Rocksmith 2014 - Anmeldelse

Find din indre rockgud frem

Sidste år bragede Rocksmith ind på scenen med et produkt, der var mere værktøj end spil. Ubisoft har valgt at fortsætte stilen i år med Rocksmith 2014, som i bund og grund er en opdatering af forgængeren og derfor hverken kan betegnes som et spil eller en egentlig efterfølger.

Dette skal dog ikke opfattes negativt, for Rocksmith 2014 er så ubetinget den bedste digitale guitarunderviser du kan få fingrene i. Alle - lige fra nybegynderen, der aldrig har holdt om en guitar, til musikere, hvis fingre efterhånden er hårde som sten efter årtiers jamsessions - kan være med og det utrolige ved Rocksmith 2014 er, at det rent faktisk gør dig til en bedre guitarist uanset niveau. Rocksmith 2014 er samtidig bedre end sin forgænger på alle punkter, men der er primært tale om forbedringer og et bedre sangudvalg og ikke en revolution.

En smule baggrund om undertegnede. Mit liv har været fyldt med musik og musikalitet. Jeg fik min første guitar da jeg fyldte seks år og har siden spillet mig gennem talrige bands, koncerter, dovne bassister og larmende trommeslagere. I bund og grund er jeg allerede lidt af en guitarhelt, men har det seneste år brugt Rocksmith som en underholdende måde at holde mine evner ved lige.

Rocksmith er et træningsredskab, hvor du progressivt lærer at spille en række sange på din fysiske guitar. En guitar er derfor påkrævet og det samme er det officielle Rocksmith USB-kabel som man bruger til at koble guitaren til computeren eller konsollen.

1

Når guitaren er sat til og lyden er skruet op til 11, er man klar til at kaste sig over de mange sange. Rocksmith 2014 byder på et langt bedre udvalg af sange end sin forgænger. Sangvalget er forholdsvis bredt og de fleste sange er valgt, fordi de lærer spilleren en teknik eller repræsenterer en bestemt genre indenfor rockmusikken.

Du har mulighed for at lære at spille blandt andet System Of A Down, Deftones, Mastodon, Iron Maiden, Nirvana og Weezer - og på den måde bliver du automatisk før gennem et bredt spektre af rockgenrerne. Hvor det kan være forholdsvis overskueligt at kæmpe sig igennem Weezer's Say It Ain't So på højeste sværhedsgrad, er samme bedrift langt vanskeligere når vi taler om Iron Maidens The Trooper, hvor vilde guitarsoloer fræser ned over skærmen og udfordrer selv den mest trænede guitarhelt.

Som wannabe-rockgud, er det dog ikke uvæsentligt om man tidligere har fedtet med stregene. Rocksmith 2014 gør nemlig brug af en temmelig alternativ metode til at visualisere noderne og det kan være vanskeligt for trænede guitarister at vænne sig til.

Visuelt præsenteres noderne meget lig Guitar Hero-serien, hvilket betyder, at noderne flyder ned mod spilleren. Hver streng er farvekodet og de enkelte bånd på guitaren er nummereret, hvilket efter lidt tilvænning gør det let at finde rundt på guitaren.

Systemet gør dog også, at man er tvunget til at vente på hver enkelt node, da spillet, i stil med Guitar Hero, ikke kan vise ret mange noder på skærmen på samme tid. Det kan derfor være svært at danne sig et overblik over det komplette riff - noget, der uden tvivl vil frustrere trænede guitarister. De fleste lærer at spille guitar efter det simple tablatursystem og der er ingen tvivl om, at systemet i Rocksmith primært er til for at føre computerspilleren ind i guitarverdenen. Rocksmith er inspireret af computerspillet - ikke nodehæftet.

Det absolut bedste ved Rocksmith-serien er den progressive skalering af sværhedsgraden. Når du første gang kaster dig over en ny sang, vil du blive bedt om kun at spille et par noder. Som du begynder at mestre sangen, tilføjer Rocksmith løbende nye noder, indtil du til sidst spiller hele sangen. Systemet fungerer fantastisk og gør, at man hele tiden føler at man bliver bedre og bedre til at spille guitar.

Når man spiller de simple sange, fungerer den progressive skalering rigtig godt og du kommer hurtigt videre til de reelle riffs. Med komplekse sange er det sværere, både fordi de simple ting du spiller i starten, ikke rigtig minder om den egentlige sang, men også fordi hjernen simpelthen ikke kan nå at forholde sig til den øgede kompleksitet. Der vælter simpelthen for mange noder i hovedet på dig og på grund af det føromtalte Guitar Hero-inspirerede system, er det en overvældende oplevelse.

Derfor er den forbedrede Riff Repeater et helt essentielt værktøj. Riff Repeater bruges til at øve de svære stykker i sangen. Man kan vælge specifikke sektioner af sangen, indstille hastigheden og gradvist øge hastighed og kompleksitet Det fungerer fremragende og helt uden loadingtider, så det er let at komme i gang med de vanskelige riffs.

Ved at bruge Riff Repeater, kan trænede guitarister også springe over den langsomme progression i sange de allerede kender. Jeg startede ud med at pløje mig igennem System Of A Down's "Hypnotize", Deftones' "My Own Summer" og Foo Fighters "Everlong" på højeste sværhedsgrad, uden at kigge på skærmen og fik 100%. Det vil sige, at de talenter jeg bragte med ind til Rocksmith direkte kunne overføres til spillet - dét er imponerende!

2

Som tilføjelse til Riff Repeater, er Rocksmith 2014 også fyldt med forskellige videoer, der grundigt forklarer hvordan man udfører teknikker som hammer-ons, pull-offs og tapping. Hertil kommer den skægge Guitarcade, hvor man udfordres af en række minispil, der hver især har til formål at illustrere en særlig teknik. De enkelte minispil er sjove, men jeg foretrækker klart at øve mig på de medfølgende sange. Minispillene kan især bruges i starten af guitarkarrieren, da man lærer at blive bedre til at overskue guitarens mange strenge og bånd.

Der er også blevet plads til en ny feature, Session Mode, der dog ikke er helt velfungerende. Idéen er, at du kan jamme med et virtuelt band, der så burde følge dine musikalske idéer. Desværre rammer bandet sjældent plet og det er umuligt at bruge Session Mode til andet end tidsfordriv. Hvis man elsker at fyre vilde bluessoloer af, kan bandet dog bidrage med en udemærket omgang baggrundsmusik.

Sidste år viste Rocksmith at det kunne lade sig gøre at slutte sin guitar til computeren og lære at spille guitar. Teknikken virkede, men indholdsmæssigt var produktet en smule ujævnt. Rocksmith 2014 er forbedret på alle punkter og er først og fremmest et værktøj, der ikke skjuler sit indhold bag spilmediets typiske progressionsstruktur. Alle sange er låst op fra starten og der er ingen karrieredel.

Det handler om at lære at spille guitar og til det formål er Rockband både unikt og fremragende. Flere af spillets elementer mangler stadig at blive finpudset, især Session Mode, mens hele den visuelle præsentation inspireret af Guitar Hero, giver nogle læringsmæssige udfordringer. Som helhed er Rocksmith 2014 dog et fantastisk værktøj, der på alle punkter er sin forgænger overlegen.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Rocksmith 2014 - Anmeldelse Johannes Wørts Find din indre rockgud frem 2013-11-06T18:09:00+01:00 8 10

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!