Eurogamer.dk

Vi spiller Total War: Rome 2 - Caesar in Gaul

Helt ud i skoven

Total War: Rome II var ikke det bedste Total War men det var heller ikke dårligt. I dets nyeste iteration, serien er tretten år gammel, er Total War et godt strategispil med masser af lækre detaljer overalt hvor man kigger. Desværre blev hovedspillet, der dækker hele Roms historie med kampagneture der rykker historien et år frem hver gang, ikke særlig engagerende. Vi behøver ikke engang snakke om de store patches der er kommet siden udgivelsen, de har været fine til at file til og rette, men følelsen af, at have været der før er stor og den spreder sig som koldbrand i musefingeren. Man når dårlig nok at møde de nordafrikanske elefanter før man giver op. Det blev et otte-tal.

Kort før jul sidste år kom der en af de uundgåelige DLC pakker. Vi var nysgerrige, men det var uden større forhåbninger, at vi startede en kampagne som Julius Cæsar har fået lov af senatet til at rekruttere nogle legioner og pacificere helvetierne nord for Italien. De truede med folkevandring og det var naturligvis uacceptabelt for romerne der helst så, at de blev i deres bjerghuler. Cæsar tog mandatet fra Rom og med hiv og sving lykkedes det ham at strække det over ti år, der endte med at han til sidst havde erobret hele Gallien. For Roms ære.

Gallien-udvidelsespakken handler om at zoome ind. Om forstørrelse. Og det klæder i den grad Total War komceptet. Man er i tid gået fra ture der varede et helt år, til 14-dages ture, og i sted har man zoomet helt ind på Gallien. Det er samme spil som før, men der er et eller andet over denne indramning der gør udvidelsespakken til et langt mere interessant bekendtskab end hovedspillet.

1

Der er epik lige der

Historien fylder meget i Gaul. Den rigtige historie, og ikke en warpet gamer-version af den. Hver gang man møder en ny stamme, og der er mange, får man et uddrag af Cæsars bog Gallerkrigene, som han skrev under kampagnen og sendte hjem til folkene i Rom, hvor han med sine egne ord beskriver stammen. Det er en lille detalje, der ingenting betyder for spillet, men viser respekt for emnet og giver os intetanende computerspillere en lille bid ægte historie som vi ikke har bedt om.

En af de ting der fungerer bedst i Gaul udvidelsen er terrænet. Geografisk er Frankrig stort i denne udvidelse. Skovene nord for Rhinen virker dybe og foruroligende og selvom man godt ved hvordan Frankrig ender med at se ud når alle fog of war tågerne er lettet, er der en ægte sans af opdagelse forbundet med udforskningen af dette Gallien der er befolket af dusinvis af stammer med hver deres sprog og forskellige kulturer. Tyskerne, de germanske stammer, er også rigt repræsenteret fordi de blandede sig i krigene.

3

Hver legion får i ægte RPG-stil med tiden sin egen identitet.

For at det ikke skal ende i det rene sandkassespil, er spillet struktureret omkring opgaver man får fra Senatet. Den første opgave man får handler om at nedkæmpe Helvetierne og underlægge dem for Rom. Vi sendte Gallica legionen afsted under kommando af selveste Cæsar. Efter en række slag hvor vi havde drevet fjende på flugt i åben kamp, var det blevet vinter. To ture til og legionen ville nå den sidste by i Helvetien. Jeg pressede på men for hver kilometer legionen kæmpede sig frem gennem skovene, i dyb sne og isnende kulde, blev den decimeret og jeg måtte erkende, at hvis jeg rykkede den mere, ville den gå i opløsning fra 'attrition'. Det år, 58 før Kristus, overvintrede Legio I Gallica i skovene, langt fra akvædukter og varme bade. Vinteren igennem blev vi angrebet af helvetierne, og igen og igen afviste vi deres angreb. Da foråret kom og sneen smeltede vendte vi om og tog tilbage. Legionen var en skygge af sig og på ingen måde klar til en månedlang belejring. Den sidste by i Helvetien fik lov til at stå lidt endnu.

2

Zone-of-control systemet er godt - forstærkninger kan komme ind fra alle sider

Gaul formår et langt stykke af vejen at genskabe de episke øjeblikke man husker Total War-serien for. Fordi kortet er så fokuseret på Gallien, zoomet så meget ind, føler man sig i mindre grad hæmmet af de korridorer og tunneler som det i bund og grund består af. Men spillet er stadig sig selv, belejringer og bykampe er irriterende, totalt ahistoriske affærer som man helst havde været foruden. Hvorfor er selv den mindste galliske udørk begavet med brede boulevarder der hører hjemme i Athen eller Rom? Fordi ellers ville enhederne, der rykker rundt i firkantede formationer, ikke kunne være der. Og hvorfor skal man spilde tid med at løbe rundt som en skabet Suebi-køter for at få de områder i byen der bestemmer om man har vundet til at skifte ejer når alle barbarerne ligger døde? Vi kom halvvejs ind i kampagnen, omkring 30 timers gameplay, før den velkendte Total War træthed satte ind og tanken om endnu et copy-paste slag i den ellers glorværdige 3D som Creative Assembly har skabt satte ind, men det er jo heller ikke så ringe endda for den aldrende spilserie.

Testet med et AMD Radeon R9 290X og FX-9370.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...