Metal Gear Solid V: Ground Zeroes - Anmeldelse

Godt, men bedst, hvis spillet igen og igen

Det kræver en vis form for masochisme samt rigeligt med tålmodighed at nyde stealth-genrens nådeløse gameplay - men det kræver nok endnu mere for at spille og glædes ved Metal Gear Solid. De tidligere spil i serien har haft ret komplicerede kontrolsystemer, mange spillere har kæmpet med; de har haft utallige små og store hemmeligheder gemt så godt, at kun Rocksteady, Arkham-seriens udviklere, kan bryste sig af at have præsteret noget lignende; de forskellige Metal Gear-spil gennem tiden har haft filmsekvenser så lange og så spektakulært foruden en pauseknap (selv i HD-genudgivelsen fra 2011), at undertegnede simpelthen fik hovedpine af to'erens tankevækkende slutning.

Men vigtigst af alt, så har de været noget specielt - noget ubeskriveligt Metal Gear, der virkelig har trukket spillerne gennem alle de overspillede filmsekvenser, gennem alle de mærkelige jokes og de kreative, men udfordrende bosskampe. Og det vigtigste man skal vide om Ground Zeroes, hvis man allerede har stiftet bekendtskab med de tidligere spil, er, at den næste generation af Metal Gear Solid stadig er specielt, selvom der er nogle kritikpunkter, man skal have in mente og kan undre sig over - der er f.eks. ikke skyggen af en bosskamp og hvad du måske har hørt om den korte længde af spillets hovedmission, er fuldkomment rigtigt.

Hovedmissionen i Ground Zeroes foregår i 1975 direkte efter begivenhederne i PSP-spillet Peace Walker (inkluderet i HD-genudgivelsen til 360, PS3 og Vita); man spiller som Big Boss/Naked Snake, lederen af den paramilitære organisation Militaires Sans Frontières ('Soldater uden grænser'), der er draget til en hemmelig amerikansk base, Camp Omega, for at indhente to fanger, hvoraf den ene har informationer, som Boss har brug for. Forhistorien hertil præsenteres gennem nogle slides i starten af spillet og der er principielt ikke meget i vejen for, at nye spillere kan hoppe ind hér uden de store forvirringer - eller, skulle man måske sige, større forvirringer, i forhold til de, der har spillet de tidligere i serien. Metal Gear-historien har altid været og vil nok altid være forvirrende. Og så er historien i Ground Zeroes altså ikke for de sarte - hvis man er blevet chokeret over Trevors opførsel i Grand Theft Auto V, så vil man også blive chokeret hér. Tonen er barsk.

1

Tidligere i serien har man som spiller orienteret sig i banerne ved hjælp af diverse gadgets og et minimap, der viste, i hvilken retning de forskellige fjender så hen. Det er skrottet til fordel for et mere simpelt, men bestemt ikke lettere stealth-system, hvor du intet minimap har, men til gengæld kan markere fjender med din kiggert a la Far Cry 3, så du altid kan se, hvor de er. En vagt ser desuden dårligere, hvis han er træt og står og gaber, eller tilfældigvis nyser, i det øjeblik du sniger dig ind på ham, mens han ser voldsomt meget bedre i dagslys - man fornemmer i øvrigt hurtigt, at ændringerne i den måde, man sniger sig på, også er foretaget, fordi Metal Gear Solid V i dets helhed (dvs. også med The Phantom Pain) skal være et open-world spil, modsat de mere lineære forgængere. Ground Zeroes' bane er ikke nogen synderlig stor sandkasse, men den er godt stoppet til med hemmeligheder og muligheder for at vælge sin egen vej fremad. Det er endda køretøjer som biler og en form for tank.

Selve kontrollen er også bedre og minder mere om et klassisk tredjepersons action-spil, hvor man sigter med venstre trigger/L2 og affyrer sit våben med den højre/R2. Det føles mere nutidigt og skarpt end kontrollen i f.eks.2'eren og 3'eren og minder mest om den i Peace Walker (N.B. undertegnede har ikke spillet den PS3-ekslusive 4'er i serien, Guns of the Patriots).

Det er Playstation 4-udgaven, der har været stillet til rådighed for anmeldelsen, men for de grafisk interesserede har udgiveren Konami været så venlige at lave en sammenligningsvideo ift. de visuelle forskelle mellem de forskellige udgaver, der nemt kan findes på YouTube. For den, der går op i de hårde facts, så lyder de: Xbox 360 og Playstation 3-udgaven kører 720p, 30 FPS; Xbox One-udgaven kører 720p, 60 FPS og Playstation 4-udgaven kører som den eneste 1080p, 60 FPS.

Der er ingen tvivl om, at de to nyere maskiner har væsentligt mere detaljerede overflader og en flottere lyssætning, samtidig med, at det hele her flyder bedre. Udviklerne har understreget, at deres FOX Engine er skabt til også at levere et labert resultat på de aldrende maskiner og baseret på videomaterialet tør man vove den påstand, at det er lykkedes dem. Ground Zeroes er på alle måder og i alle sine former et visuelt spektakel, en fryd for øjet.

Hver platform, dvs. Xbox og Playstation, har også deres egen eksklusive sidemission, henholdsvis Jamais Vu og Deja Vu, der kan unlockes. Den første ændrer hovedpersonen til den (tidsrejsende) cyborg-ninja Raiden og handler om at smadre sig vej gennem Omega-basen à la Metal Gear Rising (men uden sværdet), mens den anden er en nostalgisk tur tilbage til Playstation One-dagene og det første Metal Gear Solid, dog primært i karakterernes udseende. Det er svært at argumentere for, at hverken den ene eller den anden er en gamechanger - se det snarere som noget bonus sjov; uanset hvilken du vælger, så er de proppet med Metal Gear-humor.

De resterende sidemissioner, der er ens platformene imellem og unlockes efter en spilning af hovedmissionen, er variationer over det gameplay, man finder i hovedmissionen. Ground Zeroes-historien foregår i silende regn om natten, mens de fleste af sidemissionerne foregår om dagen, hvilket nogle gange tvinger spilleren til at ændre sine taktikker væsentligt. Night-vision-brillen, med Splinter Cell-lignende sonar, er f.eks. ikke meget værd om dagen. Når dét så er sagt, så er sidemissionerne svingende i kvalitet; det er god sjov at jagte to specifikke soldater på basen uden at blive opdaget, mens det er mindre sjovt (for ikke at sige lidt kedeligt) at dække en af Boss' kammerater på jorden, mens man skyder med kampriffel fra siden af en helikopter.

Selvom sidemissionerne ikke er kategoriserede som kanon, men 'pseudohistoriske' genskabelser, så nuancerer de alligevel fremstillingen af den amerikanske militærbase på Cuba som et såkaldt 'black site', dvs. et sted uden for land, lov og ret. Der er desuden en stor række lydbånd, man dels har fra starten, dels unlocker gennem spillet, som henviser til begivenhederne i Peace Walker og fremviser yderligere dimensioner af Big Boss' organisation og dens placering i den verdenspolitiske situation i 1970'erne. Den, der kun spiller hovedmissionen, vil altså kun i meget begrænset omfang opleve spillets dybde.

2

Ultimativt må hver enkelt spiller dog forholde sig til pris kontra længde - hvis du er så spækket med kolde kontanter, du i princippet bare kunne sætte ild til dem eller smide dem i lokummet, så bør du bruge dem mere fornuftigt på at købe Ground Zeroes. Det er god underholdning for den, der giver det opmærksomhed og faktisk lytter til lydbåndene, samt leder efter alle de våben samt tips og tricks, spillets sandkasse gemmer på. (Pro-tip: Jo mere C4, du anbringer bag på lastbilen, jo bedre rambuk!)

Er du overhovedet ikke interesseret i at spille sidemissioner i eller bare genspille den samme bane, har du intet perfektionistisk gen i dig og rækker dit spilbudget kun til et eller to spil om måneden, eller mindre - og kunne du ikke lide tidligere spil i serien - skal du nok forberede dig på at blive skuffet, hvis du køber spillet. Skaberen Hideo Kojima afslørede for flere måneder siden, at en intern spiltester ved udgiveren Konami havde banket hovedmissionen igennem på 5 minutter. Og dét kan nok de færreste gøre vedkommende efter, især utrænet, men selv en aggressiv spiller, der ikke engang forsøger at gemme sig, kan klare spillet på under en halv time, eksklusiv filmsekvenserne - dér ved man bedst selv, hvorvidt man mener, om det så kan være de 150-200 kroner på de gamle og de 200-250 kroner på de nye konsoller værd.

For Metal Gear-fans er der tale om en fantastisk oplevelse - styringen har aldrig været strammere, det visuelle flottere og gameplayet bedre. Værdien opstår i genspilningen. Den konspiratoriske historie, der drypper af Guantanamo-kommentar, rammer bedst dén, der har spillet de foregående spil i serien, som er mere vant til at søge efter Hideo Kojimas samfundskritik og fascination ved den kolde krig. Men der er grænser for, hvor underholdende det kan være at narre de samme computerstyrede modstandere på det samme lille kort om og om igen. Hvor god en smagsprøve, det viser sig at være for The Phantom Pain, ved vi nok først om en års tid, når dét udkommer. Ground Zeroes er et godt spil, men der er bestemt en grund til, at det ikke er fuldpristitel.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Metal Gear Solid V: Ground Zeroes - Anmeldelse Christian Høj Godt, men bedst, hvis spillet igen og igen 2014-04-10T17:55:00+02:00 9 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!