Eurogamer.dk

Gran Turismo 6 - Anmeldelse

Idiosynkratisk, charmerende og fuldstændig enormt

4

Kazunori Yamauchi

Kvantitet er nogle gange en kvalitet i sig selv. Den lille, skarpskårne mand der træder op på scenen, bekræfter det. Yamauchi-san, som alle respektfuldt kalder ham, bruger side efter side i sin powerpoint præsentation på at vise tal frem. Tolv hundrede biler, syvogtredive baner, hundredevis af banevariationer.

Men tallene lyver. Kazunori Yamauchi, der har brugt de sidste femten år af sit liv på at lave Gran Turismo-spillene til Playstation, er en ildsjæl. En mand der er let at begejstre. Hans flagrende natur bliver afspejlet i de interviews vi har med ham over de næste par dage.

Pressemødet, budskaberne, der stritter i alle retninger... Kazunori elsker Ayrton Senna, ja, han har haft ham i sit hjerte, og her lægger man meget u-japansk hånden på hjertet, siden han, Kazunori Yamauchi, var helt ung. Ja, Ayrton var den vigtigste indflydelse i hans liv. Og hvorfor Ronda? Hvorfor lancere spillet fra et kloster i Sydspanien? Fordi han elsker Ronda, har altid elsket den by siden han besøgte den som helt ung. Senere får man at vide at han her på det sidste selv er begyndt at køre racerløb. Han møder op til interviews i racertøj. Månen. Astronomi er også en passion. Roveren fra Apollo-programmet skulle med i Gran Turismo... fordi de kunne. Fordi det japanske rumagentur kunne levere geologisk data over månens overflade og fordi General Motors havde licensrettighederne til rover-designet.

Der er ikke noget at sige til, at Gran Turismo, for dem der måtte være nye til serien, føles stort, uhåndgribeligt. For det er det. Gran Turismo er skabt i Yamauchi-sans billede. Flagrende, en anelse ufokuseret, en sandkasse der er lavet fordi man kunne og som altid har plads til en bil til, til en bane mere. Fans'ene elsker spillet for det, udenforstående ryster på hovedet, men falder uvægerligt for dets charme.

Gran Turismo er et spil med sjæl og hjerte, ligesom dets japanske ophav. Det er sandt at banerne og bilerne er af stærkt varierende kvalitet, man kan komme ind i spillet og finde elementer der tydeligvis ikke er blevet berørt af menneskehånd i årevis, og der er baner, som Brands Hatch eller den nye Ascari-bane, der er genskabt med manisk sans for detaljer. Og lad det være sagt med det samme: grafikken i Gran Turismo presser den bedagede Playstation 3-konsol til sit yderste, men det gør ikke spillet tidssvarende. Man skal ikke købe Gran Turismo 6 og forvente next-gen grafik - det ville også være at bruge den forkerte målestok. Dermed ikke sagt at spillet ikke, som en aldrende diva, kan se godt ud. Spillet har fået en myriade af mindre opgraderinger, lyssætningen og måden skygger falder over banen, kan skabe scener der er livagtige og ikke uden skønhed.

3

På de fleste måder er Gran Turismo 6 direkte sammenlignelig med 5'eren. Gameplay'et i spillet, den ubønhørlige grind for at få nye biler, det meget japanske fokus på achievements og medaljer, tempoet hvor der aldrig går mere end få minutter mellem hver løb, pakker Gran Turismo spilleren ind i et dopamin-inducerende forløb der gør det umådelig svært at lægge kontrolleren (eller rattet, Gran Turismo skal spilles med rat) fra sig. Lyden er stadig ikke imponerende, de fleste biler lyder som græsslåmaskiner, og den notoriske AI er hverken blevet bedre eller værre end sidst.

De fire hovedpunkter hvor Gran Turismo 6 er forbedret over forgængeren er, ifølge Kazunori's powerpoint, chassis dynamik, dæksimulation, aerodynamik og drivers aids for nybegynderne. Tilsammen skulle de gøre simulationen sjovere og køreoplevelsen med granuleret end 5'eren. Det er sandt, at bilerne er blevet livligere, men man får stadigvæk, i nogle af dem, følelsen af, at man kører i 10 centimeter mudder. Mange af de ting der skal til for at gøre The Real Driving Simulator 'real', er der, vægtforskydninger med efterfølgende udskridninger, men det føles forsinket, flydende, uden den præcision der skaber et sus når man rammer et sving præcis som det skal rammes for at man kommer ud af det med maksimal energi. Når man sætter sig bag rattet i Gran Turismo 6 skal man lære at køre Gran Turismo 6 og ikke lære at køre bil. Spillet er idiosynkratisk på den måde, men selvom det konflikter med budskaberne i marketingmaterialet, der konsekvent beskriver spillet som den ultimative racersimulator, trækker det ingenlunde ned.

2

For denne anmelder er hjertet i Gran Turismo 6 singleplayerkampagnen. Her bliver man hevet igennem et meningsfuldt og varieret forløb der serverer et væld af indhold, med utallige distraktioner og afhoppere der fint kompletterer det essentielle grind. Grundideen i singleplayerforløbet er velkendt. En masse events der er fordelt over en rækker 'tiers', der lidt efter lidt bliver låst op. Man får stjerner for at vinde og når man har samlet nok af dem åbner de op for nye løb og nye 'tiers'. Licens-prøverne er tilbage i hjertet af Gran Turismo og de repræsenterer den sidste forhindring man skal overkomme inden man kan komme videre til næste 'rank', men de er blevet mere fleksible, mindre pernittengryn end de hidtil har været.

Det er krydderiet der forsøder tilværelsen, som man siger. Coffee Break udfordringerne, bogstavelig talt kaffepauser, er små sjove events der ikke har så meget med motorsport at gøre, men mere med god gammeldags leg. Kast en X-Bow ind i tre hundrede kegler eller prøv hvor langt du kan komme med 2 liter benzin på Nordschleife. Der er også Mission Races og de er en smule mere substantielle. Her handler det for eksempel om, at man får en lækker lånebil som man skal bruge til at perfektionere en baneomgang med. Eller en Special Event hvori man skal genskabe Apollo 15 missionen på Månens overflade. Mere idiosynkrasi, mere charme.

Hvor mange superbiler skal der til at puste liv i en racersimulator? Hvor mange Audi'er, BMW'er og Lamborghini'er skal der til? Yamauchi-san er helt sikkert enig med os i, at motorsport er poesi på hjul. Det er en leg med døden, hvor hver sving er en oprørsk fornægtelse af naturlovene, hvor mennesket, iklædt en rustning af finmekanik, trodsigt fornægter naturen. Man kan ikke lade være med at føle, at Gran Turismo, eller ihvertfald den vision som Kazunori lægger frem for spillet, bliver forrådt af den lille sorte kasse som det partout skal køre på. Flere CPU-cyklusser, mere GPU-kraft, ville klæde Gran Turismo og de ville bogstavelig talt kunne give Kazunori's kærlighedsepos til motorsport flere farver og gøre oplevelsen mere nuanceret. Men det må vente til den dag i fremtiden, og den dag kommer, hvor Polyphony Digital endnu engang tager sig sammen og sender et spil på gaden. Indtil da kan vi glæde os over Gran Turismo 6. Ingen konsol kunne have ønsket sig en bedre svanesang.

9 / 10

Gran Turismo 6 - Anmeldelse Martin Wiinholt Idiosynkratisk, charmerende og fuldstændig enormt 2013-12-07T12:01:00+01:00 9 10

Kommentarer (10)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...