Lightning Returns: Final Fantasy XIII - anmeldelse

Lynet slår ned for tredje gang - men ingen forstår hvad hun snakker om

Det kan være en underlig oplevelse at kaste sig over det nyeste udspil i Final Fantasy-serien. Engang var Final Fantasy solidt placeret som en af de absolut største spilserier på markedet, men henover de sidste ti år, er spillet endt som et nicheprodukt, der har meget vanskeligt ved at appellere til en bred målgruppe. Final Fantasy har altid været en meget japansk spilserie, hvor androgyne helte svinger store sci-fi sværd og er overdænget af lynlåse, men serien blev populær fordi produktionsværdien var tårnhøj. I halvfemserne kunne man simpelthen ikke finde konsolspil med samme fokus på den episke fortælling og vilde mellemsekvenser, og det gjorde serien unik.

I dag er markedet proppet med plottunge spiludgivelser. Actionspil er ikke længere hurtige arcadeoplevelser, men er i stedet komplekse fortællinger, der alle gør brug af de samme episke virkemidler, som i sin tid gjorde Final Fantasy unikt. Final Fantasy XIII udkom tilbage i 2010 og i stedet for at bygge videre på seriens klassiske formular, valgte Square Enix at satse ubetinget på fortællingen, mens man nedgraderede seriens øvrige elementer. Final Fantasy XIII var stramt og lineært, indtil man ca. tyve timer inde i spillet, pludselig fik friere tøjler. Derfor var meningerne om spillet også utrolig forskelligartede. Nogen fandt det stramme fokus på kamp og fortælling frem for systemer og rollespil for meget, mens andre hyldede Square Enix for at tage et opgør med det japanske rollespils konventioner.

1

Personligt var jeg meget glad for Final Fantasy XIII, der for mig repræsenterer en ny vinkel på serien. Spillets fortælling var vanvittig, men også temmelig interessant - hvis man da kæmpede sig gennem de første ti timers ævl. To år efter udgivelsen af Final Fantasy XIII udkom Final Fantasy XIII-2, der på mange måder var et mere klassisk japansk rollespil. Sine kvaliteter til trods, kunne XIII-2 dog ikke skjule, at det var en mindre ambitiøs og interessant udgave af sin forgænger. Nu, fire år efter udgivelsen af Final Fantasy XIII, lukkes cirklen af spil baseret på heltinden Lightnings eventyr med udgivelsen af Lightning Returns: Final Fantasy XIII. Spillet tager endnu engang hele designgrundlaget for serien op til revision, og resultatet er blevet en temmelig besynderlig blanding af action-rollespil og Dead Rising. Ja, du læste rigtigt - Dead Rising.

Har du ikke spillet de to første spil i trilogien, giver plottet i Lightning Returns ingen mening. Har du rent faktisk spillet begge forgængere, giver plottet i Lightning Returns ingen mening. Lightning er denne gang på en mission fra ingen ringere end Gud selv og hun er presset af en noget stram deadline. Hun har kun syv dage til at redde hele verden, så hun må ud i verden for at redde så mange sjæle hun kan, mens hun fodrer livets træ, Yggdrasil, for at udsætte verdens undergang. Det lyder jo som en herlig dag i mit eget liv, så jeg kunne bestemt relatere til Lightnings problemer, men jeg tvivler på, at plottet vil give ret megen mening for folk, der kun har et begrænset kendskab til den såkaldte Fabula Nova Crystallis fabel, der udgør trilogiens overordnede plotstruktur.

Lightning Returns er gameplaymæssigt en interessant, omend rodet, kombination af systemer og idéer, der lader til at være udvalgt lidt på samme måde som man vælger bland-selv slik i biografen. Lightning rejser rundt i verdenen, mens hun konstant er under tidspres. I starten føles det virkelig stressende og har man hvad jeg kalder RPG-OCD, hvor man følger sig tvunget til at undersøge hver centimeter af kortet, vil Lightning Returns kræve en vis tilvænning. Samtidig kan mange missioner kun løses på bestemte tidspunkter, hvilket, i stil med Dead Rising-seriens tidspres, burde gøre, at man simpelthen ikke kan klare alle missionerne. Dog får Lightning hurtigt evnen til at stoppe tiden,og det får tidsbegrænsningen til at føles temmelig kunstig. Idéen om et rollespil med en reel tidsbegrænsning er faktisk god, men Lightning Returns tør desværre ikke gå hele vejen.

2

Selve missionerne er også temmelig sære, især fordi de virker underligt afslappede når man tænker på, at verden er ved at gå under. De fleste missioner er opbygget efter samme skabelon som missioner i onlinerollespil typisk er, hvilket medfører, at de ikke er særligt afvekslende eller specielt integrerede i verdenen. Det er ærlig talt temmelig bizart at indfange får med en Chocobo, alt imens tiden langsomt rinder ud for alle levende væsner i universet. Heldigvis er spillets historiebårne missioner langt bedre og byder på en forholdsvis involverende og udfordrende oplevelse. Man er dog tvunget til også at fokusere på de mange sidemissioner, for Lightnings evner stiger i takt med, at man gennemfører de trivielle og plotmæssigt ligegyldige missioner. Det er derfor muligt, at være langt svagere end de forskellige bosser, hvis ikke man bruger tiden på at løse sidemissionerne. Det er frustrerende og dræber ethvert flow som det absurde plot måtte forsøge at bygge op. Igen er tanken om at eliminere behovet for grinding prisværdigt, men Lightning Returns erstatter bare det at kæmpe utallige kedelige kampe, med at gennemføre utallige kedelige missioner.

Der er ingen tvivl om, at det bedste ved Lightning Returns er kampsystemet, der byder på en langt mere direkte og involverende styring end serien ellers har været kendt for. Undervejs i kampene, kan man skifte evner, ved at vælge mellem en række redigerbare klasser. I stil med Final Fantasy X-2 får man her lov til at klæde Lightning ud, men om det tiltaler særlig mange fans af serien, må stå hen i det uvisse. Det tenderer til ligegyldigt fyld, omend selve funktionen med de dynamiske klasser er enormt veludført. Man kan bruge timer på at finde den optimale kombination af udstyr og på at ekvipere Lightning med den helt rigtige hat. Systemet er tilmed meget afbalanceret og gør, at man er nødt til aktivt at foretage valg i forhold til hvordan man ønsker at kæmpe. Man kan sjældent det hele i Lightning Returns og det er ubetinget en styrke, der er med til at gøre spillet udfordrende.

3

Lightning Returns er frem for alt et sært spil. Selvom jeg endte med at være glad for fortællingen i Final Fantasy XIII, kan jeg mildest talt ikke sige det samme om Lightning Returns. Spillet er fyldt med ævl og fuldstændig ligegyldige dialogsekvenser, der virkelig kan være rædselsfulde at kæmpe sig igennem. Samtidig er missionsstrukturen grænsende til det meningsløse, men der er i det mindste masser af indhold og et overraskende velfungerende og visionært kampsystem gemt i spillet. Lightning Returns viser på visse punkter en vej frem for serien, men Square Enix er simpelthen nødt til, at genoverveje deres fortælleteknik og deres insisteren på at proppe deres spil med ligegyldigt fyld.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem Lightning Returns: Final Fantasy XIII - anmeldelse Johannes Wørts Lynet slår ned for tredje gang - men ingen forstår hvad hun snakker om 2014-03-22T08:20:00+01:00 5 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!