Eurogamer.dk

Teslagrad - Anmeldelse

Polariserende

Nikola Tesla, den berømte serbisk-amerikanske opfinder, er kendt for én ting over alt andet. Strøm, strøm og atter strøm. Om den lille tavse dreng, du spiller i Teslagrad, den nye norske platform/puzzler fra norske Rain Games, har en direkte forbindelse med Tesla selv skal vi lade være usagt. Men spillet er på alle måder et tematisk riff over magnetisme og Teslas største opdagelse, vekselstrømmen.

Vi befinder os i et håndtegnet steampunk-univers med russiske og skandinaviske overtoner, men også med ligheder i forhold til andre inspirationskilder, såsom Fallouts Pip Boy, Lille Nemo i Drømmeland og klassisk russisk animation (dog meget pænere end de rædselsscenarier, DR nogle gange sendte for at forpurre min barndom). Vi snakker røg og damp, snedækte tage, stålsatte miner og et allestedsnærværende, ildevarslende mørke, som dog punkteres af spillets særegne lyssætning. Det foregår i et unavngivent fantasiens Stalingrad, hvor krigen er reduceret til pantomime og kun den trykkende stemning forbliver. Og så er der den allestednærværende elektromagnetisme, som du skal bruge for at komme videre på din vej. I starten af spillet er du nødt til at flygte fra din familie, da I bliver jaget af bolsjeviklignende soldater, og din vej fører dig ind i et stort, labyrintisk tårn, som er fyldt med gåder og elektricitet.

2013/articles//a/1/6/4/8/2/8/8/eurogamer-4k1n23.jpg

Spillet lægger ud med en visuelt imponerende jagt over den unavngivne bys regnvåde tage

Din indgang foregår på en vindebro, der med det samme vækker tanker om den ikoniske indledning i Super Castlevania IV, og det er nok ikke uden grund, da Teslagrad bestemt skylder Konamis klassiker en hel del. Der er dog flere paralleller til senere Castlevania-spil som Symphony of the Night, og så ganske åbenlyst til samlermanien fra Metroid. Du skal nemlig udforske alle krinkelkroge for at finde udstyr, der kan få dig længere frem, og tidligere sektioner kan pludselig give adgang til nye områder, hvis du har det rette isenkram. Det første af slagsen er dine polaritetshandsker, en rød og en blå, som svarer til alle de tilsvarende "positivt" og "negativt" ladede magnetiske genstande i spillet. Uden at afsløre alt for meget kan vi sige, at du senere får mulighed for at skifte din egen polaritet på forskellige måder, og dette er selvfølgelig essentielt for at komme højere op i tårnet. Det samme er den genstand, som giver dig mulighed for at teleportere korte distancer (en egenskab, som jeg i min øresnegl får at vide minder om Blink-funktionen i Dishonored), og det er lidt af en åbenbaring at hoppe, teleportere igennem et objekt og lande sikkert på den anden side. Det er i øjeblikke som dette, at Teslagrads magnetisme har sit stærkeste greb i spilleren og vækker minder om andre genialiteter i spil som Braid.

2013/articles//a/1/6/4/8/2/8/8/eurogamer-fk3g1l.jpg

Grundstenen i gameplayet er at manipulere med magnetiske objekter via dine polaritetshandsker

Jeg ville ønske, at jeg var lige så glad for resten af gameplayet, for Teslagrad er så smukt udført, at dets fejl er bitre piller at sluge. For mig personligt er det største problem, at selve fundamentet i en 2D-platformer ikke er i topform her. Jeg taler om hoppet, som Nintendo ramte næsten fejlfrit helt tilbage i det første Super Mario Bros. til NES, men som udviklere siden har kæmpet med. Braid klarede det okay, Thomas was Alone tangerede Mario, og Super Meat Boy nærmest overgik forbilledet. I sammenligning med dette er vores kære lille hovedperson i Teslagrad for upræcis. Han mangler lidt tyngde og en fornemmelse for, hvor man reelt lander, og det er ærgerligt, da det skaber frustration. Spillet sætter nemlig krav til dig, og dine bevægelser skal af og til være næsten på den specifikke pixel, hvilket kan lede til tårer og tænders gnidsel. Det gælder især under spillets bosskampe, som er af den gamle skole, hvor du skal huske mønstre og må starte om igen ved hvert fejltrin. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan den slags passer ind i et ellers meget metodisk spil, hvis hovedperson hverken har Samus' våbenarsenal eller Simon Belmonts pisk og stamina. Måske har folkene hos Rain Games stirret sig lidt blinde på forbillederne her, og det taler desværre ikke til spillets fordel.

Herunder kan du se vores lynanmeldelse af spillet. Vil du se mere, så har vi også en længere spilsession

Teslagrad er dog i det store hele et meget vellykket spil, som i stor grad lever på sit flotte udseende. Gåderne i spillet har deres øjeblikke, især når de magnetiske kræfter opnår en synergi, og man får den store aha-oplevelse omkring, hvordan et givent scenarie skal tackles, men det bliver bare aldrig helt så stor en åbenbaring som Braid var, på trods af potentialet. Udviklerne glemmer lidt at lære spilleren gradvist, hvordan man tackler forskellige situationer. I starten lærer man de indlysende ting, og derefter er man ret hurtigt på bar bund i labyrinten, kun hjulpet af et kort, der virkelig ikke viser ret meget, som kan bruges til noget. Som spiller vil man gerne have nogle klart definerede mål, og disse er desværre en for diffuse her, så man kommer til at løbe i ring eller slå panden gentagne gange mod en mur. Andre steder er løsningerne åbenlyse, men til gengæld stiller de krav til, at du kan hoppe perfekt i det rette splitsekund, og derfor er du nødt til at gentage sekvenser, som du allerede har regnet ud, men ikke har fingerfærdigheden til at komme igennem. Det er tegn på en talentfuld udvikler, som ikke helt har fundet balancen endnu.

2013/articles//a/1/6/4/8/2/8/8/eurogamer-drkgvr.jpg

Man kan blive meget frustreret over spillet, men det opvejes langt hen ad vejen af åbenbarende øjeblikke

Den ordløse fortælling er vellykket, men af og til lidt forceret, som når spillet begynder af fortælle dele af sin historie gennem pantomimeteater - her taler vi bogstavelig talt sekvenser, hvor du finder en lille scene med pantomimedukker - og det er som om visionen ikke helt er realiseret. Rain Games skal dog have stor ros for ambitionsniveauet i deres debutspil, og de har skabt en visuelt slående og meget stemningsfuld oplevelse, smukt understreget af et dystert soundtrack fra Jørn Lavoll og Linn Kathrin Taklo fra Bear & Cat Music Production. Så længe du skruer hjelmen fast på og forbereder dig på at skulle kæmpe for sagen, er der meget at komme efter her. Vi glæder os til at se, hvad vores norske venner kan præstere i fremtiden.

7 / 10

Teslagrad - Anmeldelse Jonatan A. Allin Polariserende 2014-01-23T08:00:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...