Bravely Default - Anmeldelse

Bedste RPG fra Square Enix i syv lange år

Den japanske RPG-genre, bedre kendt som JRPG, har en stor del af ansvaret for min fascination af spilmediet som helhed. Phantasy Star II på Mega Drive ændrede bogstavelig talt min verden og åbnede mine øjne for en helt ny måde at fortælle historier på, som afveg kraftigt fra mine tidligere erfaringer med tungere rollespil på PC og ikke mindst analogt, med blyant, papir og et Babelstårn af forskellige mere eller mindre forståelige regelbøger, hvis esoteriske viden ofte forblev mysterier for evigt. JRPG-genren er ofte mere rigid og lineær end sine vestlige modstykker, og her handler det om vilde historier og endnu vildere XP-grinding frem for åbne miljøer, hvor alt kan ske. Desværre har de japanske udviklere haft en tendens til at holde krampagtigt fast i de skabeloner, som skabte de rigtig fede spil i SNES-æraen og i PS1-tiden. Square Enix har været den værste synder, og deres forsøg på at pumpe Final Fantasy-serien fuld af bulder og brag frem for nytænkning har resulteret i en række spil, som hverken har appelleret til fans eller nytilkomne. Skyggen fra Final Fantasy VII dominerer stadig.

3

Spillet ser ofte håndmalet ud, men dette er rent faktisk 3D

Men luftskibet er endelig vendt, Chocoboen har taget skeen i den anden klo og Mooglerne har søgt nye græsgange, kupo! Der er sket et paradigmeskift i genren i den senere tid, og JRPG'erne blomstrer igen i mere strømlinede, fokuserede inkarnationer. Vi har set det i spil som Ni no Kuni og Tales of Xillia, og rygterne vil vide, at Squares Final Fantasy-epos lægger an til det første storslåede kapitel siden FFXII fra 2006. Men faktisk kan du allerede nu på din 3DS få noget, der på den gode måde vækker minder om den klassiske FF-oplevelse, for Bravely Default, som vi kigger på her, er i næsten alle henseender skåret efter den velkendte skabelon med episke fantasy-helte og -skurke, korrupte imperier, steampunk-lignende teknologi og alle de klassiske formler, som Square har brugt i årtier. Det utrolige er bare, at det holder hele vejen, da der for en gangs skyld er kælet for detaljerne og rettet på steder, hvor det virkelig tæller. Det skyldes formentlig, at spillet er udviklet af Silicon Studio, frem for et af Squares interne teams, og de har kunnet gå til opgaven med friske øjne. Der lyder et stort lettelsens suk herfra, for det er virkelig på tide.

Bravely Default ligner Final Fantasy Tactics i sin grafiske stil, bruger mange af systemerne fra Final Fantasy V, og spiller en hel del som Dragon Quest, men det fremstår alligevel som helt sit eget. Spillet ses som en spirituel efterfølger til Final Fantasy: The 4 Heroes of Light til DS, men vi er glade for at kunne konstatere, at der faktisk er tale om en ny serie, som er den spirituelle forgænger langt overlegen. På overfladen er alt dog bekymrende meget ved det gamle, da du skal rejse rundt med dine fire helte Agnés, Tiz, Edea og Ringabel, udforske et verdenskort til fods eller i luftskib, dykke ned i skumle dungeons og konstant kæmpe mod monstre, der dukker op ud af det blå med regelmæssige intervaller. Det er jo lige netop det, vi er blevet pænt trætte af, men Bravely Default sørger hele tiden for at krydre oplevelsen nok til, at man ikke får en dårlig smag i munden.

1

Kampsystemet er relativt simpelt, men fleksibelt og interessant

Det hele starter med kampsystemet, som også er årsagen til spillets underlige Engrish-navn. Kampene er turbaserede, men du har valget mellem at kæmpe normal eller vælge Brave eller Default. Med Brave kan du tage forskud på dine næste ture og angribe op til fire gange, men derefter kan du så ikke foretage dig noget i et tilsvarende antal runder. Med Default stiller du dig i blokerende positur og melder pas på din tur, som du så sparer op til næste runde, hvilket ligeledes kan gentages fire gange, så du sparer fire ture op. Høj risiko, høj belønning. Det er et meget elegant system, som på fornemmeste vis skaber spænding i det ellers dybt traditionelle turbaserede system. Endnu bedre er det, at du kan vælge at afspille dine kampe i dobbelt eller firedobbelt hastighed, for når man først har set en animation de første 50 gange, bliver man meget hurtigt træt. Med et tryk på en knap kan du også automatisk afspille dine handlinger fra sidste tur, hvilket også kan bæres med til den næste kamp, så på den måde bliver den traditionelle grind lige pludselig til en velsmurt maskine, der bare tæsker derudaf med din pegefinger nonchalant placeret på rattet. Men hvad så med de irriterende tilfældige kampe? Igen er der langt tanker i det, og du kan skrue op og ned for deres hyppighed, eller simpelthen bare slå dem fra, hvis du ikke gider afbrydes. Giver det logisk mening? Nej. Gør det spiloplevelsen bedre? En million gange ja.

2

Nostalgien flyder tykt i spillets årer, men den udtrykkes på en virkelig vellykket måde

Ligesom i Final Fantasy V kan hver figur påtage sig et job, hvilket skaber et fleksibelt klassesystem. Du låser dig ikke fast til en profession, men kan løbende skifte rundt, og du kan bruge nogle af evnerne fra dine tidligere jobs som supportegenskaber, og dermed skabe din hele egen stil. En tyvagtig Black Mage? Tjek. En healende Knight? Tjek. En pengegrisk Freelancer (skribentens alter ego)? Intet problem. Det er ikke verdens dybeste system, men der er hele 24 jobs at vælge mellem, som dog først skal fravristes en række bosser. Det er med andre ord både varieret og gradvist introduceret, så man har mulighed for at prøve kræfter med det hele.

Spillet gør også flittigt brug af sociale funktioner. I starten af historien ødelægges Tiz' landsby (endnu en kliche, som spillet på en eller anden måde slipper godt afsted med), og det er op til dig at genopbygge den. Det foregår i et lille tamagotchi-lignende minispil, hvor du skal sætte landsbyboere til at reparere byen. I starten har du ingen, men du skal rekruttere dem blandt dine venner, via StreetPass eller over internettet. Belønningen er, at du kan bygge en række butikker, der kan skaffe dig specielle ting og unikt udstyr. Jo flere folk, du får rekrutteret, desto hurtigere går genopbyggelsen, som også fortsætter, når din DS er i Sleep Mode. Men det er ikke alt. Du kan også linke dine figurer sammen med dine venner med Abilink-funktionen, så du bliver bedre i kamp, og du kan sende og modtage specielle angreb frem og tilbage. Hvis du derimod vil genere andre spillere lidt, kan du sende fæle monstre kaldet Nemeses ind i deres landsbyer via StreetPass, men de kan selvfølgelig også gøre det samme ved dig. Alle disse funktioner øgede min glæde ved spillet betragteligt, selv om jeg i starten havde lidt svært ved at finde folk til at hjælpe mig. Der forbarmede spillet sig så over mig og tildelte mig en Friend Bot, så selv hvis du er ganske venneløs, kan du opleve funktionerne. Det er selvfølgelig bare federe, hvis man kender nogle ligesindede.

4

Spillets nuttede chibi-stil er endnu et nik til klassikerne

Bravely Default er efter sigende produceret for en brøkdel af budgettet, som et Final Fantasy-kapitel brænder af, men gennem sit intelligente design er det lykkedes at skabe et forbløffende smukt spil, som virkelig gør brug af 3D-effekten på en imponerende måde. Det er også et stort spil med rigtig mange timers indhold. Afhængigt af din spillestil vil du kunne presse omkring 50 timer ud af denne citron, og hvis du går i detaljer, skal du nok regne med op til 20 timer mere. Historien er dog ikke spillets allerstørste styrke, og stemmeskuespillet varierer i kvalitet. Vores fire hovedpersoner er heldigvis kompetente, og jeg er især glad for samspillet mellem den iltre Edea og den dameglade Ringabel, som byder på nogle decideret sjove udvekslinger. Det bliver dog aldrig på niveau med humoren i Xillia eller det eminente skuespil i Ni no Kuni. Til gengæld er musikken enestående god, hvilket for mig er et kæmpe plus, som svøber hele oplevelsen ind i en fabelagtig fantasystemning. Jeg tror, at jeg stadig vil høre på soundtracket til dette spil om ti år, for det er decideret klassikermateriale.

Endnu en gang har jeg været meget i tvivl om den endelige karakter, for dette er jo ikke et revolutionerende spil som sådan, men en sammensmeltning af nyt og gammelt. Jeg må bare tage hatten af for den elegance, Silicon Studio har fremtryllet her. Bravely Default er en homage til alt det, der gjorde JRPG-genren så magnetisk tiltrækkende for mig i 90'erne, men med en moderne finish og med alle ujævnheder slebet af. Det fortjener stor ros. Og så har jeg simpelthen ikke kunnet stoppe med at spille det, hvilket siger mere end ord eller arbitrære tal.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Bravely Default - Anmeldelse Jonatan A. Allin Bedste RPG fra Square Enix i syv lange år 2013-12-08T13:12:00+01:00 9 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!