FIFA 14 - Anmeldelse

Kan EA Sports stadig finde på nye idéer?

Revolutioner i sportsspil kan være et tveægget sværd. På den ene side, mener vi alle, at vi gerne prøve noget nyt. På den anden side søger vi gerne trygheden i det velkendte. Derfor lyder der ofte et ramaskrig, når årets nye sportstitler forsøger at gå i nye retninger. Fifa 14 holder sig i år på dydens smalle sti og forsøger at finjustere et spil, der grundlæggende ikke har ændret sig i flere år.

Indenfor de sidste par år, har EA Sports efterhånden fået styr på deres nye fysiksystem, der får spillere og bold til at bevæge sig realistisk og dynamisk, og samtidig har man etableret en enormt succesfuld ny feature - Ultimate Team. Til sammenligning med de seneste års nyheder, kan de små justeringer i Fifa 14 synes unødvendige. EA Sports formår dog på de fleste punkter at forbedre deres største franchise og skaber frem for alt en bedre simulation af sporten.

De senere år har Fifa-serien virkelig formået at udvikle alle de små detaljer udenfor banen - flotte stadions, vellignende spillere og en fantastisk gengivelse af tv-transmissionen. EA Sports har i år ved hjælp af små ændringer i spillets grundlæggende kontrol, formået, at gøre Fifa 14 til en mere realistisk repræsentation af spillet på banen og det klæder spillet.

Læs vores strategi guide til FIFA 14, tips og tricks

Fifa 14 fokuserer på realismen og simulationen. Spillet på banen er langsommere og der er et langt større fokus på boldkontrol og genpres. De klassiske Fifa-raids, hvor man dribler fra midtbanen til det lille felt, har i Fifa 14 trange kår og i stedet er de defensive dyder i højsædet. Man er simpelthen nødt til at koncentrere sig om hver enkelt dribling og samtidig er man som forsvarsspiller tvunget til at lære det taktiske forsvarssystem at kende.

Fifa 14 lader spilleren kontrollere bolden i alle retninger mens man løber, hvilket leder til bedre kontrol over små driblinger og en større medbestemmelse over, hvordan man bedst narrer modstanderen. Dog opvejes muligheden for mere præcist at kontrollere bolden til dels af forbedringerne i fysiksystemet, der gør at spillernes krop mærkbart påvirkes af hvert retningskift og dribling.

1

Man kan ganske enkelt se og mærke spillernes vægtfordeling, hvilket gør det stort set umuligt at tonse gennem forsvaret med små, snævre driblinger i høj fart. Der er ingen store revolutioner i Fifa 14, såsom fysiksystemet i Fifa 12, men i stedet byder spillet på en række af disse små ændringer, der samlet opfordrer spilleren til at reflektere mere over sin taktik og ændre sit fokus fra angreb til en mere balanceret tilgang.

Se videoanmeldelsen af FIFA 14 her.

Indrømmet - i starten var jeg temmelig frustreret over styringen i Fifa 14, der fremstod langsom og tung. Jeg mistede alt for mange lette bolde og mine spillere så hele tiden ud til at være ude af position ved høje bolde. Hurtigt lærer man dog at vurdere de nye tilføjelser til styring og fysiksystem og resultatet er et vanskeligere men ultimativt mere tilfredsstillende spil på banen, hvor man i højere grad end tidligere er i kontrol over sine spillere.

De små ændringer i spillets kontrol, fører således til et langsommere spil, hvor man har bedre tid til at overveje sit næste træk. Man skal dog konstant være opmærksom på ikke at miste bolden ved en dum dribling og denne balance fungerer glimrende.

Den kunstige intelligens når man spiller mod computeren er stadig udmærket, omend jeg oplevede, at den på de højere sværhedsgrader lidt for ofte drejede rundt om sig selv flere gange. Det ser en smule dumt ud og det førte ikke til øget boldbesiddelse, chancer eller flere succesfulde pasninger for computermodstanderen. EA Sports Football Club holder igen i år styr på din yndlingsklub og det altomfattende onlinesystem holder generelt Fifa 14 fint opdateret med den virkelige fodboldverdens hændelser.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!