Eurogamer.dk

Jazzpunk - Anmeldelse

Det store syretrip

Forskruet, kitschet og satirisk intelligent. Jazzpunk er et bekendtskab, du sent glemmer.

Jazzpunk er et besynderligt spil. En af den slags spil, man kan sætte nok så mange ord på, men hvis essens man først rigtig forstår, når man selv har spillet sig igennem. Alligevel gør vi forsøget, dette for at hylde, men også opfordre alle til at prøve denne spilperle af de sjældne.

Necrophone Games, et ungt amerikansk udviklerhus bestående af blot to personer, har nemlig begået et mindre mesterværk i Jazzpunk; et kuriosum i både billede, lyd og spilmekanik, samt noget så sjældent som et gedigent humoristisk spil, der stryger om sig med satiriske indslag og effektfulde one-liners.

1

Det fortæller om den konturløse playmobilfigur Agent Polyblanks tophemmelige eskapader for et endnu mere hemmeligt detektivbureau, herunder om Polyblanks dristige infiltration af den sovjetiske ambassade, nærdød-oplevelsen under et Running Sushi-besøg, samt den penible cross-dressing-episode på et hawaiansk ferieresort. Her gik man og troede, at Austin Powers var den eneste af sin slags, men, nej, han har som minimum mødt sin ligemand i Agent Polyblank.

Et kuriosum i både billede, lyd og spilmekanik, samt noget så sjældent som et gedigent humoristisk spil, der stryger om sig med satiriske indslag og effektfulde one-liners.

Fra Chaplin til Python med et kæmpe skrald

De overordnede fortællinger, der danner rammen om hver enkelt mission, er dog mestendels uinteressante sammenlignet med det portefølje af bizarre indslag, hvert område har at tilbyde. Jazzpunks små sandkassebaner er nemlig spækket med vanvittigt morsomme begivenheder, der trækker på alt fra simpel slapstick-humor til sofistikeret satire af moderne populærkultur.

Der er rigeligt med Chaplin, som da en af spillets ikoniske playmobilfigurer, efter at have blæst så stor en tyggegummiboble, at den eksploderer ud i hele ansigtet, kommer til at træde på en rive, hvorefter han slår en elegant piouette ud på kørebanen og prompte sendes i kredsløb omkring Jorden, da et folkevogsrugbrød brager ind i ham.

2

Ligeså er der åbenlys inspiration at spore fra Monty Pythons sorte komik, som da Agent Polyblank snyder en ID-skanner ved at vise den en fotokopi af sin bagdel, eller når spillet, som det har for vane, udskifter den karikerede 3D-grafik med 2D-tegninger, der ligner, de var stykket sammen af diverse avisudklip. Endelig er der i bedste The Big Bang Theory-stil vittigheder til computernørderne, som da en nærgående geisha spørger Polyblank: "Does this kimono make me look FAT32?", og senere følger op med: "How big is your collision mesh?"

At Luis Hernandez og Jess Brouse, den dynamiske Necrophone Games-duo, har mere end varme fornemmelser for computerspilmediet, skinner dog bedre igennem end noget andet. Fra start til slut er små satiriske referencer til en række af spilhistoriens mest ikoniske udgivelser. WarCraft-kendere vil kunne nikke genkende til fåret på marken, der, når klikket på nok gange, eksploderer, ligesom Street Fighter-entusiaster vil more sig over et mini-spil kaldet Some Honda, hvor man på tid skal totalskade en Honda (altså bilmærket). En tur i id Softwares hektiske skydeunivers kommer vi også, dette da Polyblank må overkomme ivrige ungmøer i et reality show kaldet Wedding Quake.

3

At Jazzpunk alligevel fungerer er et resultat af dets fascinerende og forunderlige univers. En verden, hvor bygningerne står i alle regnbuens farver, og støjende jazztoner runger gennem gaderne.

Et interaktivt stand-up-show

Jazzpunk er på mange måder et simpelt spil. Mekanisk er det et spørgsmål om at bevæge sig fra sted til sted, tale med figurer, den ene mere skør end den næste, og løse overvejende simple gåder, der hindrer fremdrift. Den åbne banestruktur gør, at man er fri til at opdage spillets vittigheder og skøre indfald i det tempo, man synes passende, og det fungerer egentlig fint. Til gengæld kræver det også, at man er typen, der finder fornøjelse i den form for fri leg under nænsom bevågenhed.

Mere kritisk er det måske, at vi i et interaktionens medie sjældent ser Necrophone Games gøre brug af denne i sin humor. Sjældent er spillerens handlinger nemlig katalysator for spillets satire, undtaget selvfølgelig at det kræver, man har bevæget sig derhen, hvor den pågældende morskab indtræffer, og det er en skam. Det føles lidt som et interaktivt stand-up-show, hvor man selv bestemmer rækkefølgen på vittighederne, men ikke selv har aktiv indflydelse på deres udfald.

4

At Jazzpunk alligevel fungerer er et resultat af dets fascinerende og forunderlige univers. En verden, hvor bygningerne står i alle regnbuens farver, og støjende jazztoner runger gennem gaderne; som var indre by kommet på et heftigt syretrip. Her er hverken avanceret shader-teknologi eller procedural audio i spil, men det kreative fingeraftryk så karismatisk, at det efterlader et større indtryk end mange højbudgetsproduktioner.

Og det er hele humlen med Jazzpunk. Et spil så herligt outreret, at det overskygger de få iboende spilmekaniske problemer, og rodfæster sig positivt i hukommelsen selv lang tid efter endt spil. At det endvidere er genuint morsomt, ikke kun set i lyset af spilbranchens fattige repertoire af humoristiske spil, men hele den moderne underholdningsindustri, gør kun Jazzpunk så meget desto større en præstation.

8 / 10

Jazzpunk - Anmeldelse Mark Elsberg Det store syretrip 2014-02-12T08:00:00+01:00 8 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...