Eurogamer.dk

Sims 3: Ind i Fremtiden - Anmeldelse

Udforsk EA's bud på fremtiden

For fire måneder siden udkom den nye og sidste udvidelsespakke til The Sims 3 serien. Forestil dig en episode fra den kendte tegneserie The Jetsons. Ryst posen godt og bland stilen med den typiske science fiction genre. Og voila, så har du The Sims 3: Ind I Fremtiden.

The Sims 3: Ind I Fremtiden handler om... fremtiden. Allerede når man starter spillet op med enten sin eksisterende eller nye husholdning, vil der efter en kort stund dukke en besynderlig portal op i nabolaget og en tidsrejsende vil opstå. Han vil bede om din hjælp, og når man har gennemført hans opgave, kan du springe gennem portalen. Efter et split sekund står du i Oasis Landing, en fremtidsby, som er placeret midt i den mystiske ødemark. Her er alt, hvad et science fiction hjerte begærer; Alt fra vilde hårfrisurer og robotter til rygraketter og eskapistiske drømmekapsler.

Se vores Sims 4 cheats og snydekoder her.

simsfremtid1

Vilde hårfrisurer, farverigt tøj og blege robotter. Dette er kun nogle af de mange ting du kan opleve i den nye udvidelsespakke.

Når man ankommer til Oasis Landing, bliver man med det samme belønnet med en tidsfjernbetjening. Og det er netop dette apparat, som ændrer alting. Den giver nemlig spilleren adgang til nye og sjove muligheder, som for eksempel at finde sine efterkommere. Måske er de rige og berømte eller også lever de som fattige i et faldefærdigt hus. Måske har din simmere slet ikke nogle efterkommere. For alt hvad du gør i nutiden, vil påvirke fremtiden. Men det er ikke helt ufarligt at rejse i tiden. Tidsrejser kan skabe sådan et paradox, at nogle af dine efterkommere dør. Dine simmere også blive ramt af den såkaldte tidssyge, som er så farlig, at de skal have akut behandling på hospitalet. Det kan derfor sagtens betale sig, at tænke sig ekstra om, før man bevæger sig gennem portalen i tide og utide.

Hvis man af en eller anden grund kører træt i spillet og ville ønske at der var mere spænding, så frygt ej! For via tidsfjernbetjeningen er det også muligt at vælge, hvordan fremtiden skal være. Man kan vælge imellem tre forskellige tidslinjer: Den neutrale, den gode og den dystre. Hver tidslinje har individuelle opgaver, som venter på at blive løst. Én af dem er Dystopia, den dystre fremtid, som jævnligt bliver bombarderet af voldsom meteor regn og ondskab. Her er det spillerens opgave, at gendanne Oasis Landing og hvis det lykkedes, vil du ikke kun blive super populær, men som belønning også få rejst en mindestatue, som vil gøre din simmer udødelig.

Den nye udvidelsespakke byder altså på mange nye features, heriblandt avanceret teknologi-færdigheden, som gør det nemmere for ens simmere, at anvende fremtidsteknologi. Og hvis dette ikke var skørt nok, så findes der nu også Laserbeatmaskine-færdigheden, som gør det muligt, at mestre et instrument kombineret af en laser-harpe og en fodtromme. Her får Electronic Arts endnu en guldstjerne for deres sindssyge, men alligevel humoristiske kreativitet, som funker fantastisk i det interdimensionelle univers.

Og som man skulle tro, at det ikke var nok, så har Electronic Arts også sørget for, at den rutinerede Sims-spiller ikke skulle falde sovende sammen i stolen. Gadgets såsom madsynthesizere, som gør det muligt at skabe nye kulinariske kreationer, skulle være nok til at holde underholdningsværdien i top bare lidt endnu. Din simmer behøver aldrig igen at skulle vove sig ud i køkkenet og forberede sig et måltid. Nu kan det klares ved et enkelt tryk på en knap. Og vupti, så er der dejlig kemisk-fremstillet mad lige til at spise og du har ovenikøbet sparet tid. Ja, selv de kedelige køreture kan nu ligges permanent på hylden, for den nye vindfræser og X7-Rygraketten fra Skyfart er kommet for at blive. Drop både cyklen og bilen og tag en flyvetur rundt i parken, eller imponér vennerne med de nyeste lufttricks.

simsfremtid2

Man kan ikke lade være med at blive imponeret over EA's bud på fremtiden..

Udvidelsespakken byder selvfølgelig også på smukke og detaljerede robotter. Disse robotter, også kaldet plumbotter, er avancerede robotter, som kan tunes med egenskabschips efter behov. Disse egenskaber indeholder alt fra et socialt behov til venlige eller knap så venlige funktioner. Man også give sin plumbot frygt for simmere. Dette vil selvfølgelig få den stakkels robot til at flygte ved synet af simmere, og forårsage lækager i ren og skær rædsel. Kvaliteten af plumbotten afhænger af ens avancerede teknologi-færdighed og hvis man er dygtig nok, kan man måske vinde en dyst i robotkamparenaen med sin supermægtige plumbot. I alt kan en plumbot have syv aktive egenskaber. Man kan give sine plumbotter flere forskellige egenskaber efterhånden, som man låser op for dem. Det lyder næsten for syret til at være sandt, men det er jo trods alt fremtiden, som vi taler om her.

Alligevel er dette koncept ikke noget, som vi ikke er stødt på før. Hele fremtids-konceptet kunne siges at mangle originalitet, da det sagtens kan minde lidt for meget om en episode i den kendte tegneserie, The Jetsons. Men alligevel formår Electronic Arts at slippe afsted med det på en elegant og næsten stilfuld måde, at det falder dybt i baggrunden.

Så når alt kommer til alt, er The Sims 3: Ind I Fremtiden en absolut genial måde, at afslutte The Sims 3 eventyret på. Og med The Sims 4 lige rundt om hjørnet, burde udvidelsespakken være nok til at distrahere den krævende Sims-spiller, så ventetiden på det nye måske ikke virker så lang endda.

8 / 10

Sims 3: Ind i Fremtiden - Anmeldelse Sheila Stormfeldt Udforsk EA's bud på fremtiden 2014-02-26T19:50:00+01:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...