Eurogamer.dk

Bayonetta 2 - Anmeldelse

Fly me to the moon

Bayonetta er action-spillenes ukronede dronning, også selvom opfølgeren er blottet for nytænkning.

Provokerende, degraderende, ja, sågar diskriminerende. Det er ikke så lidt, Platinum Games' slagkraftige, dominatrix-klædte heks Bayonetta er blevet skudt i stilletterne siden 2009-debuten af samme navn. I spilindustriens verserende kønsdebat gjort til hovedsynder og nøgleeksempel på, hvor chauvinistisk kvindesynet fortsat er.

På overfladen fremstår hun da også øretæveindbydende, med sin afslørende påklædning og flirtende fremtoning, især med et så insisterende kamera, der gerne fanger hende fra diverse upassende vinkler. Indrømmet, suspekt ser det ud, og øjnene flakker da også nervøst, når spillet for femte gang på ligeså mange minutter introducerer et close-up af hendes skridt.

Men det er kun den halve sandhed om Bayonetta. Nok ligner hun en pubertær onanifantasi, men dykker man en anelse dybere, præsenterer sig en stærk, selvstændig karakter, der ikke står tilbage for nogen eller noget. Bayonetta tager vare på sig selv og sine nærmeste. Hun ligger ikke under for det modsatte køn, tværtimod fremstår de nogle fjolser i sammenligning med hende. Og, nåja, så er hun i øvrigt skabt og tegnet af en kvinde.

Derfor, er der et aspekt, som kendetegner Bayonetta fremfor noget andet, må det være selvsikkerhed. At det, med hjertet på rette sted, er okay at skeje ud, også selvom man går lige til grænsen med risiko for at krydse den. Det er i hvert fald den historie, spillet selv fortæller. For mange vil udskejelserne alligevel være nok til at gå spillet forbi, mens de for andre vil være et plat argument for en forudbestilling. Men det er nu engang konsekvenserne af hendes design, og set i lyset heraf er og vil Bayonetta altid være polariserende.

For mange vil udskejelserne alligevel være nok til at gå spillet forbi, mens de for andre vil være et plat argument for en forudbestilling. Men det er nu engang konsekvenserne af hendes design.

1

Guddommelige bøllebank

Selvom Bayonetta som figur fylder en stor del af spiloplevelsen Bayonetta, også i toeren, hvis største ændring synes at være det faktum, at Bayonetta nu er blevet klippet korthåret, har Platinum Games' hårdtslående action-spil så meget mere at byde på. Under overfladen gemmer sig det måske mest kompetente action-spil til dato med et kampsystem så finjusteret, at det nærmer sig perfektion.

Hvad enten det er imod småkravl eller gigantiske overjordiske skabninger kæmper Bayonetta med en uset bevægelighed og elegance. Stort set alle angreb kan gå over i hinanden, og et specifikt begreb kaldet dodge offset tillader Bayonetta at undvige undervejs for derefter at fortsætte sine øretæver. Resultatet er bogstaveligt talt en dans på roser, hvor kampene bliver defineret af spilleren selv snarere end spillereglerne, og det er meget elegant. Man føler sig som spiller i total kontrol, og hver kamp virker forskellig fra den næste, hvilket er en sjældenhed i genren.

Dertil hjælper det også, at Bayonetta 2 er vanvittigt godt pacet. Man når aldrig at få pusten ned, som de bindegale scenarier udfolder sig som var det perler på en snor. Så kaster Bayonetta sig på et surfbræt hovedkuls ind i en hvirvelstrøm, så galopperer hun afsted på en enhjørning, så adopterer hun vinger og tordner mod guds rige for at uddele bøllebank. Der er fart over feltet fra start til slut, og ikke et sekund keder man sig.

Bayonetta 2 er vanvittigt godt pacet. Man når aldrig at få pusten ned, som de bindegale scenarier udfolder sig som var det perler på en snor.

2

Det skyldes også, at Platinum Games er gode til at belønne spilleren med nye våben og gadgets, der øger Bayonettas offensive repertoire. De fungerer forskelligt fra hinanden, hver med deres styrker og svagheder, hvilket gør det spændende at skifte og eksperimentere blandt dem. Skal pistolerne på stilletterne og buen i favnen, eller hvad med de små knive på fødderne og en pisk til hænderne? Med et solidt antal våben og kombinationsmuligheder har man rig mulighed for at skabe sig sin egen spillestil, og med særegne evne- og animationssæt til hvert våben skifter spillet hurtigt karakter.

Som sådan bliver Bayonetta dog ikke stærkere. Hun er potent fra første sekund, og det er op til spilleren at oplåse den iboende styrke. Men det tager tid, for Bayonetta er et spil, der kræver forfinet hånd-øje-koordination og straffer ubarmhjertigt i begyndelsen. Der skal reageres på splitsekunder, hvis fjendernes angreb skal undviges, og i Bayonetta er forsvar det bedste angreb, så den timing er vigtig at forstå. Når man undviger, nemlig, opstår der midlertidig slow-motion kaldet witch time, hvor Bayonetta for alvor kan gøre livet surt for sine fjender, og der er her, nøglen til succes ligger. Det er et kampsystem, der altid beror på spillerens evner og aldrig snyder med uforudsete hændelser, og mestrer man det først, er følelsen simpelthen uovertruffen.

Bayonetta 2 er en fantastisk opfølger til et fantastisk spil, men det er også et spil, der imiterer sin forgænger i en sådan grad, at den uindviede vil have svært ved at se forskel.

3

Den samme garderobe

Bayonetta 2 er en fantastisk opfølger til et fantastisk spil, men det er også et spil, der imiterer sin forgænger i en sådan grad, at den uindviede vil have svært ved at se forskel. Den største tilføjelse kommer i form af et online co-op-element, hvor to spilleren kan slås sammen mod spillets store bosser. Det er sjovt uden at tilføje substantielt til oplevelsen. Hovedoplevelsen ligger fortsat i singleplayer-kampagnen, der denne gang er en anelse kortere, knap ti timer, med mulighed for at genspille på højere sværhedsgrader.

Historien er typisk sniksnak om engle, dæmoner og enden på verden, tilsat et satirisk aspekt af de traditionelle kønsrollemønstre. Bayonetta er omgivet af uduelige mandfolk, der gerne vil have fingrene i den selvsikre heks, men gang på gang får en kold vaskeklud i ansigtet. Disse banale vittigheder plastres ind over et ellers bombastisk plot, der trods i det mindste at hænge sammen ikke andet formål tjener end at servere den næste undskyldning for at slå på tæven.

En velkendt, men ualmindelig selvsikker opvisning fra Platinum Games, der slår fast med syvtommersøm, at når det kommer til action-spil, er der ingen over eller ved siden af Bayonetta.

4

Bayonetta 2 er altså mere af samme højpotente indpakning. En velkendt, men ualmindelig selvsikker opvisning fra Platinum Games, der slår fast med syvtommersøm, at når det kommer til action-spil, er der ingen over eller ved siden af Bayonetta.

9 / 10

Bayonetta 2 - Anmeldelse Mark Elsberg Fly me to the moon 2014-10-13T12:00:00+02:00 9 10

Kommentarer (12)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...