Eurogamer.dk

Command: Modern Air Naval Operations Wargame of the Year Edition - Anmeldelse

Spillet med det lange navn er blevet bedre - meget bedre

Vi er i nichernes land og her er der, som i Troldmanden fra Oz, lidt andre regler.

Spillet med den lange, og dermed fyldestgørende, titel, Command: Modern Air Naval Operations, er udkommet i en 'Wargame of the Year Edition' på Steam. Den nye udgave af spillet dækker over et helt års gratis opdateringer og forbedringer fra det kun fire mand store team der står bag spillet.

Vi anmeldte sidste år CMANO hvor vi bl.a. skrev:

"Noblesse oblige. Har Command: Modern Air Naval Operations, med sølvskeen, gjort det godt nok? Er det prisen værd når der findes et andet produkt derude der kan næsten det samme? Svaret er, nej, ikke helt. Ikke endnu. Jeg mangler stadig at se et sted hvor Command i design eller features fuldstændig, indiskutabelt, overtrumfer Harpoon."

Det er med glæde at vi kan fortælle, at sølvskeen er taget ud. Et helt års gratis opdateringer er umådelig, ja, nærmest uhørt, generøst og det har gjort spillet, der sidste år var en usleben diamant, til et rent ud sagt fremragende krigsspil der kan noget ingen andre spil kan eller har kunnet.

1

Måske er det pga anmelderens alder, men området mellem Grønland og England (GIUK) har en særlig plads i vores hjerte.

For det første, og det skyldes mest af alt community'et bag spillet, er der nu hundredevis af scenarier som man kan spille hvis man ikke selv har mod på at lege med scenarioeditoren. For det andet er spilmekanikkerne blevet forfinet i en sådan grad, at man med rette kan sige at det er et nyt spil.

Hvis man skal prøve sig frem med en ufuldkommen liste over hvilke områder i spillet der er nye eller er blevet forbedret kan man starte her:

  • Uddannelse og træning af piloter: uddannelsesniveau er en 'blød' faktor der har spillet en rolle i mange konflikter i moderne tid, ligefra Falklandskrigen til krigene mellem Israel og nabostaterne.
  • Interface: er blevet finpudset og optimeret med nye hotkeys til alle tænkelige situationer.
  • Hastighed: programmet er optimeret til at køre hurtigere under tidsacceleration. Det gør de helt store scenarier mulige for eksempel en af vores favoritter, Red Storm: Fill the Gap.
  • Kunstig Intelligens: den for NATO så vigtige tanker refueling er blevet lavet helt om. Nu foregår det uden micromanagement fra spilleren. Der er også blevet tilføjet lækkerier som 'BVR cranking', beyond visual range cranking, og det betyder at jetfly der affyrer radarmissiler af sig selv drejer bort fra målet for at minimere 'closure' raten med fjendlige fly.
  • Auto Planner: som første skridt mod en decideret Strike Planner har vi fået en Auto Planner der med et enkelt klik laver waypoints for alle fly på strike missioner.
  • Payload, drag og brændstof: luftmodstand er en af de faktorer der bestemmer hvor meget brændstof fly forbruger og den forøges, jo flere bomber og missiler der hænger under vingerne. Det gør det attraktivt at vælge lettere load-outs til fly på CAP mission.

CMANO: 'Wargame of the Year Edition' får et flot 10-tal med på vejen herfra: der findes ganske enkelt ikke noget spil (eller simulation) der gør hvad dette spil kan. Uanset om man ønsker at undersøge den aktuelle konflikt i Ukraine, lave et scenario der afdækker aspekter omkring en potentiel konflikt mellem Kina og dets nabolande over olie i South China Sea, eller man vil prøve at se Israel bombe iranske atomanlæg, kan CMANO håndtere det. Det sidste år har spillet ikke forladt harddisken. Man bliver aldrig færdig med det - uanset om man studerer militærhistorie på universitet eller om man bare holder af, at udfordre de små grå med strategi og taktik, leverer CMANO på alle parametre. Det er gaven der bliver ved med at give.

For denne anmelder er CMANO et af de vigtigste krigsspil der er udkommet siden det originale Harpoon som vi spillede første gang i 1989 (deromkring) og det skal naturligvis belønnes.

10 / 10

Kommentarer (8)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...