Eurogamer.dk

Mød YouTube-fænomenet Robin og Samrita

Kæresteparret, der står bag kanalerne RobinSamse og RobinKaja, bliver set over 3 millioner gange hver måned

Danske youtubere, og her taler vi om danskere der rent faktisk taler dansk på deres videoer, har millioner af visninger hver måned. De største danske kanaler tæller navne som Gexpgaming og BrianFromDenmark, men dem med flest visninger hver måned er et ungt kærestepar, Robin og Samrita. Samlet bliver deres videoer set over 3 millioner gange om måneden, hvilket gør dem til de mest seete youtubere i Danmark. Eurogamer har fået fornøjelsen af, at interviewe de to unge youtube-personligheder som sammen har kanalen RobinSamse. Her kan du læse hvad hemmeligheden er bag deres succes, hvad der holder dem i gang, hvad deres kanal handler om, og hvordan det hele startede.

1

Samrita og Robin

Fortæl gerne lidt om jer selv, og om hvad I laver I det daglige, når I ikke laver ting til jeres kanal.

Jeg hedder Robin. Jeg er 21 år gammel, og bor på Fyn i den lille by Assens. Til dagligt er jeg studerende på SDU i Odense på datalogi linjen. Meget af min dagligdag går ofte på computere og at rode med diverse nørdede teknologiske ting, hvoraf programmering og YouTube er mine store hobbyer.

Jeg hedder Samrita. Jeg er 19 år gammel, og bor oppe i Nordjylland i den store by Aalborg. Min dagligdag går på at læse på HTX i Aalborg Tekniske Gymnasium på linjen inden for kommunikation og medie. Mine primære hobbyer er at tegne, og andet grafisk arbejde - og selvfølgeligt også YouTube. For 3½ år siden blev vi kærester efter at have kendt hinanden i nogle år.

Hvad handler jeres Youtube-kanal om?

Vi har to YouTube kanaler. Den ene er Robins egen personlige YouTube kanal, RobinKaja, som snart er 7 år gammel. Den fokuserer på alt hvad Robin synes er interessant - især teknologi og nørdede ting.

RobinSamse er vores fælleskanal som vi startede sammen for lidt over 2 år siden. Kanalen går meget på gaming, hvor vi spiller spil såsom Minecraft og nostalgi-spil sammen. Vi laver også ikke-gaming videoer, hvor vi i stedet laver mad eller åbner fanpost.

Hvordan kom I i gang med jeres Youtube-eventyr?

Robins YouTube-eventyr startede tilbage i 2007, hvor han startede kanalen 'RobinKaja' link. Han havde altid været meget fascineret af videoer, kameraer og teknologi. Han begyndte derfor at dele sine interesser med andre på YouTube, og efter nogle år begyndte kanalen at vokse til det som den er i dag.

Vores fælleskanal 'RobinSamse' startede i 2012, hvor Robin fik idéen at skulle prøve at starte en kanal op sammen. Det tog en del tid for Robin at overtale Samrita til at gå med på idéen. Hun sagde altid: "Hvem gider dog at se os spille på YouTube?" som modargument. Men alligevel blev hun overtalt, og RobinSamse blev hurtigt til en kæmpe succes og overhalede RobinKaja lynhurtigt.

Er I særligt inspirerede af andre brugere på Youtube? Hvis ja, hvem?

Vi ikke rigtigt decideret inspireret af nogen enkeltpersoner på YouTube. Vi blev i stedet lidt inspireret af selve gaming-genren på YouTube, og Robin har altid været meget glad for engelske Youtubere, der deler deres interesse for teknologi.

Jeres kanal er den i Danmark, der har flest views. Hvad tror I, at grunden er til, at så mange ser jeres videoer?

Det er rigtigt at RobinSamse er en af de største dansktalende kanaler, hvor vi er dem som modtager flest visninger om måneden.

I vores videoer er vi meget åbne, og er ikke bange for at være os selv. Vi snakker meget om vores eget liv og ting der skete i fortiden, hvilket gør at folk måske kan relatere til det vi snakker om. Derudover skaber dét at vi er et kærestepar en form for kontrast, og gør vi appellerer til både piger og drenge med vores videoer. Faktisk er 42% af vores publikum piger.

I har oparbejdet en meget stor fanskare. Gør I noget særligt for at holde fast i den, og få den til at vokse?

Vi gør meget for at holde fast i vores følgere. Vi udgiver flere videoer hver uge og holder gang i flere serier. Heriblandt vores populære 'Minecraft Ekspeditionen', hvor vi spiller Minecraft sammen i omkring en time i hver episode. Vi har også serier såsom postboksen, hvor folk kan indsende fanpost, som vi åbner og viser hvad folk har sendt os.

Har I nogen sjove historier i forhold til fans, f.eks. mærkelige spørgsmål, spøjse gaver, at blive genkendt, osv.?

Det var lidt en underlig oplevelse at skrive sin første autograf, da man måske ikke lige havde forventet at en simpel gåtur ville kunne gøre andre glade for at se en.

Vi bliver ofte genkendt på gaden - det er efterhånden unormalt hvis vi slet ikke bliver genkendt en dag.

Hvad er det bedste ved at have en kendt kanal? Og at lave video til Youtube i det hele taget?

Det bedste er at alle vores følgere bliver glade for vores videoer og motiverer os til at fortsætte. Det rart at kunne dele sine interesser og meninger med andre som er interesseret i at høre hvad man har at sige.

Hvad er måske knapt så sjovt ved det?

Noget af det mindst sjove er at skulle afvise folk som rigtigt gerne vil komme i personlig kontakt med os. Det er aldrig sjovt at skulle afvise andre, især ikke folk som ser meget op til en.

Hvor meget tid bruger I ca. på jeres kanal? Både med forberedelse, research, klipning, optagelser, osv.

Hvis vi skal tælle den tid vi bruger på at vedligeholde vores kanaler, så bruger vi hurtigt minimum 2 timer hver dag.

Vil I fortsætte med at lave videoer til I bliver gamle, eller ser I en naturlig ende på jeres kanal? Og hvis I stopper, hvad vil I så lave?

Som det står lige nu, har vi ingen planer om en ende på kanalerne. Det er vores store hobby, og vi nyder meget at lave det vi gør. Så kun tiden vil vise hvad der sker.

Mange tak for jeres svar.

Du kan finde RobinSamses kanal lige her, og husk, at Eurogamer også er at finde på Youtube.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...