Dominique Pamplemousse - Anmeldelse

Den der ler sidst, ler bedst

Claymation så det synger.

Musical og claymation. To kunstformer, der, oftest hver for sig, har lagt hus til utallige storslåede oplevelser. Musicalen, der skaber kontekst og udvikling i udtryksfuld og storslået sang. Claymation, der giver et yderst charmerende visuelt unikt udtryk. Desværre ikke ligefrem de to mest anvendte elementer, når det kommer til spil. Det er dyrt og tidskrævende, men med stort udbytte, hvis altså det bliver gjort rigtigt.

Spildesigneren Deirdra Kiai (også kaldet Squinky) har vovet sig ud i et projekt bestående af disse elementer og har pakket det ind i et point-and-click-adventurespil. Produktet blev Dominique Pamplemousse in It's All Over Once The Fat Lady Sings.

I spillet følger man hovedpersonen Dominique Pamplemousse (ja, jeg snøvler også i udtalelsen), en fattig privatdetektiv, der er hårdt ramt af samfundets lavkonjunktur. Da ejendomsadministrationens tålmodighed med huslejen næsten er sluppet op, får de, og lidt til Dominiques store overraskelse, en kæmpe sag, der involverer ejeren af byens største pladeselskabs Van Dunng Records, Prudence Van Dunng.

Van Dunng Records popstjerne numero uno Casey Byngham er forsvundet - og det er Dominiques opgave at finde ham. Prudence Van Dunng har imidlertid også andre bekymringer, hendes datter Devon Van Dunng er nemlig faldet pladask for Casey. Hvilke saftige plotdrejninger dette mon kan føre med sig? Sådan lyder historien i Dominique Pamplemousse, og forvent ikke at plottet bliver mindre klichéfyldt, som du gør fremskridt i spillet.

Dominique Pamplemousse (ja, jeg snøvler også i udtalelsen), er en fattig privatdetektiv, der er hårdt ramt af samfundets lavkonjunktur.

1

Dét sagt virker plottets simplicitet bevidst, og dialogen emmer af samfundsaktuel kritik både med referencer til internetkultur, adventurespil-konventioner og satiriske kommentarer af samfundets kønsopfattelse - det hele leveret på mere eller mindre humoristisk vis.

Desværre kan man godt føle, at spillet har bredt kritikken ud på for mange emner, og man når kun at skrabe overfladen i de enkelte satiriske bemærkninger, spillet leverer. Et godt eksempel er, at Dominique, i et forsøg på at spare penge, hugger naboens langtrækkende og ubeskyttede wifi-forbindelse, når den ellers er tændt.

Spillet er et meget simpelt adventurespil, det ligger faktisk i en gråzone mellem at være en interaktiv novelle og et point-and-click-adventurespil. Din opgave består i at føre Dominique gennem billederne, samt udspørge folk du møder på din vej. Du samler intet op og interagerer kun begrænset med objekter i omgivelserne.

Derudover støder man på få egentlige gåder, som, når de titter frem, er meget simple. En del af forklaringen på dette kan være, at spillet er på længde med en spillefilm.

3

Det er klart kommentarerne og dialogen, der lægges vægt på i spillet. Derudover støder man på få egentlige gåder, som, når de titter frem, er meget simple. En del af forklaringen på dette kan være, at spillet er på længde med en spillefilm, hvilket selvfølgelig begrænser mulighederne for at lave lange komplekse gåder i spillet.

Spil til side. Det er en sort-hvid claymation musical. Alle karakterer i spillet er animeret i ægte ler. Med disse ord får man let associationer til store Aardman-claymationproduktioner eller lignende. Det er dog ikke helt det, man skal forvente. Karaktererne er animeret meget simpelt, og de har hver meget få frames. Dette er dog ikke ubetinget dårligt, og det er faktisk lykkedes at skabe nogle charmerende figurer.

Det samme kan man sige om omgivelserne. Oftest består baggrunden af noget bølgepap og objekterne i scenerne er animeret i samme primitive stil som karaktererne er. Dette giver den visuelle stil et hjemmelavet look, men man er aldrig i tvivl om, at der er proppet uanede mængder kærlighed ind i designet.

Musikken i spillet er fantastisk. En gøglerisk jazzlyd og skratterier ind over lydsporet giver spillet charme.

2

Musikken i spillet er fantastisk. En gøglerisk jazzlyd og skratterier ind over lydsporet giver spillet charme. Det er bare lige en ting. Det er en musical. Dét i sig selv er ikke noget negativt, overhovedet, desværre har man bare valgt at caste folk, der ikke kan synge. Det er decideret tåkrummende dårligt, og om det er et statement eller ej, så skal vokalen sidde i skabet, når man vælger at lave en musical.

Det forunderlige ved Dominique Pamplemousse er, at man på et tidspunkt i spillet bliver delvist tilgivende over for sangen. Man tager sig selv i at huske de gode melodier og synge med på de mindeværdige passager, og det skal spillet roses for. Dominique Pamplemousse er i sidste ende et humoristisk adventurespil, med spydige kommentarer og en kønsforvirret hovedperson.

Det er, i sandhed, ikke slut, før den fede dame har skrålet i halvanden time.

6 / 10

Læs om vores karaktersystem Dominique Pamplemousse - Anmeldelse Anne Christina Elsberg Den der ler sidst, ler bedst 2014-03-20T10:00:00+01:00 6 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!