Eurogamer.dk

Driveclub - Anmeldelse

Vi er på vejen igen

Driveclub er et vellykket Gran Turismo light med stærke sociale aspekter.

Det har aldrig skortet med kompetente bilspil til Sonys PlayStation-platform. Fra sim-mastodonten Gran Turismo over arkaderacerne Motorstorm og Wipeout til de mere gakkede af slagsen såsom Crash Team Racing og Modnation Racers. Altid har Sonys populære hjemmekonsol været forbundet med brølende motorer og adrenalininducerende hastigheder, og det sågar til bilister i alle aldre.

Alt pegede da også i retning af, at den seneste i rækken, PlayStation 4, skulle være lanceret med en højoktansracer, men, ak, sådan gik det ikke. Britiske Evolution Studios, der står bag netop Motorstorm-serien, nåede ikke at gøre deres firehjulede satsning Driveclub klar til lanceringen sidste år, og derfor har PlayStation 4-ejere været vognløse i knap 12 måneder.

Nu er det her så, Driveclub, men har det været ventetiden værd, og hvor i feltet af historiske PlayStation-racere slutter det?

1

På kant med fysikken

For at svare på det spørgsmål, er det nødvendigt først at forstå, præcis hvad Driveclub er. Sonys PR-maskineri har været mindre dygtige til at forklare, hvor i spektret af bilspil, Driveclub befinder sig, og derfor vil der sandsynligvis være mange, som går til produktet med malplacerede forventninger.

Driveclub er hverken et nyt Gran Turismo, en Forza Horizon-konkurrent eller for den sags skyld en spirituel opfølger til Evolution Studios' egen Motorstorm-serie. Det rivaliserer hverken førstnævntes granulerede simulation af bilfysik og -mekanik, ej heller lokker det med majestætiske sandkasser, der frit kan udforskes i eget tempo.

Det betyder dog ikke, at Driveclub er uden evner, tværtimod. Under motorhjelmen gemmer sig nemlig et kompetent baneløbsspil, der nøjsomt betræder grænselandet mellem sim- og arkaderacer. Bilerne, et fint, omend sparsomt, udvalg af populære gadebiler til sportsvogne og formula-racere, føles overvejende løse i styrtøjet, men alle kræver de nænsom håndtering af speeder og bremse, hvis ikke man ønsker at ende i rabatten. Paradigmet fuld spade fra start til slut er altså ikke gældende her, også selvom Driveclub er mere overbærende i henhold til køretekniske egenskaber end mange andre bilspil.

Paradigmet fuld spade fra start til slut er altså ikke gældende her, også selvom Driveclub er mere overbærende i henhold til køretekniske egenskaber end mange andre bilspil.

2

Når det er sagt, er Driveclub et spil med fair konkurrence for øje. Det kan sjældent svare sig at bande på sine modkørende, og vover man at skyde genvej når muligt, straffer spillet prompte ved at holde på gaspedalen, indtil tidsgevinsten er udlignet. Den kunstige intelligens er kapabel uden på noget tidspunkt at blive unfair, og frem for alt fremstår den troværdig, som var det andre mennesker, der sad bag rattet.

Sammen fostrer det fair kørsel, hvor det overvejende betaler sig at følge idealinjen og holde afstand til de modkørende, også selvom der mestendels bliver ser stort på fysikkens love, skulle uheldet være ude og man får taget banden rundt i et sving eller spiller ping pong med konkurrenterne.

Grundmekanikken definerer altså Driveclub som et baneløbsspil for dem, der ikke gider timelange træningssessioner og minutiøse justeringer af bilernes finmekanik for at kunne konkurrere, endsige fuldføre en runde uden at snurre omkring en halv snes gange de første mange forsøg, men det til trods værdsætter en fair og nogenlunde troværdig bilsimulation.

Grundmekanikken definerer altså Driveclub som et baneløbsspil for dem, der ikke gider timelange træningssessioner og minutiøse justeringer af bilernes finmekanik for at kunne konkurrere.

3

Sammen er vi hurtigere

På trods af sin solide mekanik og kløgtige placering mellem to sub-kategorier af bilspil ville Driveclub være en relativt identitetsløs størrelse, var det ikke for dets sociale aspekt.

Som enkeltspiller er man henset til en relativt uinspirerende karrieredel, der mestendels består af korte udfordringer såsom at vinde løb eller slå på forhånd satte omgangstider i specifikke biler. Man bliver tildelt stjerner efter, hvor mange udfordringer, man klarer, og jo flere stjerner akkumuleret, jo flere missioner at vælge blandt. Ganske traditionelt.

Går man online, derimod, er oplevelsen straks en anden. Her bliver man del af en klub, der konkurrerer mod andre klubber i at være de hurtigste, skarpeste racerkørere på kloden. Klubber kan sende hinanden udfordringer, der løber over x antal dage, og så er det ellers op til medlemmerne at bidrage med det bedste forsøg. Vinder man duellen, og der er ranglistepoint at hente og nye biler at vinde til alle.

Også internt bidrager klubberne med et interessant perspektiv. Undervejs i de enkelte løb stiller spillet nemlig små udfordringer op baseret på ens holdkammerater præstationer af selvsamme. Det kan være eksempelvis være at holde den højeste hastighed gennem en chikane til at præstere det længste drift i et hårnålesving. Konstant dukker disse interne løb i løbet op, og det holder spændingen intakt fra start til slut.

Det er ikke nogen revolution, hvad Driveclub gør med sit sociale aspekt, men pakken er præsenteret på den helt rigtige måde, således man prioriterer sin klub og ønsker at bygge den større. Samtidig føder den enkeltspillerdelen med tider og præstationer at slå, så det ellers trivielle karrieredesign bedre kan træde vande.

Et solidt baneløbsspil, hverken fuldblods sim- eller arkederacer, der helt sikkert vil finde sit publikum blandt dem, som elsker uforpligtende fart.

4

Fornemmelser for fart

Med en ny generation af hardware forventes også et spring i audiovisuel kvalitet. Her lykkedes det kun delvist for Driveclub at imponere. Grafisk er det mestendels prangende, først og fremmest takket være en fuldstændig dynamisk vejr- og lyssætning.

Alle objekter i spillet bliver belyst dynamisk, og da vejret tilsvarende er omskifteligt, har du en situation, hvor to omgange, to løb, aldrig vil se ethundredeprocent identiske ud. Derudover har Driveclub en geografisk skala som få bilspil, også selvom alle dets baner er lukkede. Omkringliggende objekter er bygget efter faktisk størrelse i forhold til spilleren, hvilket giver en uovertruffen fornemmelse af fart.

Lyddesignet, derimod, er en mindre katastrofe. De fleste motorer er uigenkendelige fra hinanden, og sammenstød med terræn eller andre biler lyder som papkasser, der bliver skubbet mod hinanden. Især når set inde fra bilen virker lydbilledet afdæmpet og unuanceret.

Tager man den turbulente udviklingsproces og modsigende markedsføring i betragtning, er det overraskende, at Driveclub er endt en succes. Meget kunne være gået galt, men faktum er, at vi står med et solidt baneløbsspil, hverken fuldblods sim- eller arkederacer, der helt sikkert vil finde sit publikum blandt dem, som elsker uforpligtende fart og konkurrence uden for meget fyld. Et Gran Turismo light, dermed, der fint træder ind i rækken af kompetente PlayStation-bilspil.

8 / 10

Driveclub - Anmeldelse Mark Elsberg Vi er på vejen igen 2014-10-08T19:00:00+02:00 8 10

Kommentarer (8)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...