Eurogamer.dk

Lost Planet 3 - Anmeldelse

En iskold og ensformig depression

Jim Peyton har taget en for holdet og er rejst væk fra sin familie for at prøve lykken som stik-i-rend-dreng på isplaneten, EDN III. Udover at være kold og ubarmhjertig i sig selv, er EDN III også hjemsted for verdenshistoriens største bestanddel af glubske krible-kravle væsner som står i kø for at komme foran Jims pistol, shotgun eller maskingevær.

Hvad der dog er endnu mere koldt og ubarmhjertigt end EDN III, er det produkt, som er sidste nye udgivelse Capcoms Lost Planet-serie. Fortællingen i Lost Planet 3 starter som en daggammel makrelmad nederst i tasken på en varm sommerdag - Jim er som sagt taget til EDN III for at udmærke sig i faget som altmuligmand for energiselskabet, NEVEC, som nærmest udelukkende består af karikerede og stereotype personligheder. Det er i form af den stolte og lidt luskede franskmand, Laroche, der selvfølgelig har den nødvendige overdrevne accent gemt i hans persona. Eller Gale "New-kid-on-the-block" ingeniøren, der drilsk og friskt roder i Jims rutiner og ryster lidt rundt i posen hos den ellers garvede pistolslynger.

1

Forbered dig på at møde ham her 7-8 gange - samtlige gange skal han dræbes på præcis samme måde

Rumstationen som lægger ramme til overraskende meget tidsspild er kun trumfet af planeten i sig selv, når det angår, hvor uinteressant man overhovedet kan gøre et sted. Turen rundt omkring på planeten er en labyrint af forvirrende waypoints og manglende forklaring på, hvad man egentlig skal. For enden af de lange brødkrummespor af waypoints ligger oftest en tur igennem et par triste grottesystemer eller en tarvelig forladt rumstation med døde forskere som oppyntning. Fælles for både de grå korridorer og de isklædte grotter er, at de begge er fyldt til randen med sultne rumvæsner, der bare venter på at springe frem fra mørket. Senere hen bliver de utallige rumvæsener udskiftet til fordel for menneskelige fjender, sådan at spillets strippede coversystem for alvor kan tages i brug. De menneskelige fjender har dog det til fælles med deres kravlende modstykke, at de hellere end gerne vil stille sig, hvor det nu er nemmest at blive skudt. Selve styringen og skydemekanikkerne i sig er faktisk umådeligt godt veludført, med en god balance i forhold til, hvad de forskellige våben kan udrette - men alligevel formår det ikke at gøre skaden rigtig god. For kampene er uanset modstander noget af det mest ensformige og absolut intetsigende, der slet ikke burde være aktuelt i slutningen af en konsolgeneration - men det er det, og det giver anledning til mange timers frustration overfor hundredevis af ligegyldige fjender, der betydningsløst bliver losset i hovedet på Jim. En gang imellem bliver sværmene af fjender afløst af en lidt større boss, der altid skal nedlægges på præcis samme måde - hop til siden, når den tonser mod dig og tøm derefter halvandet magasin på dens svage punkt indtil den til sidst ikke længere er anledning til videre frustration.

2

Det er en kold og ensom verden derude. En kold og ensom verden pladret til med blå farver og tvivlsomme teksturer

Jim er i besiddelse af en mech-lignende robot, kaldet et rig, som også til tider kan benyttes i kamp, men ensformigheden og gentagelse efter gentagelse er endnu en gang i hovedsædet. Når Jim ikke sveder i kampens hede bliver hans rig for det meste brugt som transport rundt på planeten, hvor hundredevis af alt for lange loadingskærme ligger og lurer bag hvert hjørne. EDN III er foruden hovedmissionerne også hjemsted for en række sidequests, men de alle begrænset til hvad Jim gør bedst - tag et sted hen, hent noget og bring det tilbage igen.

Lost Planet 3 har et par øjeblikke, hvor planeten tilnærmelsesvis ser nogenlunde præsentabel ud, men er udover det, mest af alt præget af mudrede teksturer og klodsede animationer. Dertil kommer også utallige mindre heldige fald i spillets framerate, når antallet af eksplosioner og fjender bliver en tand for meget. Oveni den mildt sagt tvivlsomme singleplayeroplevelse er også en omgang multiplayer, som ikke rigtig gør noget rigtigt eller forkert - det er et hæderligt forsøg på at få nogle af kunderne til at blive et par ekstra timer eller to, men det må med tiden sandes, at interessen daler for hvert minut der går. Et par tilfældige udsmidninger fra lobbyerne er heller ikke med til at hjælpe den i sidste ende ligegyldige kamp på nettet.

3

Forbered dig på mange timer i grotter proppet med rumbylder og hundredevis af rumvæsner

Lost Planet 3 starter nogenlunde middelmådigt ud. Jims historie på EDN III er da interessant nok, hvis man altså har tålmodighed til at kæmpe sig hele vejen igennem. Men udover det, er der simpelthen alt for meget der taler imod, at man overhovedet skulle overveje at tage et smut forbi den isklædte planet. Et intetsigende persongalleri, middelmådig grafik og en gennemsnitlig historie skal nævnes som noget af det bedste ved spillet. Et skamløst genbrug af fjender og bossbattles samt hundredevis af loadingskærme og alt for lange rejsetider ender med, forhåbentlig, at begrave serien, hvor den desværre hører til. Tredje gang var ikke lykkens gang for Lost Planet. Og Capcom - jeg tvivler virkelig på at en 4'er kommer til at ændre noget.

3 / 10

Lost Planet 3 - Anmeldelse Emil Søndergaard Larsen En iskold og ensformig depression 2013-10-10T08:39:00+02:00 3 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...