Beyond: Two Souls - Anmeldelse

Mest imponerende grafik til vores otte år gamle PS3'er

Lad os fra starten få slået fast at Beyond: Two Souls ikke er som andre spil og langt hen af vejen føles det forkert overhovedet at bruge ordet "spil" om det. Grundlægger af Quantum Dream og all-round kreativ visionær David Cage er på banen igen, og man behøver ikke kigge længere tilbage end Heavy Rain (2010), for at forstå,at vi her har med en mand at gøre, der tør tage chancer og udfordre den gængse opfattelse af spildesign. Resultatet er i dette tilfælde en stærkt emotionel oplevelse der kommer rundt om både liv og død, samt alt der måtte eksistere midt imellem.

Jodie Holmes har altid været en speciel pige. Af uforklarlige årsager har hun siden hun blev født, haft et spirituelt link til en sjæl kaldet Aiden. Jodie kan både kommunikere med Aiden, men er også i stand til at få ham til at interagere med genstande og sågar tage kontrol over andre mennesker. Grundet sine evner, bliver Jodie som barn placeret i varetægt hos videnskabsmanden Nathan Dawkins, som specialiserer sig i det overnaturlige.

Under hans kyndige opsyn og vejledning hjælper han Jodie til at pleje og udvikle sine evner. Sideløbende fungere Nathan også som en slags plejefar og deres forhold er fra starten præget af en stor portion tillid og affektion. Men det er kun et spørgsmål om tid før regeringen ser potentialet i Jodie og optager hende i CIA imod hendes vilje. Men Jodie er ikke typen man holder fanget og efter noget tid begynder hun at føle sig udnyttet og vælger at flygte. CIA sætter alle ressourcer ind for at genvinde kontrollen over Jodie og så går jagten ellers i gang.

Beyond: Two Souls er ikke et spil for alle - men samtidig et spil alle burde prøve.

1

Historien I Beyond: Two Souls er fortalt i brudstykker og følger ikke nogen lineær narrativ model. Hvis man forestiller sig kapitlerne fra en bog blev lagt i en pose og derefter trukket op i en tilfældig rækkefølge, så har man en ide om hvordan denne oplevelse bliver præsenteret. Det er en, for det meste, effektiv tilgang til historiefortællingen der hele tiden holder spilleren limet til skærmen, uforstående overfor hvad der egentligt foregår, men med ønsket om at forstå sammenhængen.

Enkelte gange føles det dog en smule uhensigtsmæssigt med henblik på indlevelsen. Man kan nemt ryge ud af det groove man ellers var kommet ind i, når man nu lige havde investeret så meget af sig selv i en gruppe mennesker og de relationer man omhyggeligt havde valgt hvordan man ville opbygge, for så at hoppe 15 år tilbage i tiden for 8 gang. Der er ligeledes hele segmenter af spillet der ikke har den store relevans for den essentielle kerne i historien. Disse føles påklistret - nærmest som neonskilt hvis opgave er at tydeliggøre præcis hvor sympatisk Jodie er, og hvor svært hun har haft med at passe ind. Det er heldigvis kun et fåtal af gange dette er tilfældet og for det meste er det en fornøjelse at lære hende bedre at kende som spillet forløber.

Ligesom det var tilfældet i Heavy Rain bliver man løbende sat til at træffe svære valg, der kommer til at have konsekvenser senere i historien og har man erfaringer med ovennævnte titel, ved man hvad man har i vente. Der er en lang række mulige slutninger man kan ende ud med, alt efter hvordan man klarer de udfordringer man bliver stillet overfor, samt en række valg der sætter ens egen morale på prøve. Det er en unik måde at anskue hvordan gameplay kan implementeres, for at inddrage spilleren uden at det på nogen måde føles forceret. Den mest iøjnefaldende feature i spillet er, at man som spiller på et hvilket som helst tidspunkt kan skifte mellem at styre Jodie og Aiden. Der er således tidspunker der kræver at man som Aiden manipulerer med omgivelserne, enten i form af genstande eller mennesker, for at Jodie kan avancere. Det er en kreativ og interessant tilføjelse der ikke mindst lægger op til, at man som spiller udforsker omgivelserne.

Grafisk har vi at gøre med nok den mest imponerende titel på den nuværende generation af konsoller. Det er intet mindre end imponerende hvad Quantum Dream har formået at presse ud af den nu 8 år gamle Playstation 3.

2

Grafisk har vi at gøre med nok den mest imponerende titel på den nuværende generation af konsoller. Det er intet mindre end imponerende hvad Quantum Dream har formået at presse ud af den nu 8 år gamle Playstation 3. Ansigtsteksturerne på spillets persongalleri minder mest af alt om Crysis 3 kørt på en high-end PC. Dette er noget af et postulat, men ikke desto mindre er det tilfældet med Beyond: Two Souls.

Aldrig har den visuelle side af et spil været med til at bringe figurerne til live som vi ser det her. Kombinationen af teknologi, samt en række stærke skuespillerpræstationer sælger varen på en måde som mest af alt må sammenlignes med filmens verden. Kun enkelte små framerate-problemer kommer ind og bryder med flowet, men dem er der heldigvis langt imellem. Kameravinklerne omkring og kontrollen af Jodie er desværre en smule ujævne i hvordan de præsterer, og det er ikke altid lige sjovt at brage ind i en betonvæg for 3. gang når man nu løber for sit liv. Det er ikke ligefrem gamebreaking, men kunne sagtens have været bedre optimeret.

Man kan ikke nævne det visuelle uden at komme ind på lydsiden, specielt ikke med Beyond: Two Souls. Ellen Page og Willem Dafoe har nemlig lagt både krop og stemme til henholdsvis Jodie og Nathan. De formår begge at skabe to yderst levende og nærværende karakterer, hvilket må siges at være en af de vigtigste opgaver i et så historie- og persondrevet spil. Forholdet mellem de to spiller en afgørende og central rolle i fortællingen om Jody og hendes skæbne, og Quantum Dream fortjener en applaus for deres eksekvering af denne meget menneskelige relation.

Soundtracket er produceret af Hans Zimmer og så behøver man vel i virkeligheden ikke så meget mere info. Det er storladent og skrøbeligt på én og samme tid og med så meget nerve, at spillet burde sælges med en gratis pakke Kleenex.

3

Beyond: Two Souls er ikke et spil for alle - men samtidig et spil alle burde prøve. Det er en speciel oplevelse at spille igennem og af samme grund, også et noget vanskeligt spil at anmelde. For hvordan skal man dissekere en yderst personlig oplevelse til små, for den udenforstående, letlæselige afsnit, der beskriver hvad det er man kan forvente fra netop dette produkt? Min gennemgang af spillet er næsten med sikkerhed anderledes end hvordan I, der netop nu læser denne anmeldelse, kommer til at opleve spillet og jeres igen forskellig fra dem I fortæller om det til.

Det i sig selv er en flot præstation og det faktum at man ikke ordenligt kan få forklaret præcis hvad Beyond: Two Souls er, men i stedet bliver nødt til at opleve det på egen krop, burde være det eneste man har brug for at vide.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Beyond: Two Souls - Anmeldelse Thomas Bornø Mest imponerende grafik til vores otte år gamle PS3'er 2013-10-08T18:37:00+02:00 8 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!