Eurogamer.dk

Transistor - Anmeldelse

Kode rød()

Transistor er trods et tårnhøjt ambitionsniveau en skygge af sin forgænger Bastion.

Det havde potentiale af en klassiker, men Supergiant Games' opfølger til den karismatiske 2011-klassiker Bastion er mildest talt et rod. Et spil nok pakket ind i en sprudlende æstetik, men samtidig et spil præget af manglende mekanisk forståelse og en historiefortælling, der overkomplicerer sit i virkeligheden banale plot.

Og det er en skam, fordi der er masser af sjæl i Transistor. Supergiant Games' cyberpunk-rollespil oser af karakter; fra sit distinkte og særprægede Art Nuveau-look til det nænsomme elektroniske lydbillede, der maler fremtidsdystopien Cloudbank i en helt unik, melankolsk tone.

Problemet er bare, at Transistor mestendels er stil over substans på tværs af sit fem timer lange eventyr. Dykker man ned under overfladen på det indholdsmæssige, og man bliver efterladt særdeles skuffet. Transistors narrative eskapader, eksempelvis, indikerer en masse, men forløser aldrig; et resultat af dets unødigt komplicerede måde at fortælle sin historie på.

2

Syntaksfejl

Det handler om Red, en berømt sanger i Cloudbank, hvor binære datastrømme løber som blodårer gennem hver en bygning, hver en skabning. I sin varetægt har Red The Transistor, informationsteknologiens elegante svar på middelalderens rudimentære tohåndssværd, der taler til hende med en mystisk stemme. Cloudbank er gået af lave, en elektronisk virus ved navn The Process truer den engang så smukke fremtidsutopi på livet, og kun Red kan standse dens destruktive færd.

Men hvem er Red i virkeligheden, og hvem er stemmen i sværdet? Er the Process nu så ond som først antaget, og er Cloudbank et rigtigt sted eller blot et resultat af den virtuelle virkeligheds fremskridt?

Transistor kaster mange bolde op i luften, men griber dem sjældent. Kæk nok til at starte lige på og hårdt, men med manglende respekt for, at spilleren ønsker svar, som fortællingen skrider frem. Tag nu eksempelvis forholdet mellem Red og stemmen i The Transistor, der i øvrigt plaprer løs om alt, der foregår omkring dem, dette i et, mistænker man, (forgæves) forsøg på at imitere Bastions indlevende tredjepersonsfortæller, men uden samme intelligente pen og ironi.

1

En gennemgående negligeren af karakterbygning gør, at hvad der skulle have været et intimt og patetisk fortalt forhold fremstår hult og uden egentlig interesse for spilleren, hvilket især bliver kritisk, når spillet præsenterer sit stort opsatte klimaks hen imod slutningen. Det samme gør sig gældende for resten af Cloudbanks figurgalleri, der er henladt til forklaring i teksttunge data logs, som spilleren skal finde ved at kombinere sine evner på tværs.

Det virker som om, at Supergiant Games har haft en interessant historie at fortælle, samt et univers af nogenlunde originalitet og karakter, men præsentationen er så forvirrende og ufuldstændig, at de fleste detaljer går tabt i kommunikationen til spilleren. Og her er ikke blot tale om manglende forståelse for et dybt og intrikat plot, nej, Transistor, selv når man sætter brikkerne sammen, er fyldt med huller og inkonsekvent logik.

Spilmekanisk kortslutning

Inkonsekvensen kan desværre også overføres til Transistors spilmekaniske fundament. Et action-rollespil af natur er sammenligninger med tidens store klassikere såsom Diablo, Torchlight og sågar sin forgænger Bastion uundgåelige, men kun på få områder kan Transistor matche dem.

Red løber fra arena til arena, hvor hun nedkæmper grupper af fjender mod optjening af erfaringspoint, der giver hende adgang til nye potente evner, som ganske elegant kan kombineres frit på tværs hinanden, dette i stil med det seneste Diablo.

4

Man kan som i andre gængse action-rollespil vælge at kæmpe i realtid, men her er Red både træg at manøvrere og yderst sårbar. Derfor introducerer Transistor et turbaseret kampsystem, der gør det muligt for spilleren at planlægge sit bevægemønster flere træk frem, dette uden at fjenden kan respondere.

På papiret en god idé, som man har set eksekveret med succes i adskillige især japanske rollespil, men i praksis et koncept, der aldrig for alvor bliver bakket op af spillets encounter-design. Fjenderne er hverken intelligente nok eller tilpas mange til, at man har lyst til at sidde og minutiøst planlægge hver en bevægelse. Omvendt er Red for sårbar til at holde sig i realtid, så man er nødtvungen ud i konstant at pause og sætte evner i kø, hvilket resulterer i et kampsystem, hvor flowet konstant brydes, og man finder sig selv gentage de samme bevægemønstre om og om igen.

Man kan anfægte, at det er her, Transistors liberale evnetræ kommer til sin ret, fordi det gør spilleren i stand til at krydskombinere egenskaber på tværs og derved nedkæmpe fjenderne på særlig elegant manér, men aldrig belønner spillet en for dette, eksempelvis ved at uddele flere erfaringspoint eller tildele en højere score.

Samtidig kommer spillets fjendesammensætning evnetræet til kort, dette ved sin trivielle opbygning og manglende afveksling. Der er kun fire til fem forskellige fjender i spillet, og ofte genbruges de i eksakt samme kombinationer, hvilket dræber enhver lyst til kreativt spil. Ej heller under de indlagte bosskampe, hvor man skulle mene, der var basis for en større afveksling, fordrer Transistor reel taktisk eftertænksomhed.

3

Resultatet er et indholdsmæssigt fattigt action-rollespil uden en nævneværdig god føling på sine kampe. Det bevirker, at man snart keder sig og kun ønsker dem overstået, gerne så hurtigt som muligt. End ikke de sporadiske minispil, hvor der leges med at slå fjender ihjel på tid, ved brug af et begrænset antal evner eller noget helt tredje formår at fremstille kampsystemet i et særligt positivt lys. Dertil er flowet og taktiliteten simpelthen for dårlig.

En skygge af sig selv

Taget deres talent i betragtning, undrer det, at Supergiant Games med Transistor er sunket til et middelmådighedens niveau. Ikke desto mindre kan vi konstatere, at grundlæggende mangel på narrativ logik og spilmekanisk forståelse resulterer i et halvhjertet, problematisk spil, der ganske givet vinder mange tilhængere alene på sin flatterende audiovisuelle fremtoning, men fra et indholdsmæssigt synspunkt skuffer i sjælden fæl grad.

5 / 10

Transistor - Anmeldelse Mark Elsberg Kode rød() 2014-05-23T10:00:00+02:00 5 10

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...