Batman: Arkham Origins - Anmeldelse

Holy genbrug af tidligere spil, Batman

Batman står over for skurken Electrocutioner i en arena i Penguins skib. Electrocutioner ser barsk ud, og han er den første skurk, Batman står over for denne juleaften. Den første af otte professionelle snigmordere, som alle gerne vil hæve dusøren på 50 millioner dollar for at dræbe Batman.

Electrocutioner truer Batman, som går holder sig på behørig afstand af skurkens elektriske handsker - indtil provokationerne bliver for meget, og Batman tænker "hvad pokker". Et forsigtigt tryk på X, og første spark slår Electrocutioner ud. Bare sådan. Batman (og spilleren) står over for lidt af et antiklimaks. Hvad skete der lige? Hvor blev den hårde kamp af?

En af de store kvaliteter i Batman: Arkham serien har altid været, at de er uforudsigelige. Historien drejer og vender og kører op og ned - for så lige at tage et sidespring eller to. Sådan er det også i Batman: Arkham Origins, der denne gang er udviklet af Warner Bros. Games Montréal i stedet for Rocksteady.

Warner Bros. udviklerne har heldigvis haft et godt øje for, hvor vigtig historien er i Arkham spil. Så når vi møder en lidt mere grøn Batman, der kun har været i gang i to år og stadig er stort set ukendt af både politi og et flertal af skurkene (Batman og Joker har fx ikke mødt hinanden i begyndelsen af spillet), kan du være sikker på, at fortællingen er i orden.

1

Otte superskurke er ude efter Batmans hoved. Det er dejligt at være populær.

Som i de foregående spil kombinerer Batman: Arkham Origins action og slåskampe med gåder og platformelementer. Udover hovedhistorien er byen igen fyldt med masser af sidemissioner, fortællinger og opgaver. Dele af byen kender vi fra forgængeren Arkham City, men en lang bro forbinder det kendte med et helt nyt område. Byen er denne gang indhyllet i snevejr og julepynt, og det giver en rigtig god atmosfære. Det store område medfører en del rejsetid mellem missionerne, men heldigvis kan du i hvert område af byen låse op for et punkt, som Batman kan flyve til med sin Batjet i løbet af få sekunder.

I det hele taget er Arkham Origins ikke en videreudvikling af serien, men byder på mere af det samme. Riddler er endnu ikke blevet til Riddler, men hedder Enigma - og han har igen fyldt byen med gåder (åååh, hvor jeg - undskyld Batman - stadig hader gåderne med trykplader), vi møder en tidlig Croc osv.

Arkham Origins satser mere på action end forgængerne, og der er mærkbart færre af de såkaldte Predator rum, som ellers er seriens kendetegn. Her skal du bruge snilde og gemme dig for fjenderne, så du med hjælp fra omgivelser kan slå dem ubemærket ud - en for en. Det kan være ved at kravle ind i en udluftningsskakt eller plante en eksplosiv gele et sted, hvor der kommer vagter. Vagterne reagerer omvendt på dine overfald og prøver at koordinere forsvaret. Det er en skam, for det at skulle bruge de grå celler er unægtelig noget af det sjoveste ved at være Batman.

Kampene er igen et spørgsmål om at koordinere angreb og forsvar. Du kan se nogle små lyn på de skurke, som angriber dig, og så skal du parere. Hvis du rammer nok fjender, opbygger du en combo, som du enten kan bytte til et stærkt angreb, som slår en enkelt fjende ud, eller bruge i en slags slow-motion, hvor dine angreb gør lidt mere skade.

3

Hvem af jer har stjålet mit juleslik!

Rollespilsdelen er blevet opgraderet, så du nu kan bruge din optjente XP på at låse endnu flere ting op, ligesom der er tre spor af udfordringer, hvor du skal udføre bestemte ting for at komme til næste niveau. Det kan fx være at bruge en bestemt takedown eller glide igennem luften over en bestemt distance. Det er ret godt tænkt og er i hvert fald med til at motivere spilleren til at bruge hele Batmans repertoire.

Udviklerne har udvidet detektivdelen en smule, så du nu kan se mere af, hvad der er foregået ved gerningssteder. Du kan spole begivenhederne frem og tilbage og dermed opdage nye spor, du kan undersøge. Det fungerer godt og er en fin måde at føre fortællingen videre på som alternativ til cut-scenes eller lydspor.

Men det eneste område, hvor Arkham Origins virkelig bringer noget nyt til bords, er multiplayer. Det er en nyskabelse i Arkham-serien og må siges at være lige så overflødig, som single-player er det til Battlefield-spil. Der er som sådan ikke noget i vejen med "Invisible Predator Online", som deler spillerne op i tre fraktioner. Der er superheltene (Batman og Robin) samt Jokers folk og Banes folk. De sidstnævnte bekriger hinanden, mens superheltene lurer på deres chance til at slå til og vinde ved at sprede nok rædsel blandt skurkene. Som skurk har du våben og begrænsede muligheder for at se superheltene.

Det fungerer udmærket, men det retfærdiggører ikke en hel multiplayerdel. De to første spil var kæmpesuccesser uden online-del, og Arkham Origins indbyder til hele tre gennemspilninger, hvis du vil have alle achievements. Der er med andre ord rigeligt at se til - og spillerne ignorerer tydeligvis også onlinedelen. Selv en søndag aften kan det være umuligt at finde andre at spille med.

4

Som altid kan du bruge omgivelserne til at slå fjenderne ud.

Rent teknisk er Origins på højde med forgængerne, men mange har klaget over fejl og nedbrud, der tyder på, at udviklerne ikke har haft tid nok til at finpudse de sidste finesser. Snevejret er rent atmosfærisk den bedste nyhed og kunne sagtens være brugt mere effektivt til fx i perioder at kunne skjule Batman bedre. Som det er nu i spillet, er fjendernes fodspor i sneen den største nytteeffekt. Fodsporene gør det nemmere at se vagternes bevægelsesmønstre.

Så selvom det stadig er en fornøjelse at svæve lydløst hen mod en fjende gennem snevejret, ramme ham i hovedet med et hårdt spark for derefter at hoppe direkte videre til den næste badguy, som får en jernnævne direkte ind i mellemgulvet, føles det hele lidt som en genudsendelse.

Idéen med at gå tilbage til Batman og Jokers første konfrontation er god, og Batmans dragt ser da heller ikke så gennemført ud som i de tidligere spil, men derudover er det en tynd illusion. Fx virker det mærkeligt, at du kan endnu flere specialangreb og har adgang til endnu flere gadgets end i forgængerne, når nu dette spil skal foregå FØR dem. Udviklerne burde have barberet det ned til de allermest essentielle og så opfundet nogle lidt mere rudimentære ting. Det ville have givet god mening, at Batman skiftede dem ud med tiden til dem, vi har set i de andre spil.

Origins er stadig et godt spil, der ligesom resten af serien er langt, langt bedre end andre superheltspil (tænk bare på Iron Man...). Men metaltrætheden lurer under overfladen denne gang. Hvis du ikke har prøvet Arkham City, er det et bedre bud på en helstøbt oplevelse.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Batman: Arkham Origins - Anmeldelse Jakob Paulsen Holy genbrug af tidligere spil, Batman 2013-11-14T14:52:00+01:00 7 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!