog Resident Evil 4, et spil, som egenhændigt fuldstændig redefinerede, hvad man kunne forvente fra survival horror-genren, som Mikami selv populariserede med det første Resident Evil. Det fjerde kapitel i serien var stramt opbygget, kitchet, blodigt, morsomt, sine steder skræmmende og altid, altid underholdende. Det var et relativt langt spil, men man kedede sig på intet tidspunkt.

Det er som at befinde sig midt i slutscenerne i Cabin in the Woods, bare uden hele den intelligente forhistorie.

Derfor har der været enorme forventninger til The Evil Within, men det er klart helt fra starten, at der er noget galt. Spillet falder over sig selv for at skabe en uhyggelig stemning, men det har tilsyneladende glemt, hvordan man gør. I stedet får vi serveret en trippel blodig ondskabsburger med ekstra ondskabssovs, satanisk råddenskabsost og syremarineret djævleagurk, som slet ikke til at gabe over. Efter en utrolig kort introsekvens, hvor man dårligt nok lærer spillets dybt uinteressante hovedpersoner at kende, vælter det ind med horrorklicheer, fuldstændig uden nogen form for spændingsopbygning. Det er som at befinde sig midt i slutscenerne i Cabin in the Woods, bare uden hele den intelligente forhistorie. Man kunne så forledes til at tro, at Mikami havde valgt action-horrorvejen, som James Cameron med succes gjorde i Aliens, men The Evil Within har ikke det actionorienterede gameplay og distancerende selvironi, som Resident Evil 4 havde. Det er og bliver et ægte, gammeldags og brutalt survival horror-spil, hvor du aldrig har ammunition nok til at gøre en flue fortræd.

1

Jep, der er noget galt med det her sted.

Jeg er nødt til at være lidt personlig i et øjeblik, for Mikami er en af mine store helte. Jeg hadede de første 8 timer af det her spil. Det har et antikveret spildesign, som forsøger at appellere til et moderne publikum ved at tidoble mængden af uhyggelige elementer, hvilket i stedet reducerer det til et larmende freakshow, der er forbløffende lidt skræmmende. Hertil kommer det pinligt dårlige manuskript, som ofte er på "Jill sandwich" og "master of unlocking"-niveau, leveret af skuespillere, som er næsten lige så dårlige som dem, der gav os de nu berygtede replikker fra Resident Evil 1. Styringen er horribel, samme koncept som Resident Evil 4, men væsentligt mere upræcis. Og grafikken er, selv om den har sine øjeblikke, gnidret, flimrende, fyldt med fejl, plaget af grotesk svingende framerates og indrammet af to store, fede sorte bjælker i toppen og bunden af skærmen, som uden at overdrive optager mere end 33 % af billedet. Ejere af biografer i CinemaScope-format er sikkert glade, men vi andre ender med et spil, hvor man som regel aldrig kan se hvad der ligger på jorden lige foran ens fødder. Andre har sagt det før mig, men det mest skræmmende ved The Evil Within er de tekniske problemer.

Mikami, du kan gøre det bedre.

Spillet skifter et par gear ned, tager en dyb indånding og begynder at blive godt. Sine steder endda rigtig godt.

Bizart nok behøver jeg ikke at vente på det næste spil fra den legendariske designers hånd for at få det bekræftet, for omtrent halvvejs gennem den 20 timer lange historie, hvor jeg personligt var på nippet til at give op, sker der noget. Spillet skifter et par gear ned, tager en dyb indånding og begynder at blive godt. Sine steder endda rigtig godt. Og dets forskellige elementer begynder at hænge bedre sammen og give bedre mening. Selv om Sebastian Castellanos stadig er en af de mest uinteressante hovedpersoner i mands minde, er hans psykedeliske, virkelighedsforvrængende oplevelser det ikke. Spillet når et punkt, hvor det lader til at indse dette, og Mikami burde have startet historien der, så vi alle sammen kunne have brugt de første 8 timer af vores liv på noget andet.

3

Det her sted? Helt sikkert noget galt.

I starten af spillet bliver Sebastian slået ud, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om resten af handlingen er hallucinationer eller virkelighed. I den første lange del af spillet kommer dette stort set kun til udtryk gennem bizarre sektioner, hvor han træder gennem smadrede spejle og ind i en alternativ, monokrom verden, hvor han selv er indlagt på et hospital, som bestyres af sygeplejersken Tatiana. I den alternative verden kan han også finde nye spor omkring, hvad der virkelig foregår, snakke med andre mystiske indlagte patienter eller opgradere sine evner ved brug af en speciel grøn gel, som findes rundt omkring i den virkelige (?) verden. Spejlene og den alternative verden er glorificerede save points, der altid signaleres med tonerne af Clair de Lune af Debussy, som klinger melankolsk fra en gammel pladespiller, men de er et fantastisk fint afbræk fra den groteske action. Der er noget Kubrick over dem, noget frakoblet og meget mystisk, og Tatianas kryptiske velkomstbeskeder bliver både skræmmende og betryggende.

I takt med, at sammenhængen mellem Tatianas hospital og Sebastians sindstilstand begynder at vise sig, sker der ting og sager i spillets primære handling, hvor man jager/bliver jaget af den sindssyge Ruvik, der med sine overnaturlige evner virkelig kan terrorisere. Ruvik kan dukke op når som helst, og det skaber en meget tiltrængt følelse af frygt, som endelig giver oplevelsen kød på benene. Spillet bliver også langt mere uforudsigeligt, og der begynder at dukke voldsomme bosskampe og velgennemtænkte sekvenser op. Her begynder vi at kunne genkende Mikamis personlige præg igen, og selv om det er lidt for lidt og lidt for sent til at redde spillet fra dets tekniske dæmoner, er den sidste halvdel af spillet en anbefalelsesværdig oplevelse, især hvis man er til virkelig hardcore survival horror-gameplay, hvor man aldrig er langt fra et grusomt endeligt. Spillet er smækfyldt med ondskabsfuldt placerede fælder og mekanismer, som med lidt snilde kan bruges til at ekspedere modstanderne, men som i kampens hede meget ofte laver Sebastian om til millionbøf.

4

Kun én forladt kørestol? Måske er der ikke noget galt alligevel, man ved aldrig...

Set som en kitchet B-filmsoplevelse med et brutalt og gammeldags gameplaydesign fungerer The Evil Within i sidste ende.

Det er også fedt at bruge sit møjsommeligt indsamlede "green gel", som findes i bøtter rundt omkring eller siver ud fra visse faldne modstandere, til at forbedre Sebastians evner og våben, som lidt efter lidt giver ham mulighed for at være ganske kreativ med sit offensive arsenal. Han kan blænde fjenderne, immobilisere dem med elektricitet, sætte landminer op, fryse dem til is, skyde dem på lang afstand, og på mange andre måder kombinere sine evner på måder, der resulterer i meget tilfredsstillende splatterfester. Det kræver dog, at der spares kraftigt på ammunitionen, og det gøres ved at bruge de førnævnte fælder eller Sebastians ultimative våben, tændstikker. Løbende fjender kan nemlig fældes med et enkelt pistolskud i benene, og derefter kan man tænde ild til dem med en velplaceret Tordenskjold. Én tændstik kan faktisk på denne måde tænde ild i en hel gruppe af normale fjender, hvilket dræber dem øjeblikkeligt. Det er en smule fjollet at se på, men det giver til gengæld en fed følelse af at have sparet en masse skyts til næste uundgåelige kamp. Den slags skæve ideer har spillet flere af, og det er absolut med til at gøre oplevelsen unik, omend man i andre tilfælde mere har lyst til at kalde den... speciel.

Set som en kitchet B-filmsoplevelse med et brutalt og gammeldags gameplaydesign fungerer The Evil Within i sidste ende. Vi kan ikke komme uden om, at det er klodset, plaget af graverende fejl - det fik endda min PS4 til at gå ned et par gange - og bizart opbygget, men inde under det grove ydre gemmer der sig et ægte Mikami-spil med strålende øjeblikke. Der sker ting i spillet, som vi aldrig har set før, men det er bare synd, at de gemmer sig i en syndflod af klicheer, vi har set alt for ofte og fejl, vi meget gerne ville have været foruden. Det har dog potentiale til at blive en kultklassiker, og det er jo ikke det værste, der kan ske for et horrorspil.

7 / 10

The Evil Within - Anmeldelse Jonatan A. Allin Ondskabsgasme 2014-10-18T12:10:00+02:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...