Eurogamer.dk

Super Time Force Ultra - Anmeldelse

STFU til din PC

Capybara Games er på relativt få år gået fra at være en ukendt lille udvikler til en vaskeægte indiedarling. Med Superbrothers: Sword & Sworcery EP tog de skovmandsskjorten og de firkantede briller på og surfede direkte ind i vores hjerter på den indietsunami, der ramte os for et par år siden. Nu er de tilbage med Super Time Force Ultra, som er deluxeversionen af det spil, Xbox-ejere har kunnet nyde eksklusivt i et stykke tid. Det indeholder 3 nye karakterer samt 50 nye udfordrende Helladeck-baner og kan nu fås på Steam.

2

Du skal på nogle af historiens vigtigste missioner.

Super Time Force Ultra (forkortet STFU, lawl!) handler om tidsrejser, men ikke på den kedelige, videnskabelige måde med logik og regler. Du spiller som medlemmerne af titlens tidsrejsende hold, som bliver sendt på missioner af den gakkede Commander Repeatski, der vil alt fra at redde dinosaurerne til at hente alle fremtidige opdateringer til sin computer, så han kan se de bedste lolcatz-videoer i fred. Det er dumt, ja, men spillets mange jokes er rodfæstede i en solid viden om årtiers popkultur og spilklicheer, og de leveres skarpt. Særligt fokuseres der på firsernes kulturfænomener, og selve spillet ligner også noget, vi kunne have set i en neonoplyst arkadehal dengang McDonald's stadig var cool og ingen satte spørgsmålstegn ved He-Mans seksuelle præferencer.

1

Dialogen minder bevidst om mange af de shows, vi stenede til foran fjernsynet lørdag morgen i firserne.

Stil er dog én ting, gameplay en anden. Capybara ved, hvordan man serverer et orgie af pixel art og chiptunes, der kan tidsfredsstille selv den mest kritiske retro-connosseur, men på overfladen ligner Super Time Force stadig bare endnu et nik til gode, gamle Contra. Der skal løbes fra venstre mod højre og pløkkes fjender, og det skal ske inden tiden løber ud. Du har dog kun 60 sekunder til at komme til slutningen af hver bane, og det er alt for lidt. Her kommer Repeatskis tidsrejseteknologi ind i billedet. Hver gang du dør, kan du spole tiden tilbage, vælge et nyt medlem fra dit team, og derefter kæmpe side om side med dit tidligere selv. De første par gange kan det være svært at fatte denne Braid-lignende mekanik midt i infernoet af fjender og kugler, men der går ikke lang tid, før det hele begynder at hænge sammen.

Du skal nemlig dø. Det er okay. Jo flere af dine temporale genfærd, du har ved din side, desto flere ting kan du klare. Det er også muligt at redde dine tidligere inkarnationer fra den kommende død, hvorefter du kan fusionere med dem og lægge deres kræfter til dine egne. Det kan fx ske ved at vælge den gode Shieldy Blockerson, som sjovt nok kan blokere projektiler med sit skjold, eller også kan du forsøge dig med Aimy McKillin, som kan skyde igennem objekter. Du låser op for flere karakterer i spillet, som alle har to forskellig evner, og efterhånden er det tydeligt, at dit lille Super Time Force-team er en schweizerkniv, der kan bruges til at klare alle udfordringer. Hvis du vel at mærke kunne folde hver af dens funktioner ud flere gange for at redde dens egne funktioner, og... Okay, måske holder metaforen ikke hele vejen. Men det gør gameplayet heller ikke.

2013/articles//a/1/7/0/4/9/4/6/eurogamer-6q3fy1.jpg

Øgler på skateboards og robotriddere, fuldstændig som det var i middelalderen.

Ideen er superfed, og spillet bliver mere til et strategispil end et actionspil. Du skal skabe en bølge af tidskloner, som langsomt kan skylle ind over hver bane, men det ender med at føles en anelse tilfældigt. Midt i alt det kaos, der foregår på skærmen, kan det ofte være rigtig svært at se, hvad der egentlig foregår, og spillets fascinerende grundide spænder dermed ben for sig selv. Tag ikke fejl, det er stadig et fedt spil, som alle med hang til retro og lidt skæve ideer bør udforske, men helt genialt bliver det aldrig. Det er ikke Capybaras skyld, de har taget konceptet så langt, som det kan komme, men designet har bare et indbygget problem, som det ikke helt kan løbe fra.

8 / 10

Super Time Force Ultra - Anmeldelse Jonatan A. Allin STFU til din PC 2014-09-05T09:00:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...