Eurogamer.dk

KFA2 GeForce GTX 980 Ti Hall of Fame - Anmeldelse

Titan-dræberen er landet

Titanernes tid er forbi. Selvom det efterhånden er tre måneder siden at Nvidia lancerede deres længe ventede GTX 980 Ti, så er det først her hen over sommeren, at vi for alvor har fået lov at se hvad denne GPU er i stand til. Trejdepartsproducenterne er nemlig vanen tro begyndt at sende deres helt egne overclockede, over-kølede og over-stilede versioner på gaden, der med forbedrede komponenter for alvor låser op for GM200-chippens fulde potentiale. KFA2 er én af disse producenter og vi har i dag endnu en "Hall of Famer" på besøg - nemlig GTX 980 Ti HOF, der er firmaets bud på et flagskibskort, der går efter struben på Nvidias eget Titan X.

Design og features

For alle med bare en smule kendskab til KFA2, kommer HOFs design næppe som nogen overraskelse. Hall of Fame-serien er kendt og berygtet for at gøre brug af en dominerende fremtoning i hvid, med sub-farver i grå og metal. Ved første øjekast ser kortet nærmest identisk ud med deres GTX 970 HOF jeg anmeldte i maj, men kigger man nærmere vil man opdage, at vi foruden en backplate der nu rent faktisk er hvid - og ikke aluminium - også har blæsere i mørk plastic og beslag i krom frem for grå. Foruden disse detaljer er der ikke meget der er ændret og vi finder stadig henholdsvis "Hall of Fame" og "HOF" oplyst af en hvid LED på hver sin side af kortet.

3

980 Ti HOF lever op til sit navn med et ret så heftigt fabriks-overclock. Base clocken er på 1190MHz, mens Boost clocken kommer helt op at ringe ved 1291Mhz. KFA2 har ikke rørt ved kortets hukommelse og de 6GB GDDR5 RAM befinder sig altså på en stock-hastighed på 7010MHz. For at kunne vedligeholde og nedkøle et overclock af denne kaliber, kræves det derfor at man bruger to styk 8-pin Power Connectors samt er indehaver af en strømforsyning på minimum 600 Watt.

Hvis man har planer om selv at skrue helt op for sit eget overclock, så gør man klogt i at befinde sig på omkring 700-750W. Kortets fysiske dimensioner placerer det i sværvægtklassen. I anmeldelsen af GTX 970 HOF nævnte jeg hvor enormt denne GPU var, men KFA2 har faktisk forstørret deres 980 Ti, der er både længere, bredere og højere en 970 HOF.

2

Forbindelsesmulighederne består af Dual-link DVI, HDMI 2.0, samt tre styks DisplayPort 1.2. Kortet understøtter op til fire skærme samt en maksimal digital opløsning på 5120x3200 - aka 5K. Ved siden af disse, på I/O-delen af kortet, er der placeret en GPU Boost-knap, der når aktiveret, fyrer op for blæserne samt strøm-leveringen.

Denne feature er beregnet til dem, der ønsker at presse GM200-chippen til sit maksimale potentiale og ikke vil nøjes med den ellers imponerende overclock-profil GTX 980 Ti HOF kommer leveret med direkte fra fabrikken. For god ordens skyld vil jeg lige nævnte at kortet selvfølgelig understøtter DirectX 12. Kølesegmentet på 980 Ti HOF består af tre blæsere; de to yderst måler 80mm mens den midterste måler 90mm. Denne trio står for at levere luft til et gigantisk kølelegeme samt hele syv heatpipes.

1

Benchmarks

I dette test-segment hiver jeg GTX 980 Ti HOF gennem en række spil og stesstest-programmer for at se hvad kortet egentlig er i stand til i praksis. Vores test-setup ser således ud:

  • Test-skærm: AOC AOC U2868PQU
  • Bundkort: Gigabyte GA-Z97X Gaming GT
  • CPU: Intel i7-4790K @ 4,8 GHz
  • GPU: KFA2 GeForce GTX 980 Ti Hall of Fame
  • RAM: 16GB Kingston HyperX Beast DDR3 2400MHz
  • PSU: EVGA Supernova P2 1200W
  • SSD: Kingston HyperX 3K 480GB
  • CPU-køler: Fractal Design Kelvin S34
  • OS: Windows 10 Home Premium 64 Bit
  • (Windows og samtlige drivere er fuldt opdateret)

Den første benchmark-runde fokuserer på en række programmer der stresstester grafikkortet og udregner en endelig "score". Resultaterne kan ses her:

10

Anden runde bliver mere praktisk og tager et kig på hvilke fps(Frames Pr Second) vi i gennemsnit kan opnå i en række spil, der varierer i intensitet. Jeg har valgt at udføre testen både ved 1920x1080, 2560x1440 og 4K(3840x2160) da det viser sig at dette kort rent faktisk kommer til sin ret, på samtlige af de mest normalt anvendte opløsninger. Resultaterne er som følger:

8
7
9

Overclocking

Reference-kortet fra Nvidia byder byder på en Base Clock på 1000 MHz med en Boost Clock på 1075 MHz. Direkte ud af æsken leverer KFA2s HOF - med sine 1291 MHz - altså over 200 MHz mere power når det for alvor spiller med musklerne. Ligesom det var tilfældet på deres 970 HOF, målte jeg dog min individuelle Boost Clock højere end hvad de officielle specs dikterer - nærmere bestemt 1316MHz. Med en uskyldig forhøjelse af volt-levering lykkedes det mig desuden at presse clock-hastigheden op på hele 1482Mhz, resulterende i en fps-stigning i ovenstående spil-titler på mellem 7-16. Dette kort er i sin standard-konfiguration mere potent en et Titan X, men når overclocket yderligere, kører den ganske enkelt konkurrencen midt over i en dominerende magtdemonstration, med op til 15 fps mere en Titan X i spil. 15 FPS folkens!

Temperaturer og strømforbrug

På trods af at KFA2s HOF leverer enestående resultater, i spil såvel som syntetiske benchmarks, så oplevede jeg faktisk at temperaturerne forblev i den lave ende hele vejen igennem alt fra stock til overclock-test. I begge scenarier målte jeg en Idle-temperatur på 43°C og under load lå den mellem på mellem 67-74°C alt efter hvor meget den enkelte applikation pressede kortets køle-setup. Det målte strømforbrug hed 72W ilde og 383W under load. Noget højere end GTX 970 HOF, men GM200-chippen taget i betragtning, ganske fornuftigt for en så overclocket GPU.

5

Konklusion

Titan X-dræbende performance til 3.000kr under hvad du ville skulle give for et sådan monstrum? Det er vist hvad man ville kalde en no brainer. På trods af rent ydelse-mæssigt at befinde sig i den absolutte elite, så er 980 Ti HOFs pris - der hedder 5.700kr - i den lave ende af skalaen når det kommer til tredjeparts 980 Ti'ere. Da det i praksis nærmest er et kort, der kræver tre udvidelses-pladser fra dit kabinet, er størrelsen den eneste faktor der er værd at huske på, hvis du har planer om at installere tre eller fire af disse HOF'ere i din maskine. Men hvis vi holder det realistisk, er det næppe en faktor der bør spille ind.

Med mindre du gør brug af en 1080p-skærm på 144Hz - og absolut vil have samtlige 144 frames at gøre godt med, så vil jeg ikke anbefale dette kort til brugere i 1080p-segmentet - det er ganske enkelt overkill i så godt som alle tilfælde. Overraskende nok præsterede dette kort ganske pænt ved 4K og jeg vil gå så langt som at sige, at er de nyeste First Person Shooters ikke noget der kendetegner dit genre-valg når det kommer til gaming, så vil et enkelt af disse HOF'ere faktisk dække dit behov, selv ved denne "fremtidsopløsning".

Det er dog ved 1400p (2560x1440) at jeg mener at dette kort for alvor skinner og kommer til sin ret. De 6GB RAM bliver næppe presset ved 1080p og kan - alt efter hvad du udsætter dem for - komme til kort ved 4K. Men ved 1440p er det som om at man både formår at få en høj framerate, samtidig med at kortet rent faktisk for lov at arbejde for føden. En anden opløsning der bestemt ville gøre sig gældende, er 1440p i 21:9 Ultra Wide-format(3440x1440), der befinder sig på den gyldne middelvej mellem traditionel 1440p i 16:9 og så 4K.

Der er i virkeligheden ikke meget tilbage at sige, andet end at jeg på det varmeste kan anbefale dette kort fra KFA2. Om du er overclocking-entusiast, der selv vil ind og lege med GPUens øverste grænser, eller om du blot ønsker et produkt du kan pakke ud, sætte i din PC og så ellers bare køre derudaf, ja så præsterer GTX 980 Ti Hall of Fame til topkarakter.

Du kan læse de komplette specifikationer for GTX 980 Ti HOF på KFA2s hjemmeside.

6

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...